Kronik

Fuck alt det videnskabelige shit

Bevidst eller ubevidst, men i hvert fald stjal seminarielæreren pludselig et æble fra grønthandleren og gnaskede det ubekymret
Debat
4. juni 2004

Kronik
En lille rød Renault Dauphine bevægede sig langsomt af sted på hovedvej E7 mellem Sakskøbing og Nykøbing F. Det var en kold vinterdag lige før årsskiftet 1962-63. Vinteren havde for alvor bidt sig fast. Det var holdt op med at sne, men frosten ville ikke slippe sit tag; en isvinter var på vej, lovede vejrudsigten. Vejbanen var dækket af sammenkørt sne. Den lille, lette Dauphine med baghjulstræk var ved at komme i skred flere gange, men da den kom fri af huse og bevoksninger, var vejen mere fremkommelig. Farten sættes i vejret. Store traktorer er begyndt at gruse og salte i den modsatte side af vejen. Pludselig er vejen igen ujævn af sne og is. Bilen kommer i skred, snurrer og glider sidelæns. Traktorerne med snerydningsudstyret, vejtræerne og telefonpælene er alt for nærværende. Føreren, en ung mand med et nyerhvervet kørekort,
og hans passager oplever pludselig, at de bliver tilskuere til deres eget liv. De ser i splitsekunder, at katastrofen nærmer sig i en uvirkelig, drømmeagtig sekvens, der foregår i slowmotion. Føreren »låser« sin stilling ved at stemme venstre hånd mod rattet, og med højre hånd griber han fat i dørhåndtaget i passagersiden, således at passageren bliver fastlåst i sædet.
En nyttig og rationel handling – det var før sikkerhedsselens tid – der måske ville forhindre, at de blev slynget mod forruden, hvis der skete et sammenstød, men det besynderlige var, at det ikke var en bevidst handling. Det var altså ikke føreren, der tænkte; jeg er nødt til at gøre sådan for at forhindre, at vi kommer alvorligt til skade. Men hvis det ikke var ham, der valgte at foretage handlingen, hvem eller hvad var det så?
Det spørgsmål er indtil videre, og vil formentlig altid forblive ubesvaret, men jeg har nu heller ikke keret mig særlig meget om det, før jeg for nylig genså min lille røde Dauphine fra 1962 i et fotoalbum, som jeg har arvet efter farmor. Farverne var lidt falmede, men i min erindring står episoden knivskarpt.
»Det var Gud, der holdt hånden over jer«, sagde tante Betty – der i smug blev kaldt hellige Betty – med sin tørre og raspende stemme. Hun havde en stærk vilje og en stærk tro, der havde nære forbindelser til indre mission. Men al den kristendom havde ikke gjort hende til en mild og omgængelig person, tværtimod. »Der er ikke en sten, der falder til jorden uden Guds vilje«, fortsatte tante Betty, da hun fornemmede min skepsis. Nu var tante Betty ikke sådan at bide skeer med, så jeg undlod at komme frem med alle mine rationelle indvendinger og glædede mig bare over at være i live, alt imens jeg lyttede til snakken om skæbnefortællinger og skytsengle som min beretning havde affødt.
De fleste mennesker har oplevet lignende situationer, altså at de handler i en kritisk situation uden at de bevidst har valgt at foretage handlingen. Ikke reflekshandlinger; f. eks. at man værger for sig med hænderne ved et fald med koordinerede bevægelser, der forudsætter, at man har overvejet, hvad man skal gøre. Hvis bevidstheden, jeget, ikke er til stede, når der træffes forberedelser til at foretage en handling, hvad er det så?
»Tanken/det bevidste, er det indskudte led mellem impuls og handling«, plejede min lærer på seminariet at sige, når han ironiserede over en eller anden reaktionær indstilling. Han var god til det der med ord og havde en næsten kultagtig status blandt de studerende. Det var først i 70’erne. Jeg fik pludselig øje på ham, da jeg stod og ventede på grønt lys, lige overfor den lille grønthandler, der som altid havde nået at arrangere frugt og grønt på det lille stade ude på fortovet før fanden fik sko på. Han gik på det modsatte fortov, energisk og målrettet, tilsyneladende uden at ænse noget omkring sig. Jeg skulle lige til at råbe til ham, da jeg så, at han uden at kigge til siden snuppede et æble fra en af de udstillede kasser. Han fortsatte uden så meget som at skæve ind mod grønthandleren, alt imens han begyndte at gnaske på æblet.

Han stjal sgu et æble, mumlede jeg for mig selv, mens jeg kiggede rundt for at se, om der var nogen, som havde opdaget det. Det var der tilsyneladende ikke. Ejeren var en ældre mand, der bestemt ikke så ud, som om han havde for meget at rutte med. Hvordan kunne min lærer, som altid tordnede imod magthaverne og kapitalismen, der udbyttede og udnyttede de svage i samfundet, finde på at stjæle fra en af de underprivilegerede? Jeg kunne se, at han var ved at skrå over vejen henne ved seminariet, alt imens han nonchalant smed æbleskroget ind i en villahave. Jeg talte aldrig med nogen om episoden, den var alt for pinlig.
Men hvad nu, hvis min tidligere lærer ikke var bevidst om sin handling? Hvis det var det ikkebevidste, der spillede ham et puds, da han stjal æblet, så var der jo ikke tale om et egentligt tyveri, i hvert fald ikke et bevidst tyveri. Han stod pludseligt med æblet i hånden, og hvad var så mere naturligt end at spise det?
Jeg har forsøgt at sætte mig ind i, hvad filosoffer, forskere og videnskabsfolk, der beskæftiger sig med sjæl og sind mener om dette problem, men det er ikke så nemt at finde entydige svar – og forstå dem – men så vidt, jeg kan gennemskue går der ca. et halvt sekund, fra det ikkebevidste træffer beslutning om at iværksætte forberedelse til en given handling, før man er bevidst om det. Om det er lidt eller meget afhænger af situationen. Hvis man er til budgeteftersyn hos sin bankrådgiver, går det nok an at vente på, at bevidstheden indfinder sig, men spiller man i superligaen, går det ikke. Her er reaktionstiden ofte 0,2 sekund. Og reaktionerne er jo et resultat af mange års træning, der blandt andet går ud på at lære at reagere lynhurtigt i visse situationer uden at tænke over, hvad det er man gør. At bruge det tillærte uden at tænke over det, giver altså en hurtigere reaktionstid og en bedre præstation. Da Michael Laudrup missede en oplagt målchance foran et tomt mål – efter at han havde driblet forbi målmanden – ved VM i 1986, har han efterfølgende fortalt, at han havde for god tid, at han tænkte over, hvad han skulle gøre, derfor kiksede han. Tankevækkende!
»Fuck al det videnskabelige shit, hvis du alligevel ikke kan bruge det til noget«, sagde min 17-årige nevø, der har en meget enkel og ligefrem indstilling til livet; det skal leves, ikke forstås – og slet ikke baglæns.
Tja, måske skal man bare erkende, at der er ting omkring menneskelivet, som ikke kan forstås eller gøres til genstand for videnskabelig forskning. Og den videnskabelige sandhed har også den svaghed, at den kun er en videnskabelig sandhed, så længe tilstrækkeligt mange eksperter er enige om det.
Måske er tiden inde til at give kontrolgalskaben et los bagi og give kroppens intelligens, det intuitive, plads og råderum – den tager det jo alligevel – på lige fod med det ellers altid så dominerende jeg/det bevidste? Acceptere at krop og sind er et hele og ikke to forskellige størrelser.
Jeg ved godt, at sådan en enkel og ukristelig konklusion vil falde i unåde hos tante Betty – og min lærer vil sikkert mene, at det er en defaitistisk indstilling til intellektet.
Det er nu også lidt beskæmmende, når man nu tror på den frie vilje, at det frie menneske er ansvarligt for sit eget liv gennem de bevidste valg, han/hun træffer, når bevidstheden/jeget pjækker i afgørende situationer… og oven i købet uden at have seddel med hjemmefra.
Der er naturligvis den pointe, at jeget/det bevidste indhenter det ikkebevidste i løbet af et halvt sekund, så der er jo god tid til at finde ud af, hvad det ikkebevidste har gang i og reagere, hvis man er uenig.

Den lille røde Dauphine kurede sidelæns ind i en snedrive i et inferno af sne og is den dag på Lolland. Motoren hostede et par gange og døde ud med et næsten beklagende suk. Så var alt helt stille, indtil vejvæsnets sneplov nåede frem og fik skovlet dørene fri, så de chokerede passagerer kunne komme ud, lidt fortumlede, men uskadte. Frosten bed i kinderne, mens de tavse står og venter på redningskorpset, der skal bugsere bilen på værksted, men de ænser det ikke. De står blot og ser på den lille røde Dauphine, hvor der allerede er begyndt at danne sig isblomster på de duggede ruder.

*Henning Skou er fhv. erhvervskonsulent og pædagog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her