Læsetid: 4 min.

Den globaliserede svensker

Så længe nationen består, med sine valgkredse og særinteresser, er der hverken evne eller vilje til at styre globaliseringen
28. juni 2004

International
Med jævne mellemrum sælger vores lokale bibliotek ud af bøger, ingen længere gider låne. I en af rodekasserne fandt jeg for nylig én, som hed Det Okända Sverge af Ludvig Nordström. Og tænkte, at for en svensk femmer kunne man vel tage imod tilbudet om at lade sig oplyse om det land, hvor man har slået sig ned.
Det viste sig, at bogen var fra 1924 og slet ikke her fra Småland, men fra Norrland, mest Härnösand, som forfatteren påstår, er den smukkest beliggende af alle Sverges byer (sådan staver han det – Sverge).
Han skriver i sit forord, at han har opfundet et nyt begreb; han kalder det totalisme, og med dét mener han ikke noget totalitært, men noget altomfattende. I dag hedder det globalisering, og dengang i 20’erne kunne det opfattes som noget helt igennem positivt, og det gør Nordström.
Men han har en sag, og den er god at få forstand af, især i disse sene tider, hvor opinionen groft kan deles i to: De, der i frihedens navn forsvarer globale kæmpefirmaers ret til at køre verden, som det bedst tjener profitten og uden demokratisk indsyn – og de, som mener at se kloden og dens magtesløse befolkning blive ødelagt af globaliseringen.

Fiskeradelen
Selv hører jeg til de sidste, og jeg har haft meget, meget svært ved at forstå de andre. Men Nordström kan man forstå, fordi han skrev i 20’erne, hvor globaliseringen endnu var et løfte om en gylden fremtid. Med lidt eftertanke kan man også forstå, hvordan det hele kunne gå så helt ad helvede til, uden at folk – og jeg mener ikke bare Lomborg – har opdaget det.
Den bedste forklaring findes i bogens afsnit om fiskaradeln i Ångermanland. Fisker-adelen var ludfattig, og det var regeringens skyld. Härnösand blev grundlagt 1583 ved kysten af Ångermanland, hvor der var en naturlig havn, og fik ret til at bygge skibe og sejle udenlands, helt til Frankrig, for at drive handel. Men i 1636 blev alle rettigheder taget fra byens borgere, fordi stockholmerne ville have eneret på handel og søfart. Byen blev et sølle fiskerleje, og dens borgere blev fattige fiskere.
Navnet fiskeradelen fik de på grund af de kampe, de udkæmpede mod centralmagten, især om noget kirkebyggeri, og som varede i 200 år, uden at regeringen fik kuet dem. Det beroede på, skriver Nordström, at pengene endnu ikke havde gjort deres indtog i Norrland.
Hver og én af disse fiskere sad nemlig ganske bogstaveligt i sin helt egen verden. Han ejede sit hus, sin fiskerbod og et stykke jord, som forsynede ham nødtørftigt med kål og roer, og når det gik højt, foder til en ged. Og havde han ikke jord nok til at holde ged, græssede den på almindingen. På havet var han sin egen herre, og dér fiskede han sild, som han om sommeren spiste frisk, om vinteren saltet.
Han var sikret sit magre levebrød, som ingen kunne tage fra ham (og som ingen i de højere samfundslag ville have), og hvad der skete i den store verden ragede ham en surstrømming, for den verden havde ingen magt over ham.

2oo års stridigheder
Men efter 200 års stridigheder og ludfattig selvbevidsthed kom pengene til Norrland. Englænderne havde brug for tømmer, og i Ångermanland var der masser. I begyndelsen af 1800-tallet blev handelen givet fri, og fiskeradelen fik andet at gøre end at lægge sild i lage.
Og tømmervirksomheden trak folk til udefra, grossister og andre pengefolk, og de købte jord af fiskeradelen og byggede huse på den. Fra at have været frie og uafhængige blev fiskeradelen til, i begyndelsen nådige leverandører af nødvendigheder til byens borgere, senere til helt afhængige producenter, som ikke havde meget at skulle have sagt om nogen ting.
Der blev bygget og anlagt fabrikker, silden blev til en biting i økonomien, der kom skoler og banker og fattighus, der kom forbindelser til omverdenen, fremskridt. »Fra kirke til bank« hedder et afsnit meget betegnende. Her viser Nordström, hvordan landbruget – allerede i 20’erne – forvandles til en industri, der leverer maden til storbyerne og kontrolleres derfra.
Han kører i tog til Paris og træffer en tysker, der netop er kommet tilbage fra Amerika. Han er i stålbranchen, og han vover at påstå, at på nuværende tidspunkt (1922) er hele verdens stålindustri forenet til ét foretagende! Og ét er klart. Nationerne må væk! Det er det første, som må ske. Om fem, 10 år vil staterne ikke længere have ministre som repræsentanter over hele planeten, men forretningsfolk!
Til Paris kommer Nordström sammen med en berømt maler og en stor filosof. Mens de to bevæger sig i det litterære og kunstneriske Paris, opsøger han industrikvartererne. Da han genser sine rejsefæller, er de bitre og skuffede. Kunsten er sygelig og uden indhold, litteraturen er tomt navlepilleri, og deres rejse til midtpunktet for den europæiske kultur er en fiasko, for denne kultur er død. Og Nordström fryder sig. Han har set den nye virkelighed, den nye kultur, fremtiden!
Og det må man, med 80 års forsinkelse, indrømme, at han har. Den gamle verden har hans hjerte, men han ser den moderne som en historisk kraft, ingen kan modstå, og som bringer vældige fordele med sig. Han forudser mange omvæltninger og lidelser, om end mest i bisætninger, men han drømmer ikke om, at energikilderne kan tørre ud, eller at hans totalisme kan skade planeten og true alt liv – og ville formentligt have set det som et rent teknisk problem.
Hvad han ikke så, var at verdens beslutningstagere, dens meningsdannere og kunstnere endnu efter 80 år ville befinde sig i staternes stendøde centre, og at deres horisont ville være begrænset af en politisk og økonomisk kultur uden forbindelse med virkeligheden. .
Hans moderne verden er i dag den gamle. En ny er ved at blive til, og allerede i 1924 kunne han skimte den: Nationerne må væk!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu