Kronik

Opskrifter på en succesrig menings-danner?

For 100 og et par år siden var det nok for at få Frankrig til at skælve, at en stor forfatter som Emile Zola skriver en tekst, hvor han anklager de franske magthavere for at have svigtet. For at blive en succesrig menings-danner i dag skal der meget mere til
Debat
8. juni 2004

Kronik
Hvordan bliver man en succesrig meningsdanner i 2004?
Den for tiden meget omtalte Michael Moore lever med stor succes op til rollen som intellektuel og meningsdanner. Han er journalist, filmskaber og ifølge nogle rapporter fra Cannes festivalen 2004 en gang imellem en arrogant forretningsmand. Men med sit arbejde udfylder han også funktionen af en intellektuel, som ifølge de mange definitioner er én, der formidler den komplekse virkelighed til offentligheden, og/eller én, der konfronterer magthaverne med den skiftende virkelighed, og/eller én, der repræsenterer de ikke repræsenterede, de tavse og de glemte.
Moore har sine meninger om storkapitalen, våbenkulturen, Irakkrigen, alt sammen problemstilligner, der præger og plager hans hjemland, USA. Han har haft sine meninger længe. Han har tilkendegivet dem i tv-programmer og bøger, som har solgt i millionoplæg. Men med filmen Fahrenheit 9/11 vil hans meninger sandsynligvis få en så stor gennemslagskraft, at Moore vil kunne blive arketypen på en succesrig meningsdanner i det 21. århundrede. Hvis det endvidere lykkes for ham at få indflydelse på det amerikanske præsidentvalg, dvs. få skadet præsident Bushs omdømme til en grad, at det påvirker en almindelig amerikaners stemmeafgivelse, så vil han, Michael Moore, ryge direkte i historiebøgerne. Og Fahrenheit 9/11 vil blive sammenlignet med andre store intellektuelle gestus, som for eksempel den franske forfatter Emil Zolas Jeg anklager ved Dreyfusaffæren i 1890’ernes Frankrig.
Den franske filosof Bernard-Henri Lévy lever også op til rollen som intellektuel. Hans kompromisløse fremgangsmåde, hans indædte kamp for sine overbevisninger og hans bevidste parathed til at udsætte sig for alverdens karikaturer minder på en række punkter om den amerikanske Moore, dog uden kasket og det satiriske fortegn. For 10 år siden var Lévy selv i Cannes med sin dokumentarfilm Bosna, som var et stærkt partsindlæg i den europæiske Bosnien-debat.
I filmen portrætterede han for eksempel serberne som en flok berusede og ondskabsfulde banditter, medens han ophøjede bosnierne til modige forsvarere af Bosniens multietniske identitet og sammenlignede dem med de spanske republikanere. Lévys film blev ikke distribueret bredt som en Moore-film, og den var kun én del af Lévys store repertoire af måder at engagere sig i Bosnien på.
Med henvisningerne til Moore og Lévy er jeg kommet med mine bud på, hvem der i vores verden kunne være succesrige meningsdannere. Men for at finde svaret på mit egentlige spørgsmål, »Hvordan bliver man en succesrig meningsdanner i 2004?« vil jeg nu benytte mig af Lévys og en gruppe franske intellektuelles konkrete kamp for den bosniske sag i 1990’erne.

Ikke så længe efter, at den bosniske krig er brudt ud i foråret 1992, og Vesten er begyndt at forholde sig til den, danner en række franske intellektuelle fælles front i deres kritik af Frankrigs og Vestens forståelse og håndtering af denne krig. Det er de kendte franske filosoffer og skribenter Bernard-Henry Lévy, Alain Fin-
kielkraut, André Glucksmann og Pascal Bruckner, der står i spidsen for det, der efterhånden udvikler sig til en oprigtig mobilisering af de franske intellektuelle for Bosnien.
Disse intellektuelle indtager en kontroversiel position, de tager åbenlyst parti i den bosniske krig. De vælger at støtte den bosniske part, dels af menneskelige grunde, for denne er den svage part og lider mest, og dels af ideologiske grunde, for denne ses som den symbolske forkæmper for en kosmopolitisk, multikulturel og postnational bosnisk identitet.
Deres engagement i den bosniske krig har således en dobbelt funktion. For det første forsøger de at udbrede deres analyse af den bosniske konflikt, hvor de klart skelner mellem bødlerne, serberne, og ofrene, bosnierne. De går helt imod Vestens officielle analyse af krigen som en kompliceret, meningsløs og frem for alt primitiv stammekrig, ifølge hvilken alle parter er lige gale.
For det andet bruger denne gruppe intellektuelle deres egen analyse til at fremsætte alternative forslag til løsninger af konflikten: en militær intervention over for de serbiske styrker i Bosnien og ophævelsen af våbenembargoen, som de mener kun støtter den serbiske part, der i forvejen har de tungeste våben.
For at nå de ovennævnte mål skriver de probosniske intellektuelle et hav af debatindlæg i de franske dag- og ugeskrifter. De skriver åbne breve til Frankrigs daværende præsident François Mitterrand. De deltager ivrigt i panel- og tv-debatter og arrangerer demonstrationer. De slutter sig sammen i komiteer. Bernard-Henri Lévy laver en dokumentarfilm, der som sagt får premiere i Cannes, og som i øvrigt vises på DR den 6. juli 1994. De foretager mange risikable rejser til Sarajevo og Bosnien, erhverver sig hermed førstehåndsindtryk og lever op til et ideal af den intellektuelle som en mand af handling.
De probosniske intellektuelle udtømmer mellem 1992 og 1994 hele det repertoire af protestmetoder, der traditionelt kendetegner den intellektuelles indgriben. Forgæves kan man sige, for Frankrig og Vesten ændrer i bund og grund ikke deres Bosnien-politik.
Året 1994 opfattes som et vendepunkt, for i maj beslutter den selv samme gruppe probosniske intellektuelle at stille op til det franske Europaparlamentsvalg på en Sarajevo-liste med et program, der mere eller mindre gentager deres tidligere fremsatte krav om en militær intervention over for de serbiske styrker og ophævelsen af våbenembargoen.
Denne symbolske opstilling på en Sarajevo-liste må nødvendigvis opfattes som en fortsættelse af deres engagement i Bosnien, men på en meget utraditionel måde.
Lévy, Glucksmann og Bruckner stiller selv op på listen, men de trækker sig efter to-tre ugers deltagelse ud af valgkampen, da de sandsynligvis ikke kan overskue de indenrigspolitiske konsekvenser af deres initiativ. Sarajevolisten går videre til valg nu uden de kendte ansigter og vinder lidt under to procent af stemmerne. Initiativets slutresultat er altså meget dårligt, og hele historien kunne ende her, hvis ikke meningsmålingerne i en periode lovede Sarajevo-listen op til 12 procent af stemmerne.
I denne periode på to-tre uger lykkes det for de probosniske intellektuelle med Lévy i spidsen at skræmme det franske politiske establishment, sikre sig meget mere medieomtale end forud for maj 1994 og til sidst gøre Bosnien til et af de helt centrale valgemner – alt sammen fordi deres engagement i Bosnien nu havde fået en tyngde svarende til 12 procent af det franske vælgerkorps. Nu var de intellektuelle politisk farlige. Før da var de (ja) måske småtossede. For som André Glucksmann siger til Evenement du Jeudi d. 26. maj 1994 er hovedformålet ved at snuppe et par procent stemmer fra de forskellige partier »at sikre os, at vi intellektuelle ikke længere bliver betragtet som latterlige af politikerne«.
Så i jagten på anerkendelse af deres meningers seriøsitet og deres engagement i Bosnien i det hele taget er denne gruppe franske intellektuelle nødsaget til at true med at ville gå politikkens vej, at ty til skandalen og at træde uden for traditionen.
Det ovenstående illustrerer, at den intellektuelle med sin traditionelle måde at engagere sig på gennem tekst, demonstration etc. ikke altid kan opnå indflydelse. Opskriften på en succesrig meningsdanner synes at befinde sig uden for den traditionelle ramme for intellektuel indgriben.
For det 21. århundredes vestlige demokratier med store portioner af selvtillid og hære af rådgivere med specialviden anerkender mildest talt ikke behovet for de intellektuelles indgriben, altså disse altmuligmænds blanden sig i alverdens konflikter.
For et hundrede og et par år siden var det nok for at få Frankrig til at skælve, at en stor forfatter som Emile Zola skriver en tekst, hvor han anklager de franske magthavere for at have svigtet. For at blive en succesrig meningsdanner i dag skal der meget mere til, især når det gælder enkelte udenrigspolitiske sager.
Denne tekst har udpeget to bud på dette meget mere. Enten kan man som Bernard-Henri Lévy stille op til EU-valg, der synes at egne sig godt til protestlister, på en enkeltsags-liste. Eller man kan, som Michael Moore engang imellem gør, få sig en god kontrakt med et multinationalt distributionsselskab, lave en dokumentarfilm og vinde De Gyldne Palmer i Cannes.

*Elvir Maleskic (f. 1977) er cand.mag. i fransk og engelsk, med speciale i de franske intellektuelles engagement i Bosnien 1992-1995

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her