Læsetid: 4 min.

Reagans dystre arv

Lun og alfaderlig var han - men mange var de ulykker, han var skyld i
9. juni 2004

International
Ronald Reagan var en mand, som kæmpede for de værdier, han troede på, og som formentlig skabte større forandringer i verden end nogen anden amerikaner i sidste halvdel af det 20. århundrede. Han forandrede ikke blot USA's konservative bevægelse, det republikanske parti, sit land og verden - men også sine politiske modstandere, de såkaldte liberals - venstreliberale. Som et resultat af Reagans bedrifter står et typisk 'liberalt' medlem af Kongressen i dag til højre for selv Richard Nixon i en række økonomiske spørgsmål, frem for alt skattepolitik.
'Den Store Kommunikator', som han blev kaldt, var i stand til at charmere millioner af amerikanere fra koncepterne med sin lune, alfaderlige stil. I 1984 viste meningsmålinger, at de fleste at dem, der havde givet ham deres stemme for en ny embedsperiode, faktisk var uenige med ham i hans grundliggende politik. Med andre ord ville 'Reagan-revolutionen' aldrig være blevet til noget uden Reagans uforlignelige karisma.
Reagans død har udløst en flodbølge af lovprisende kommentarer om hans revolutions betydning. Her skal en mere nøgtern statusopgørelse af hans embedstid forsøges.

Fyrede løs
Man kommer ikke udenom, at Reagans økonomiske politik - Reaganomics - i alt overvejende grad var en fiasko. Det var den helt elementært, fordi Reagan lovede noget, som er aritmetisk umuligt: at øge militærudgifterne, sænke skatterne og samtidig skabe balance på budgettet. Reagan holdt de to første løfter. Han gennemførte den største militære oprustning, der er sket i USA's historie i fredstid, og hans sænkede skatterne massivt, især de indkomster, der lå i den øvre del af lønskalaen.
@brød:I samme periode voksede budgetunderskudet til rekordstørrelse og udlandsgælden nåede at blive procentuelt fordoblet (målt i forhold til den samlede økonomi), før det igen lykkedes for Reagans efterfølgere at få den under kontrol. Hans 'militære keynesianisme' reddede ganske vist USA's økonomi ud af den recession, den var havnet i 1982, men 1980'erne blev alligevel det årti i efterkrigstiden med den laveste vækst. Samtidig skete der en indkomstomfordeling til fordel for de rigeste, som er uden sidestykke: Igennem 1980'erne gik hovedparten af landets merindkomst til de en-to procent mest velstående husholdninger.
Reagan bidrog også til denne omfordeling ved skånselsløse attentater mod de amerikanske lønmodtageres faglige rettigheder. I 1981 fyrede han uden omsvøb 12.000 trafikkontrollører, som var gået i strejke for at få bedre arbejdsvilkår. Dermed indvarsledes en ny og dyster æra for forholdene på det amerikanske arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere nu havde fuld frihed til at 'fristille' strejkende ansatte permanent. Gennem 1980'erne skete der ingen fremgang i de amerikanske lønmodtageres gennemsnitlige realløn.

Underkendelse
Internationalt skabte Reagan-revolutionen endnu større skade ved det fatale kursskifte, den førte til i Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbank i form af de såkaldte 'strukturjusteringer' - en pakke af politisk-økonomiske forholdsregler, der skulle blive så miskrediteret kloden over, at IMF og Verdensbanken i dag er holdt op med at bruge betegnelsen. For Latinamerika - den region, der blev hårdest ramt af Washingtons økonomiske udenrigspolitik - blev 1980'erne 'det forspildte årti': Gennemsnitsindkomsten per indbygger faldt hele årtiet igennem - et historisk sjældent set fænomen - og regionen har aldrig formået at komme i nærheden af sine højeste vækstrater fra før 1980.
Reagan bliver ofte tildelt æren for at frembragt Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud, hvilket forekommer som en noget tvivlsom og reduktionistisk underkendelse af Gorbatjovs og Østeuropas folkelige revolutioners rolle. Men sandt er det i hvert fald, at Reagan udnyttede Den Kolde Krig som påskud for andre interventioner, herunder økonomisk og militær støtte til uhyrlige voldsovergreb mod civilbefolkninger i Mellemamerika. I 1999 fastslog FN, at massakrerne på titusinder af guatemalanere var et regulært ’folkemord’. Disse massakrer - som ofte involverede grotesk tortur - nåede deres uhyggelige klimaks under den nære Reagan-allierede guatemalanske general Rios Montts regime. Også titusinder af salvadoranere blev dræbt i Reagans embedstid af dødspatruljer, der var i ledtog med og blev støttet af det amerikansk finansierede salvadoranske militær.
Det var dog Reagan-regeringens bestræbelser på at vælte regeringen i det fattige og underudviklede Nicaragua - der var blevet demokratisk valgt i 1984 - som kom tættest på at bringe hans præsidentembede i fare. Kongressen sløjfede al bistand til Reagans stedfortræderhær - efter pres fra den amerikanske offentlighed, som væmmedes ved Kontraernes morderiske fremfærd over for ubevæbnede skolelærere og sundhedsarbejdere.

Terror som påskud
Reagan-regeringen fortsatte dog sin krigsdeltagelse i Nicaragua. Blot skete det nu fra Det Hvide Hus' kælder og delvist finansieret med indtægterne fra ulovlige våbensalg til Iran. Det udløste Iran-kontra-skandalen, hvor Reagan kun undgik en rigsretssag, fordi hans underordnede alle bedyrede, at præsidenten intet kendskab havde haft til deres kriminelle praksis.
Reagan-revolutionen er fortsat i den nuværende amerikanske regering i den forstand at 'krigen mod terror' nu har erstattet Den Kolde Krig som påskud for interventioner i udlandet, herunder den katastrofale krig i Irak. Skattelettelser for de rigeste og voldsomt forøgede militærudgifter har genoplivet de enorme budgetunderskuds æra. For at citere Den Store Kommunikators favoritmantra: There they go again - nu gør de det igen.

(c) The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu