Kronik

Mimetisk begær i den offentlige sektor

Et pædagogisk ny-sprog breder sig som en steppebrand. Skoleeleverne skal kompetencebeskrives og lære at evaluere sig selv. Kompenserer lærerstanden på denne vis for et samfundsmæssigt prestigetab ved at give forældrene det, de i forvejen kender fra arbejdsmarkedet?
Debat
1. juni 2004

Et pædagogisk ny-sprog breder sig som en steppebrand. Skoleeleverne skal kompetencebeskrives og lære at evaluere sig selv. Kompenserer lærerstanden på
denne vis for et samfundsmæssigt prestigetab ved at give forældrene det, de i forvejen kender fra arbejdsmarkedet?

Kronik
Siden Asger Baunsbak Jensen lancerede indoktrineringsdebatten i lærerkredse, Mogens Glistrup gik i clinch med skrankepaverne, og medierne nærmest over én kam begyndte at gøre grin med de såkaldt lilla bleer i pædagog-sektoren, synes de offentlige ansattes selvrespekt at være blevet underløbet. Desuden er deres stemmer blevet ganske defensive og spagfærdige, for nu at sige det mildt. I dag øjnes der absolut ingen fælles, offentlig eller professionelt kvalificeret debat om dannelsens langsigtede visioner i samfundet. Snarere virker det, som om folkeskolelærerne føler, de skal til livslang eksamen i de såkaldte skole-hjem-samtaler, og at de med vold og magt må finde nye og alment accepterede måder at legitimere sig på over for forældrene. Det ser ud, som om alle statsansatte med bøjede og lidt undskyldende rygge bevidner, at de til fulde véd, at de finansieres af folkets sparsomme og generøse skattekroner, og at de er udsat til at spille den samfundsmæssige og lidet attråværdige taberrolle, da de jo tydeligvis ikke nåede at få job i tide til en væsentlig højere løn i den private sektor. Som tavse flagellanter er de reduceret til skygger, der glider forbi.
Når skolelærere på statsligt induceret kommando opfinder nye måder at gebærde sig på og introducerer LOG-bøger, detaljerede kompetenceprofiler for eleverne og pseudo-demokratiske karaktergivningsforsøg, hvori eleverne skal give sig selv vejledende karakterer med henblik på efterfølgende at checke om de har den rette selvvurdering, ser det grangiveligt ud, som om det pædagogiske frontpersonale begærer at blive anerkendt og synlige inden for det spil, som forældrene i forvejen kender fra det moderne arbejdsmarked; thi også her føres der som bekendt medarbejderudviklingssamtaler (MUS), og også her forsøges kompetencerne opgraderet.

Arbejdsmarkedets evindeligt anmassende præsens i skolelivet gør lærerne til producenter af ydelser og forældrene til på én gang tilbagelænede og kritiske forbrugere. Lærerne bliver truet til at kunne dokumentere, at det eksport-stempel, eleverne vil blive udstyret med som 15-17-årige, vil gøre dem salgbare og afsættelige ad åre. Skolens raison d’être flyttes umærkeligt fra en tålmodig åbning af det faglige til en blandet cocktail af socialt klister, omstillelighed og fleksibilitetstræning. Forældrene bliver glade, åh så glade, for at bivåne, at deres børn gennemgår de samme prøvelser, som de selv kender fra Nokia, KPMG og Novo-Nordisk. Personliggørelsen af arbejdskraften påbegyndes allerede i de små klasser. Alle lærer vi at brande os selv som personlige og unikke(?) varebesiddere. Både moderne virksomheder og skoler lever af at fængsle vore begærsstrømme, af at indfange vor intense glød og at målrette vort engagement.
Nu ligger skolen forstået som visdomssted totalt underdrejet, og det pædagogiske sprog ændrer karakter på dramatisk facon. Eleverne lærer frem for alt at udvikle en strategisk dobbeltbevidsthed. Som moderne individer bliver de i stand til at iagttage og at iscenesætte sig selv. De lærer at gøre noget, og ikke mindst at overbesnakke, hvad de gør. De fordobles som ekkoer af sig selv uden dog af den grund at få mere fra hånden. Eleverne lærer at blive specialister i at tolke læreren og at styre de projektive udvekslinger, de udlader og indgår i. I det psykoindsovsende felt, hvori læreren som bekendt ikke er faguddannet psykolog, skal de nu lære at iklæde sig de rette masker. Imens risikerer det livgivende og tredie magiske sted at dø i skolerne; det sted som både læreren og eleven kunne udforske uden at nøjes med blot at se på hinanden, men i stedet at fokusere på alt det, der måtte overskride deres små psykosociale spilfægterier.

I gamle dage gik forældrene til ’konsultation’, og lærerne kunne med autoritet stille diagnosen over poderne, mens de fleste af forældrene tog dommene med stoisk ro. Så let går den ikke i dag. Lærerne, der ofte er dårligere uddannede end de forældre, der velvilligt kommer forbi, når de indkaldes, er næsten lige så eksponerede og udleverede som de nøgne aber med de store blå-violette numser på de høje seks-kantede betonsøjler i Zoologisk Have. I gamle dage kunne de langt lettere gemme sig bag en emmende konsensus om fagenens éntydige indhold og krav. Umiddelbart burde skolen være et excellent sted, som forældre og skolebestyrelser ikke havde aktier i. Faktisk burde de ældre og omgivende generationer overhovedet ikke blande sig i lærdomslivet. Skolen burde simpelthen være fremragende i og for sig selv. Den burde være en institution, som alle kunne have tiltro til og respekt for. Der er faktisk tale om et konstitutionelt ulige forhold; thi hverken forældre eller andre blander sig direkte i produktions-, service- eller uddannelseslivet på højere niveau. Således ser jeg aldrig de studerendes forældre på universitetet, og hverken bankrådgiveren eller bilforhandleren overvåges på samme vis som skolelærerne. Men lærerne er altid til evaluering; thi som forældre har vi tilsyneladende slet ikke tillid til, at de kan overvåge og forny sig selv uden vores mellemkomst.
Alle forældre ønsker, at deres børn får en bedre skolegang - eller i det mindste lige så god skolegang, som de selv har haft det; og da stort set alle har gået i skole, er der frit slag til at spille demokratisk social-volleyball. Man behøver jo end ikke at kunne grundslagene for at kværne med og at stille krav; alle har en erfaring og mening de gerne vil lufte.
Overalt i samfundet tales der om kompetencer i denne tid. Der er tale om et utvetydigt plus-ord og om et indsatsområde. Det Nationale Kompetenceråd opererer ligefrem med 10 kernekompetencer og ønsker, at disse ikke blot højnes; men at de også måles og adderes fra vuggestue til grav. Men ordet kompetence betyder så godt som ingen verdens ting. Det kommer fra latin og fransk (competence, competere) og betyder ordret: ’svare sammen’ og passe til’. Og hvem kan have noget imod dette? Ordet er i øvrigt familiebeslægtet med computer. Så kompetencer drejer sig vel ’bare’ om, at vi skal lære at formatere os selv på passende vis.

På min 11-årige datters karakterblad er der hele otte rubrikker ud for hvert fag, og kun én af disse handler om det faglige niveau. Resten drejer sig om handlekompetencer, kreativitet, ansvarlighed, tolerance m.v. Under det finurlige novum handlekompetence står der bl.a.: »At kunne sætte ord på egne kompetencer og vurdere eget niveau og egen indsats i overensstemmelse med de faktiske forhold«. Jeg finder denne sætning kostelig: På trods af de demokratisk-inviterende strofer er det jo i sidste ende læreren, der véd bedst og kender de faktiske forhold i den didaktiske og elevmæssige jernindustri. Gad vide om det i længden er sundt for skolens legitimitet, når eleverne kommer til at gennemskue dette tids- og ressourcekrævende kammerspil?
Flyttes blikket en anelse længere ud over den lokale folkeskole, kan det i det personalepolitiske papir ’Kompetencestrategi for Frederiksborg Amt’ (fra den 19.august 2003) på side seks bivånes, at »Den enkelte medarbejdes faglige og personlige udvikling er et fælles ansvar for ledere og medarbejdere«. En vidunderlig sætning: På en måde er det da forståeligt, at der kan opstå en lyst til at suspendere amterne, når de end ikke viger tilbage fra at kravle ind under tøjet og huden på de ansatte. Hvis du arbejder inden for det nordsjællandske område er selveste din ’personlige udvikling’ nemlig amtets ansvar. Befamlingerne synes ikke at kende nogen grænser.

Så længe statsligt ansatte spilder deres tid og hjerteblod med at dukke ryggen og spille de kendte kompetencespil, vil det aldrig lykkes at gengive statens og dens institutioner en værdig aura. Statens manglende ambitioner bunder i, at ingen længere tør opdrage, oplyse og (ud)danne befolkningen med autoritet. Markedstanken og forbrugslogikken synes at have sejret på alle planer i samfundet. Måske gælder det bare om at vente på, at konsumerismen og kompetencesludderet sejrer sig noget så eftertrykkeligt ihjel, og at de statsligt ansatte atter tør begynde at forsøge at gengive deres virke en kraftfuld legitimitet, der absolut ikke vil nøjes med at mime det værste fra det øvrige arbejdsmarkeds mistrøstige verden.

*Steen Nepper Larsen, ekstern lektor i videnskabsteori og filosofi, RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her