Læsetid: 1 min.

Målet helliger midlet

Debat
14. juni 2004

Terrorkamp
Det er trist og deprimerende, at vi i kamp for vore værdier og i kampen mod international terrorisme lader os styre af, at målet helliger midlet! I sig selv har det været en meget ubehagelig og barsk oplevelse, at se amerikanske soldater svigte vort værdigrundlag og opføre sig på niveau med de mest bestialske og afstumpede fjender af vort samfundssystem. Bedre er det ikke blevet af, at fremtrædende folk i vort forsvar (f.eks oberstløjtnant Poul Dahl fra Prinsens Livregiment) og en del samfundsdebatører har argumenteret for, at forbuddet mod tortur kan gradbøjes, og endelig er det foruroligende, at tilsyneladende en stor del af befolkningen synes det samme.
Uanset om virkeligheden kan være ubehagelig, så er det bedst at tage udgangspunkt i denne og se på, hvordan vi kan sikre bedre kendskab til folkeretten og forståelse for principperne, som ligger til grund for Genevekonventionen.
CD vil derfor foreslå, at vi i Danmark opretter et Center for humanitær folkeret, som får til opgave arbejde med dokumentation, forskning, undervisning og internationalt samarbejde inden for Folkeretten.
I dag er arbejdet med udbredelsen af kendskabet til humanitær folkeret fordelt mellem mange forskellige myndigheder, militære som civile. Der er ingen koordination af den samlede udbredelse af information. Derfor kunne en etablering af centret være hensigtsmæssig. Centeret kunne etableres i et samarbejde mellem forsvarsmyndighederne og civile myndigheder samt evt. Dansk Røde Kors. Centret vil kunne koordinere den undervisning, der finder sted i forsvarsregi og i civilt regi. Udover indsatsen i Danmark kunne centret igennem projekt- og partnerskabssamarbejde med andre stater bidrage til styrkelse af den humanitære folkeret på verdensplan.
Udviklingen den seneste tid tyder på, at det haster meget med at få skabt det nye Center og CD vil hermed opfordre regeringen til snarest muligt at tage initiativ til dannelsen af Centret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her