Læsetid: 2 min.

Norge har bedre ordning med EU

24. juni 2004

Anne Mette Vestergaard står til topkarakter i politisk retorik, når hun tegner et fordrejet billede af den norske ordning med EU (Inf. 21/6-04). Men man kunne have forventet sig en mere saglig og nøgtern analyse fra en Europapolitisk chefrådgiver hos Dansk Institut for Internationale Studier – for der er store mangler i analysen.
Vestergaard citerer Steen Gade for at have sagt at EFTA-landenes – heriblandt Norge – eneste ret er frihed til at skrive af, men hun nævner f.eks. ikke: 1) At Norge har en vetoret over for alle nye retsakter fra EU, hvilket Danmark ikke har.
2) At Norge er repræsenteret og har forslags- og taleret i komiteer og arbejdsgrupper under EU-Kommissionen, der forbereder direktivforslagene.
3) At den norske ordning med EU betyder, at Norge overtager mindre end hver femte EU-lov.
Vestergaard begår desuden en direkte fejl, når hun påstår, at Norge er den største nettobidragsyder til EU – for bl.a. Danmark er større nettoyder til EU. Danmarks 5,3 mio. indbyggere betaler hvert år 5,5 mia. kr. til EU. De 4,5 mio. nordmænd betaler kun 1,6 mia. kr. Men Schweiz slipper stort set for at betale til EU, så det kunne også være et realistisk scenarie.
Vestergaard understeger, at Danmark er afhængig af eksport til EU, men hun glemmer, at Norge relativt set har en større eksport til EU. Hun springer også over, at dansk eksport vil klare sig fint, hvis vi valgte den norske eller den schweiziske ordning.
To af forfatterne til Magtudredningen, Jens Blom-Hansen og Jørgen Grønnegaard Christensen, har slået fast, at »Når man ser bort fra landbrugsområdet er det rigtigt, at der umiddelbart ikke er store økonomiske omkostninger ved at melde sig ud. Det skyldes, at de økonomiske fordele ved det indre marked ikke kræver medlemskab af EU. EFTA-landene opnår jo fuldstændig lige så meget som Danmark. Og det er klart, at jo mere vi kommer til at yde til fællesskabet i fremtiden i kraft af udvidelsen, jo dyrere bliver EU-medlemskabet« (Politiken 19. februar).
Norge står desuden uden for EU’s toldunion, hvilket betyder, at landet kan åbne op for import af varer fra ulande og sikre sig bedre aftaler med andre lande. F.eks. har EFTA-landene heriblandt Norge fået total toldfrihed når de eksporter fisk til en række lande på jorden, hvilket EU-landene ikke har. En EFTA-ordning vil derfor være en klar fordel for vores fiskere.
Schweiz har dog en ordning med EU, der er endnu bedre end den norske, bl.a. fordi den skaber et mere ligeværdigt samarbejde med EU, men den norske ordning er også bedre end EU-medlemskabet. Lad os ikke glemme, at Norge har en frihed til at gå foran på det globale plan i kampen for menneskerettigheder, retfærdig handel, fred og miljø. Det er den allervigtigste grund til, at sige nej til EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu