Læsetid: 2 min.

Foghs med-ansvar

Debat
1. juni 2004

Manipulation
Skrues tiden tilbage til maj sidste år, hvor præsident Bush om bord på hangarskibet Abraham Lincoln erklærede krigshandlingerne i Irak for afsluttede, og sammenligner med situationen et år efter, er der også herhjemme sket et skred i holdningen til krigen. Og ikke blot blandt ny-konservative intellektuelle på bodsgang.
Fogh-regeringen og dens klakører i en dominerende borgerlig presse blev ved verdens største militærmagts selvfølgelige sejr over et militært u-land grebet af storhedsfornemmelser. Krigens anden fase blev til gengæld omtalt henkastet: »Nu gælder det om at vinde freden«, lød det med slidte floskler, selv om Koalitionens svigtende forberedelse af efterkrigstiden var indlysende. Og selv om tortur på civile og krigsfanger kunne forudses, bl. a. fordi USA ikke alene har nægtet at deltage i Krigsforbryderdomstolen i Haag men ligefrem har truet flere lande med økonomiske sanktioner, hvis de gik med til domstolens oprettelse.
Den 11. maj i år skrev så en af krigens (og Foghs) varmeste fortalere, Jyllands-Posten, i en leder: »Vi må stilfærdigt og i dyb resignation konstatere, at USA har tabt krigen i Irak (…) Det er til at fortvivle over.« Skeptikerne og modstanderne er ikke længere »antiamerikanske, politisk korrekte pladderhumanister fra godhedsindustrien, som har erstattet gud med menneskerettighederne.«

Eventyr uden om FN
Under forudsætning af Sikkerhedsrådets godkendelse støttede Socialdemokraterne og de Radikale oprindelig invasionen i Irak, bl. a. på baggrund af folkedrabene på kurderne. Den accept blev som bekendt ikke givet, men statsministerens eventyr uden om FN forpligter ikke desto mindre Danmark til foreløbig at fastholde styrkerne i Irak, så ulykkerne om muligt begrænses. Men samtidig må Fogh Rasmussen stå til ansvar for sine handlinger.
Han brød årtiers udenrigspolitisk enighed mellem ansvarlige partier og førte Danmark i krig på et spinkelt parlamentarisk grundlag, støttet af et populistisk, social-nationalistisk parti med rod i Fremskridtspartiet, hvis forsvarsvilje for få år siden symbolsk blev udtrykt på en båndoptager med ordene »Vi overgiver os«.

Intet er helligt
Fogh Rasmussen har som alibi for Irak-krigen bl. a. misbrugt Besættelsestiden med angreb på Frode Jakobsens Socialdemokrati for manglende modstandsvilje. Intet er ham helligt, heller ikke politiske manipulationer med den såkaldte ’fodnoteperiode’, som blev afbrudt af Tamil-sagen og hans egen fjernelse fra skatteministeriet pga. af kreativ bogføring.
Nu er Fogh Rasmussen og hans parti trængt, også på stemmesedlen; EU-valget bliver første prøve, folketingsvalget næste. Og så mener han tilsyneladende, at han bare kan stille sig uden for og som neutral iagttager uforpligtende over for George Bush fordømme Koalitionens overgreb.
Den mand, som taler om ansvar og konsekvens, putter sig, når ansvaret skal fordeles.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her