Kronik

Kunsten har vinger

Den mest synlige kunst er den, der er mest underholdning og bedst forretning i. Det er den, der beskriver verden uden overraskelser – skal vi nøjes med den?
29. juni 2004

Kronik
I den lille fynske by Assens lignede biografen med sine enorme græske søjler et tempel, og det var den også, et magisk sted hvor jeg skridt for skridt blev indviet i tilværelsens hemmeligheder. En af de allerførste filmoplevelser lærte mig noget afgørende. Jeg var ikke ret gammel, det var i 1940’erne, og filmen foregik i en baggård på Nørrebro i det fjerne København. Jeg kendte ikke Nørrebro, men filmen var så nærværende og realistisk, at jeg ikke var i tvivl om, at stedet virkelig fandtes. Filmen lærte mig noget om helte og skurke.
Jeg havde prøvet at få hældt grus i håret af Knuddi ovre fra brandstationen, som vi så op til, det kom som et chok, og jeg anede ikke hvorfor. Nu så jeg i filmen, at inde i København fandtes der en skurk, en fræk og flabet tyveknægt med håret ned over øjnene og en alt for bred mund. Han var ond over for ungerne i baggården. Han hed Preben Neergaard, og filmen hed De pokkers unger. Jeg blev bange for ham, men samtidig var det sært befriende at se ondskaben udefra og forstå, at det ikke bare var en uberegnelig tilfældighed, at Knuddi havde hældt grus i håret på mig. Knuddi var i virkeligheden en skurk, og han ville fortælle mig noget bestemt med det, han gjorde. Hvad det var, fandt jeg først ud af nogle år senere, men ondt var det, og det er vigtigt at kende forskel på de gode og de onde. En forenklet opfattelse, kan man sige, men efterhånden blev den da også mere nuanceret. Ikke mindst gennem film og bøger.
Jeg lærte heldigvis også andet om livet i de næste år. De praktiske, konkrete ting gennem livets kontante men også tit uigennemskuelige skole, men overblikket, sammenhængene og indsigten fik jeg først og fremmest fra film, romaner, musik, malerkunst, digte og teater.
Montgomery Clift og Frank Sinatra i Herfra til evigheden fortalte os alt om krigens chokerende gru og meningsløshed, Count Basies big band i KB-hallen blæste os overvældede ud i det gyngende himmelrum med April in Paris, Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld trak gulvet væk under fødderne på mig – var det virkelig muligt at blive forført af sin vens sexede mor? Vildt blod med James Dean bekræftede os i, at det etablerede borgerlige samfund var fejt og usselt, Miles Davis i Tivoli med fodpedal på den mutede trompet og ryggen til publikum fik det til at risle ned ad ryggen på mig af nye erkendelser. Jeg blev suget ind i den kunst, der bragte os ud over Giro 413 og den danske folkekomedie og æggemadderne. Hegnspælene skulle rykkes meget længere ud.
Og sådan fortsatte det op gennem de næste årtier. Matisse, Magritte, Jorn, Dali, Buñuel, Jean-Luc Godard, Hendrix, Bob Dylan, Stones, Weather Report, det var rivravruskende godt, hvad de lavede, og det var bevidsthedsudvidende. Forudsigelige navne i dag, men ikke, da tingene skete. Og selvfølgelig sker der hele tiden nye funklende ting. For eksempel Sånger från andra våningen, den svenske instruktør Roy Anderssons grumme og barokke film der for nogle få år siden gav et chokerende anderledes, humoristisk og skarpt blik på den moderne svenske civilisation, dens afstumpethed og dens forkrøblede borgere. Det var en stor, dyr film, som han selv måtte finansiere mange af optagelserne til, fordi ingen fra starten kunne forstå idéen med den og det væsentlige i, at den blev lavet. Han er et klart eksempel på en kunstner der gennemskuer verden på en måde, vi andre ikke selv er i stand til. Den slags kunstnere er der gudskelov en del af rundt omkring, selv om de ikke alle er lige synlige.
Den mest synlige kunst er den, der er mest underholdning og dermed bedst forretning i. Det er ofte den, der beskriver verden lettest genkendeligt og uden de store overraskelser. Landets største mediebegivenhed på det seneste – bortset fra det kongelige bryllup – var vel Danmarks Radios udsendelse af tv-serien Krøniken vinteren over med tårnhøje seertal og flotte anmeldelser. Serien, dens dramaturgiske planlægning, dens effektive markedsføring, hele forløbet var utrolig professionelt og dygtigt tilrettelagt, en nøje kalkuleret succes. Og det bør det vel være, når så mange penge er på spil. Omvendt må jeg lidt utaknemmeligt indrømme, at det, der gennem tiden har gjort stærkest indtryk på mig og flyttet mig mest fremad eller til siden, er helt andre slags kunstneriske udtryk. Der sker noget afgørende med udtrykket, når der kommer mange kalkulationer ind i billedet og afretter kunstnerens intuitive subjektive vision.

Der har aldrig tidligere været tjent så store summer på kunsten som i dag. Mediebilledet præges mere og mere af en international underholdningskultur. Men de kommercielle tendenser har en ensrettende påvirkning af udtrykkene, og den mere kvalitetsprægede del af kunsten bliver trængt. Kunstnernes ophavsret er under konstant beskydning af de store medieproducenter, der fusionerer mere og mere – de store fisk æder simpelt hen de små. Det udvander det originale udtryk og skubber den selvstyrende kunstner ud i en marginal position. Det er en følge af, at vi bevæger os mod større åbenhed, hvad angår markedet og den personlige frihed, og samtidig større individualisme i forhold til fællesskaber og indbyrdes forpligtelser. Men kunstens markeder har også brug for det uventede, det umiddelbart uforståelige og det endnu ikke accepterede for at finde nye retninger og udviklingsmuligheder. Det gælder både inden for musikken, teatret, filmen, litteraturen, billedkunsten, arkitekturen og designkunsten.
På tværs af alle genrer forsøger den søgende kunst at skabe et sprog, der afspejler vores udvikling og udvider vores bevidsthed om nutiden. De hastige forandringer af samfundet, vi oplever, gør kunsten endnu mere nødvendig, hvis vi overhovedet skal følge med i, hvad der foregår med os og omkring os. Kunstneren er en opdagelsesrejsende i de nye ukendte landskaber. Kunsten tolker og beskriver de skiftende vilkår for mennesket og dets drømme.
Det internationale medieocean har endnu ikke helt opslugt den lille ø, vi bor på, en enklave hvor staten måske stadig kan have en rolle at spille over for de enorme kommercielle kræfter, der ellers ofte er langt stærkere end staten. Har staten mon fortsat lyst til at spille en rolle i forhold til kunsten? Kan staten se sin interesse i at styrke den originale og normsættende kunst, når nu kunsten er så central i den komplicerede proces, der styrer vores allesammens udvikling af bevidsthed og identitet.

Kunstens fornemste rolle er at være samfundets søgende fortrop på vejen fremad i det ukendte. Og det er jo lidt ustyrligt at have med at gøre, når man skal planlægge og administrere for kunsten. Men en stærkt styrende administration er, hvad man nu til dags har stor lyst til – også når det gælder offentlig støtte til kunstnerisk produktion. De fleste steder i kunstsektoren, hvor der er offentlige penge af en vis størrelse på spil, bliver der som aldrig før udfoldet energi på at styre og kontrollere produktionen. Der er vel ingen, der drømmer om at gøre kunsten nyttig i forhold til regeringens dagsordener. Det hævdvundne armslængdeprincip om at holde afstand mellem den statslige støttegiver og det enkelte valg af kunstnerisk projekt vil ingen forhåbentlig anfægte. Men man vil gerne have en stor udnyttelsesgrad af bevillingerne, god kontrol med kvaliteten, fokus på målgrupperne og de store tilskuertal. Det er udtryk for ansvarlighed. Men man skal passe på ikke at gå så nær på det kunstneriske udtryk, at det afrettes og ensrettes. Det er vigtigt at bevare tilliden til kunstnerne og deres evner til at være selvstyrende.
Kvalitetskunsten er fordomsfri, ærlig og uafhængig i sit udsagn. Den bør give et kvalificeret modspil til de accelererende kommercielle kræfter, der ikke interesserer sig for kundernes mentale udvikling og dybere indsigt. Ikke mindst bør public service kravet (kvalitetskravet) over for de (den) offentligt støttede tv-kanaler (kanal) håndhæves med omhu. Det vil være klogt og fremsynet af enhver dansk regering at se sin klare interesse i at være med til at give dansk kvalitetskunst i alle dens udtryksformer gode muligheder for at vokse frem, blive stor og stærk og folde sig ud i frihed.
Men selvfølgelig er det alt sammen ikke ligetil at have med at gøre, når det drejer sig om kunst.
Kunsten er lige så svær at få hold på som Knuddi fra brandstationen – og hele tilværelsen.

*Franz Ernst er filminstruktør, formand for Dansk Kunstnerråd. Har instrueret ca. 40 dokumentarfilm, spillefilm og tv-dramaer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu