Kronik

Mathias, Ahmed og kampen om jorden

Striden om Palæstina kunne være løst ved, at de indvandrede jøder havde indvilget i at leve i en fælles arabisk stat med lige ret for jøder, kristne, muslimer m.fl. Men det gik ikke i spænd med zionisternes mål
3. juni 2004

Kronik
Mathias Junker og hustru, fjerne slægtninge af mig, blev i 1884 af de tyske besættelsesmyndigheder udvist af Rødding i Sønderjylland til Danmark nord for Kongeåen. Ifølge Kolding Folkeblad skyldtes udvisningen, at Mathias’ kone »i selvskab med sine bekjendte aflagde besøg i sit gamle fædreland.« Avisen undrede sig over, at det »kan være en så stor forbrydelse, at man jager hende og hendes mand fra hus og hjem.«
Udvisningen var led i de prøjsiske besættelsesmyndigheders intensiverede fortyskningspolitik fra 1880’erne. Karle og piger fra Danmark, der arbejdede for danske landmænd i det besatte Nordslesvig, blev udvist, og danske foreninger blev bekæmpet. Hvis danske forældre havde sendt deres børn til skoler i Danmark, blev de truet med at få frataget opdragelsesretten over deres børn.
Et vigtigt led i germaniseringspolitikken var tyske opkøb af danske gårde, hvor danskheden stod stærkt. Jordkampen kom til at stå om de helt store gårde. Den prøjsiske stat opkøbte store gårde og indsatte tyske bestyrere på de så kaldte domænegårde, der skulle ansætte tysk arbejdskraft. Nogle danskere solgte deres gårde til den prøjsiske stat, enten fordi prøjserne gav en høj pris, eller fordi gårdejernes sønner var udvandret til Danmark eller USA. Ikke alle danske gårdsælgere gennemskuede hensigten med de prøjsiske gårdopkøb. Nogle fortrød dog, andre blev ugleset af andre danskere.
Dansksindede i Nordslesvig og i Danmark hindrede de tyske gårdopkøb gennem ’Oktoberforeningen’, der ydede lån til danske gårdejere i Nordslesvig. Germaniseringspolitikken lykkedes ikke, for ved afstemningen i februar 1920 havde Nordslesvig klart dansk flertal. Men lokalt virkede den. Andelen af tyske stemmer steg markant fra 1898 til 1912 i områder med domænegårde.
Palæstinaaraberen Ahmed Al Batsh – født i Østjerusalem, betaler skat og ejer hus der – blev i 1996 valgt til det palæstinensiske parlament. Før valget krævede Israel, at kandidater fra Jerusalem også skulle have en adresse på Vestbredden. Nu nægter de israelske myndigheder at udstede et ID-kort til Ahmed, som arabere i Østjerusalem skal have på sig. Han er reelt udvist af Østjerusalem.
Israel annekterede Østjerusalem efter 1967-krigen. Bydelens arabere fik lov at blive boende, men blev udstyret med det specielle ID-kort. Da Israel siden hen beslaglagde palæstinensisk jord og hindrede palæstinenserne i at bygge nyt i Østjerusalem, flyttede mange arabere uden for bygrænsen mod et løfte om at beholde ID-kortet. Nu inddrager israelerne deres ID-kort med det argument, at deres primære bosted befinder sig uden for Jerusalem.
Der har i flere tusinde år boet jøder i området mellem Middelhavet og Jordanfloden. De levede i en vis samdrægtighed med tyrkere, arabere, libanesere og grækere, var i alle fald ikke udsat for østeuropæiske pogromer, spanske inkvisitorer og Luthers verbale tændstikker. Det var ikke lokale jøder, men europæiske jøder der krævede en jødisk stat ved Middelhavets østbred.
Marxistiske modstandere af Israel har beskrevet zionismen og den jødiske indvandring til Palæstina som et led i den europæiske imperialismes underlægning af verden, der mange steder foregik gennem røveri af jord. Men antiimperialisternes analyse passer ikke på zionismen. Dels var zionismen en jødisk nationalbevægelse, som godt nok måtte holde sig på god fod med kolonimagten Storbritannien. Dels stjal zionisterne ikke jorden, men købte den. Først efter 1948 kan man tale om tyveri, men indhyllet i juridiske spidsfindigheder.

På vegne af World Zionist Organization blev Jewish National Fund (JNF) oprettet i 1901 for at købe land i Palæstina og Syrien. Jord købt af JNF er i princippet uafhændelig og jødisk til evig tid, men kan lejes – dog ikke af ikke-jøder – for perioder af 49 år.
I den ottomanske tid indtil 1918 var jorden i Palæstina på forskellige hænder. Noget var statsjord, andet var overtaget af private. Landsbybønder i en form for fælleseje til jorden havde sædvaneret på at dyrke en del stats- og privatjord. De uklare ejendomsforhold var godt for bønderne, for blev der skrevet skøde, risikerede bønderne at komme til at betale skat og springe soldat. Det var derfor en fordel for bønderne at lade privatpersoner overtage jorden og registrere den i disse personers navne. Derved kom mange arabere, grækere, libanesere og europæere til at eje vidtstrakte landområder.
De ottomanske herskere ønskede ikke jøder bosat i Palæstina af frygt for etniske rivegilder som på Balkan. Alligevel opkøbte jøder jord i Palæstina før 1918. Arabiske bønder gik til fysisk modstand, når deres landsbys jorder fik jødiske ejere. Arabere, der ønskede en arabisk stat i området, opdagede, at jordopkøbene var et led i kampen for en jødisk stat i Palæstina.
Efter at Palæstina blev britisk i 1920, intensiverede zionisterne deres jordopkøb. Til ugunst for de mange arabiske bønder, der ikke havde skøde på jorden, men kun kunne henvise til sædvaneretten. Da jord opkøbt af JNF skulle være jødisk i al evighed og dyrkes af jøder, blev de arabiske bønder berøvet deres levevej.
Da prøjserne ville købe jord af danske gårdejere, oprettede danskere låneforeninger, der bevilgede lån til danske landmænd i pengenød. Denne soliditet fandtes ikke blandt palæstinenserne – til glæde for zionisterne blandt hvem der både var soliditet og solidaritet. Palæstinenserne reagerede i stedet med blodige overfald på indvandrede jødiske kolonister.

Den jødiske kolonisering var en succes. I 1880 udgjorde jøderne syv procent af befolkningen i Palæstina, i 1946 33 procent. Af den dyrkede jord ejede jøder i 1914 400.000 dunam (fem procent), i 1939 1,3 mio. dunam (14 procent) og i 1946 1,6 mio. dunam (17 procent). Resten af den dyrkede jord var ejet af araberne. Men størstedelen var uopdyrket og i det britiske mandatstyres besiddelse som statsjord overtaget fra tyrkerne. Efter 1948 overtog den israelske stat mandatstyrets ejendom.
En lov fra 1948 bestemte, at jord, araberne flygtede fra under krigshandlingerne, kunne eksproprieres. Slog lovlige midler ikke til, tyede de israelske myndigheder til udvisninger, en metode der også blev benyttet under selve 1948-krigen og fortsatte indtil 1953. I denne periode blev en mio. dunam arabisk jord underlagt JNF. På Vestbredden inddrog den israelske militære administration efter 1967 privat jord til militære formål, uden at israelske domstole gjorde indsigelser. I mange tilfælde blev den inddragne jord derefter overgivet til landbrugsministeriet til bosættelsesformål.
I 1980 blev jorden på Vestbredden gjort til statsjord, uanset hvilke ejendomsforhold den var underlagt. Jorden kunne herefter overdrages til israelske bosættelser, hvis araberne ikke inden tre uger kunne bevise, at de ejede jorden. Militærtribunaler – ikke israelske domstole – skulle afgøre ejendomsforholdene, og der var ikke muligheder for at anke afgørelserne. På denne vis blev to mio. dunam overtaget af Israel.
. Slet ikke efter Hitlers massedrab på jøder, der i 1947 fik FN’s generalforsamling til at vedtage oprettelsen af en jødisk og en arabisk stat i området.
Som dansker med kendskab til germaniseringspolitikken i Nordslesvig er det nemt at se sagen fra palæstinensernes side. Til gengæld er det umuligt at identificerer sig med palæstinensernes selvmordsdrab. Men der er også en israelsk part i konflikten. Udsat for forfølgelser, som de har været kulminerende med Hitlers nazisme, var det oplagt at oprette en egen stat.
Det var et flertal i FN, der stemte for Israels oprettelse i 1947. Og der er en markant forskel på den tysk-danske og den israelsk-palæstinensiske strid. Tyskland fik en stat i 1871, og tyskerne kunne mageligt klare sig uden Nordslesvig, hvor tyskerne var i undertal, mens jøderne ingen stat havde før 1947/48.
Min slægtning Mathias Junker døde i 1907, så man kan kun gætte på, om han ville være vendt tilbage til Rødding efter 1920. Jeg tror det ikke.
Han havde i mellemtiden skaffet sig en levevej som skrædder i Vejen nord for Kongeåen.
Reagerer de palæstinensiske flygtninge på samme måde, behøver Israel ikke frygte konsekvenserne af palæstinensernes ’ret til hjemvenden’.
Til gengæld skal Israel hurtigst muligt standse besættelsen af og bosættelserne på Vestbredden og i Gaza, så palæstinenserne der kan få en egen stat.

*Jørgen J. Grimstrup er lektor, cand. mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu