Læsetid: 6 min.

DEBAT

19. juni 2004


Når de borgerlige kan deres Kramer
*Dansk Folkeparti og Venstre har indført et helt nyt begreb i dansk politik, nemlig moral. Hvis Kramer havde været medlem af deres partier, ville de for længst have bedt ham om at gå af. Hører vi i TV 2 Nyhederne. Jeg støtter deres forehavende varmt og glæder mig til at se deres opfordring til, at regnskabssvindleren Fogh, lygtepælsløgneren Mikkelsen og bopælssnyderen Thor Petersen bør gå af!

Ib Jensen, Bakkedraget 28, 2860 Søborg

Narresut til Lohals
*EU har betalt halvdelen af de godt tre millioner kroner, som det har kostet at udbygge havnen i den hendøende by på Langelands nordende. Der er dog ingen planer om igen at få færgeforbindelse til Korsør som i ’gamle dage’. Den ny havn er kun til pynt, og vi, der elsker færgesejlads, har intet at glæde os til.

Niels Stubkjær, København Ø

EM-haiku
*Mænd i løbetid
Sport eller pengemagi
Levende guldæg

Zubair

Børn drikker – ikke i Information
*Det har altid undret mig mig, hvor meget valget af ord betyder for den afsendte meddelelse. Tag nu artiklen om unges helbred og vaner tirsdag den 15. juni. Her bliver 11-årige omtalt som unge, godt nok de helt unge, for så lyder det ikke så slemt at fortælle om deres alkoholforbrug, for unge mennesker drikker jo, det ved alle. Men 11-årige er ikke unge og det er dem på 13-14 år heller ikke. De er børn, men at fortælle om børns drikkeri er jo ikke så rart og kunne efterlade samfund og forældre med skyldfølelse over en misforstået afslappet ligegyldighed over for problemet. Noget andet er når talen falder på uledsagede flygtningebørn. Her er de unge mennesker børn helt til de fylder 18 år, selv om de i de lande, hvor de kommer fra, har være at regne for voksne i adskillige år. Her appelleres der nemlig til læsernes omsorgsfølelser for børn, der jo slet ikke kan tage vare på sig selv.
Det må være muligt at finde en grænse for hvornår man er barn og hvornår man er voksen, så det ikke er op til budbringeren at definerer dette, afhængigt af, hvor han ønsker sympatien lagt.

Inger Hansen
Rødovre

Dioxin – nu nær dig
*Dette er et ramaskrig – for sådant et har jeg savnet efter at have læst, at der er fundet dioxin i fisk og i fritgående hønseæg – altså i vand og på land. Hvad med de fritgående børn? Dioxin er jo et af de giftigste stoffer, vi kender.
Hvorfor kommer det ud i luften? Er en af årsagerne, at de filtre, der kan frafiltrere stoffet på affaldsforbrændingen, slet ikke sat op alle steder? Og at vi ikke har nogen genbrugsordning for plastic? Eller forbud mod overflødig plastemballage. Mangler vi ikke en ‘agurkernes befrielsesfront’ (eller tidsskrifternes - eller videobåndenes ?)
Miljøministeren gør en masse for nærmiljøet, siger han. Men hvad gør han ved dette problem?

Lise Methling
Trørød

Pension og traver
*Svar til Jack Donen, der i læserbrev den 14. juni kritiserer lederen den 7. juni, ‘Pensionens kvadratur’:
Det er rigtigt, at jeg gentager ‘den gamle traver’ - men sandelig for at tage den op til kritisk bedømmelse. Det virker, som om Jack Donen kun har læst det indledende afsnit af lederen og derfor ikke har bemærket, at dens argumentation går i samme retning som hans egen.

Børge Visby

Lobbyisme frem for demokrati
*»Den rekordlave stemmeprocent ved Europa-Parlamentsvalget (…) er en alvorlig påmindelse til de politiske ledere om, at der er noget grundlæggende galt i det nuværende EU-projekt.«
Det er så sandt, som det er skrevet (Informations leder den 16. juni). Forklaringen behøver man ikke lede længe efter. Det handler om manglen på sammenhæng mellem beslutningskompetence og ansvarlighed i EU-systemet. Hverken ministerråd eller kommission er ansvarlig overfor vælgerne. Så ville vi ikke opleve sager med åbenlys svindel med rejsepenge, afskedigelse af medarbejdere i kommissionen, der afslører korruption i EU-systemet, kommissærer, der ikke vil påtage ansvaret for ulovligheder, på deres område, ministerrådets tilsidesættelse af parlamentets ønske om at forbyde import af gensplejsede landbrugsvarer fra USA.
Før valget til EU-parlamentet talte mange om, at dette har fået udvidet sine kompetenceområder. Det er rigtigt, men vil man have et retvisende billede af styrkeforholdet mellem EU-institutionerne, er det ligeså vigtigt at påpege, at parlamentet ikke har indflydelse på de store økonomiske spørgsmål vedr. landbrugspolitik, skatter og udenrigshandel. Lobby-organisationerne i Bruxelles har sikkert større indflydelse på ministerrådets beslutninger parlamentet. Man kan tolke den lave valgdeltagelse som et udslag af vælgernes sunde demokratiske instinkt. Vi gider simpelthen ikke spille med på EU’s betingelser.

Olav Bo Hessellund
Bolderslev

Debat købt bort
*Debatten er for mig generelt avisens mest spændende side, og jeg har svært ved at acceptere en prioritering der begrænser den med annoncer. Helt frustreret bliver jeg når de(n) - som forleden – fylder hele siden.
Hvis Information af økonomiske grunde vælger at lade pengestærke annoncører brede deres betalte budskaber på netop opinions-siden, synes jeg redaktionen skal flytte debatten og lade pengemaskinen (hvis nødvendighed jeg modstræbende anerkender) gnave på det redaktionelle stof i stedet.

Bo Richardt
Espergærde

Den visnende forårsblomst
*Endnu et forår er gået og blev igen forsømt, denne gang det afgørende. Vi har afsluttet vores eksamener, fået vores tal og vores papirer og de får der måtte have forvildet sig ind i flokken er endeligt skilt fra – de fleste af os har endda fået en uniform på hovedet for at understrege underkastelsen. Et nyt hold studenter er således blevet forsvarligt dresseret og nu klar til at falde ind på deres plads i kolonnen og marchere i takt med de øvrige kapitalismens slaver.
Mange af os føler at dette er begyndelsen til Livet, at vi nu endelig skal realisere os selv og virkelig være noget. Men når det kommer til stykket er der næppe megen flower power over blomsten af Danmarks ungdom. Tværtimod lader vi os godvilligt diktere i hvilken retning og hvilket tempo vi skal marchere, og sandheden er at vi siden børnehaven er blevet gradvist blevet pacificeret og ensrettet så vi en dag kunne føre samfundet videre, i bedste fald mod et temmelig diffust mål, i værste fald målløst.
Trist nok, for det kunne være anderledes. Vi har friheden til at gøre det anderledes hvis vi bare turde bruge den, og med friheden har vi også et ansvar; ikke bare for at tage vort eget liv alvorligt, men også for kommende generationer der fortjener at opleve den frihed vi plejer at bryste os af.
Når vi erkender denne frihed, vil kapitalismens dage være talte, og fremtiden tilhøre det frie menneske. Vi har kun vores eksamensbeviser at miste, vi har vor frihed at vinde.

Kasper Eiset-Andersen
student

Blågård kreds ud af EU
*Holger K. er igen i Information den 15. juni ude med historien om, at EU-modstanden er blevet højreorienteret, og alle venstreorienterede er for. Men valgresultatet modbeviser det, han siger.
Den eneste egentlige anti-EU liste, Folkebevægelsen mod EU, er nu blevet den største nej-liste i København og har klaret sig relativt bedst i højborgene. Det er især de samme venstreorienterede og fashionable københavnske brokvarterer, hvor SF og de Radikale har fået flest stemmer, og hvor Enhedslisten får flest stemmer til folketingsvalgene.
Højborg nr. 1 for liste N er den klassiske Blågårds kreds på indre Nørrebro, med 12,1 pct. En Gallupmåling har desuden vist, at et stort flertal af Holger K.s egne vælgere er enige med Folkebevægelsen i at foretrække at gå ud af EU sammen med Sverige og Norge.

Jean Thierry
EU-ordfører for De Grønne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu