Kronik

Kildekritik af Kierkegaard-forskning

En biografisk tese eller fortælling må prøves i forhold til kilderne. En sådan fordring synes mig lige så banal, som den er basal, men andre opfatter den tilsyneladende som en trussel mod den humanistiske forskningsfrihed, hvor denne frihed er frihed til fortolkning og frihed fra falsifikation
21. juni 2004

Kronik
Som det vil være Informations læsere bekendt, har jeg i min bog Kierkegaards København revideret og suppleret kildegrundlaget for vores kendskab til Kierkegaards biografi. Min bog er imidlertid ikke nogen biografi, men en skildring af København og københavnerne som scene og aktører i Kierkegaards liv. Således er hensigten med bogen ikke at gøre op med nogen biografi eller monografi i den evigt knopskydende litteratur om Kierkegaard. Ikke desto mindre har jeg i mit arbejde i arkiver og på biblioteker erfaret, at den bestående og til dels kanoniserede litteratur er behæftet med alvorlige fejl, som afslører den som upålidelig eller – hvis
jeg tør bruge et sådant udtryk – uvidenskabelig.
Spørgsmålet er, hvad man overhovedet forstår ved videnskabelighed inden for de humanistiske universitetsdiscipliner. Jeg er ikke videnskabsteoretiker og skal derfor afholde mig fra at give noget definitivt bud på dette. Dog tør jeg uden videre fordre, at en biografisk tese eller fortælling må prøves i forhold til kilderne. En sådan fordring synes mig at være lige så banal, som den er basal, men andre opfatter den tilsyneladende som en trussel mod den humanistiske forskningsfrihed, hvor denne frihed er frihed til fortolkning og frihed fra falsifikation. Thi kun i naturvidenskaberne vil man tillade, at en tese skal prøves i forhold til noget så prosaisk som objektive fakta.
Nu afslører mit arbejde – som flere gange beskrevet i Information i forbindelse med udgivelsen af min bog – at Kierkegaards skæbne har været en forskning, som ikke selv har kunnet honorere egne fordringer, dvs. videnskabelige grunddyder som akribi, kildekritik og autopsi (selvsyn af kilderne). Således har jeg kunnet påvise, at Kierkegaard i en periode på fire år havde et socialt og psykiatrisk tilfælde, snedkersvenden Strube samt dennes hustru og to døtre, boende hos sig. Denne snedkersvend er tidligere, nemlig af Joakim Garff i biografien SAK (2000), blevet præsenteret som Kierkegaards tjener, sådan at man fik indtryk af en manisk forfatter, der bekvemt indrettede sig med et stadigt voksende tyende. Konfronteret med disse nye oplysninger nægtede Garff at have givet et fortegnet billede af Kierkegaard, hvorfor jeg den 3. juni dokumenterede hans tendentiøse fremstilling og påviste, at den ikke holder til et kildekritisk eftersyn.

Denne dokumentation har efterfølgende givet anledning til to kritiske artikler, første gang den 14. juni af lektor i filosofi på Århus Universitet, Henrik Klindt-Jensen, anden gang den 16. juni af professor i slaviske sprog på Stockholms Universitet, Peter Alberg Jensen.
Klindt-Jensen forsvarer SAK ved at immunisere biografien over for mine forskningsresultater: »At han ligefrem har haft familien Strube boende gratis en tid, og i almindelighed har punget mere ud til de fattige, supplerer nok, men ændrer på ingen måde vores billede af Søren Kierkegaard,« skriver han.
På ingen måde! Så spørger jeg frimodigt, om det heller ikke vil ændre Klindt-Jensens billede af Søren Krarup, hvis det viser sig, at han i årevis har haft en udvist somalisk flygtningefamilie boende skjult i sin præstegård?
»Tudvad fremlægger imidlertid sin forskning som et angreb på
Joakim Garff, som nu fremstår som forfalsker,« svarer Klindt-Jensen og fortsætter: »Tudvad karikerer totalt Garffs fremstilling af Kierkegaard i biografien SAK, som skulle rumme eller i det mindste implicere en fremstilling af Kierkegaard som et blot selvoptaget psykologisk tilfælde. Dette er på ingen måde tilfældet. Garff uddestillerer simpelthen forskningshistoriens billede af Kierkegaard anno 2000. At der er mere at sige berettiger Tudvad til sin løn på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, ikke til bagholdsangreb på en kollega dér!«
Lad mig slå fast: Jeg nævner hverken Garff eller SAK med ét ord i min bog, men nok så meget i min artikel i Information den 3. juni. Og dér karikerer jeg ikke Garffs fremstilling af Kierkegaard, men citerer og refererer den for at modstille den min kildeforskning. Derimod er det korrekt, at Garff trækker på forskningshistoriens resultater frem til 2000. Tilmed er jeg såre imponeret over Garffs arbejde, for jeg tror næppe, der findes nogen anden, der har præsteret at læse sig igennem hele den omfattende litteratur og dygtigt har forstået at formidle den som én, stor fortælling. Problemet er bare, at han ikke går kildekritisk til den bestående litteratur, hvorfor gedigne kilder og løse påstande rangeres på samme niveau. Når jeg kritiserer Garff for dette, kritiserer jeg implicit store dele af den litteratur, han trækker på.

Nu kalder Klindt-Jensen min artikel for et bagholdsangreb på en kollega. Jeg kan nok se, at det er et angreb, men ikke et bagholdsangreb, da angrebet sker i fuld offentlighed og med rig mulighed for Garff til at svare på angrebet. Dertil kommer, at Garff som forfatter af SAK ikke tæller som min kollega, for i forordet betoner han, at arbejdet med biografien er »påbegyndt og afsluttet i de sene aftentimer«, mens vores fælles arbejdsplads alene krediteres for inspiration. I øvrigt nægter jeg, at kollegialitet nødvendigvis må overtrumfe ethvert andet hensyn på en forskningsinstitution.
Klindt-Jensen udtrykker sin respekt for mit arbejde med kilderne, men mener som nævnt ikke, at de bidrager til noget ændret billede af Kierkegaard. En sådan immunicering af den kanoniserede biografi demonstrerer han forbilledligt ved at gentage den traditionelle påstand om, at Kierkegaard »livslangt spiser dyrt hver dag på restaurant«.
Der findes rigtig nok flere udsagn fra hans samtidige om hans dyre restaurationsbesøg, men hvis Klindt-Jensen havde læst min artikel ordentligt, ville han have bemærket, at Kierkegaard for en étårig periode har betalt et større beløb for mad fra værtshusholder Andersen i kælderen på Nytorv 2. Enten har Kierkegaard spist denne mad på værtshuset eller i sin lejlighed to etager over, men i hvert fald ikke på restaurant.
Modsat Klindt-Jensen mener Alberg Jensen, at jeg selv kommer til kort over for mine krav om kildekritik. »At familien Strube ikke tjente, men fik hjælp hos Kierkegaard bygger Tudvad på, at de boede gratis og fik en skilling af og til. Plejede tyende da at betale for logi?,« skriver Alberg Jensen.
Nej, professor Jensen! Tyende betalte ikke for logi, men det ville snedkersvenden Strube have gjort, hvis ikke Kierkegaard havde ladet ham bo gratis. Og sludder, professor Jensen! At Strube ikke var Kierkegaards tjener, bygger jeg på, at han 12 timer dagligt fra mandag til lørdag arbejdede som snedkersvend hos sin mester. Derfor angiver han ved folketællingen i 1850 sin næringsvej som »Snedkersvend«. Forstår professoren?

Hvad Kierkegaards bidrag til familien angår, har Tudvad belæg for cirka tre rigsdaler. Der er langt igen til de 140 rigsdaler, som familien behøvede ud over snedkerlønnen. Er det så bevist, at Kierkegaard var godgørende?,« lyder det fra Alberg Jensen.
Nej, ikke hvis jeg argumenterede så horribelt, som professoren påstår, men til alt held forholder det sig anderledes. De tre rigsdaler, jeg omtalte, var betaling for enkelte tjenester, som Strube og hans hustru i ny og næ har ydet
Kierkegaard. Hans pekuniære godgørenhed består i, at han lod familien logere gratis hos sig, hvorved han sparede den for en klækkelig udgift til husleje. En sådan støtte har været af stor betydning for en snedkersvend, der kun havde 260 rigsdaler i årsløn, men dårligt kunne klare sig for mindre end 400 rigsdaler, hvis han også skulle afholde udgifter til leje.
Professor Jensen mener med disse eksempler at have påvist, at kilderne »kan tolkes modsat af, hvad Tudvad gør«. Imidlertid bryder hans argumentation med enhver form for logik, hvorfor jeg i stedet takker professoren for at have givet et prima eksempel på en absolut uvidenskabelig fortolkningsfrihed.
Tilbage står det overordnede spørgsmål om Kierkegaards biografi – og ikke mindst om hans forfatterskab, som man traditionelt knytter intimt sammen med hans liv og levned. Risikoen ved denne sammenknytning er ikke blot, at forfatterskabet reduceres til en reproduktion af det særegne liv, men også at biografien præsenteres som en indvending mod forfatterskabet. Frem for nogen har Kierkegaard betonet det ’at være, hvad man siger’, og derfor har det været oplagt at veje forfatteren med forfatterskabets vægt, dvs. med de etisk-religiøse fordringer, som det stiller til ’hin enkelte’. Her er Kierkegaard hidtil kommet til kort, men med de nye forskningsresultater fremstår han i stedet som en gedigen etisk karakter – og som sådan indestår han for forfatterskabets almene relevans og troværdighed.

*Peter Tudvad er cand.mag. i filosofi, Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu