Læsetid: 3 min.

Skepsis over for Tyrkiet holder ikke

Erdogan-regeringen gør en stor indsats for at bekæmpe uværket – og reformerne er begyndt at virke i Tyrkiet
24. juni 2004

International
Uanset, hvilken begivenhed i Tyrkiet Robert Ellis de seneste år har valgt at tage under sin lup – og det er mange – har resultatet været harmdirrende negativt. Uanfægtet af at alle observatører – fra EU-Kommissionen over Amnesty International til landets egne menneskerettigheds-forkæmpere – er enige om, at der sker væsentlige fremskridt i reformprocessen, og at menneskerettighedssituationen er forbedret, tillader Ellis sig alligevel at konkludere, at »det aldeles ikke er tilfældet«, og kritiserer særligt retssystemet (Information den 21. juni).
Tortur forekommer stadig i Tyrkiet. Det er helt uacceptabelt, ligesom det er uacceptabelt, når det sker i andre kandidatlande og i EU’s medlemslande. Det er imidlertid indiskutabelt, at Erdogan-regeringen gør en stor indsats for at bekæmpe uværket, og at reformerne er begyndt at virke.
Den mest autoritative institution på området, Europarådets torturkomité, udsendte sin seneste rapport den 18. juni efter besøg i fængsler og politistationer. Rapporten viser, at der på flere områder stadigt er behov for en indsats, men den overordnede konklusion er klar: »The facts found are globally encouraging. The Government’s message of »zero tolerance« of torture and ill-treatment has clearly been received, and efforts to comply with that message were evident«. (Rapporten fra
Europarådets torturkomite kan læses på http://www.cpt.coe.int/documents/tur/2004-16-inf-eng.htm)
Robert Ellis refererer Henrik Nordbrandts synspunkt om, at den nye »islamiske« regering ledet af AKP er ved at islamisere det tyrkiske samfund. Problemet er blot, at Henrik Nordbrandt står relativt alene med den analyse. Udover selvsagt det ultra-kemalistiske tyrkiske dagblad, Cumhurriyet, som Henrik Nordbrandt anvender som kilde.
Mistænkeligheden mod AKP bunder i, at nogle af partiets ledere kommer fra Erbakans gamle Velfærdsparti. Det blev i 2001 splittet op i to. Det ene – Saadet – er det mere religiøst orienterede parti, der – som Kristendemokraterne herhjemme – ønsker at værne om landets religiøse rødder (om end også Saadet tager klart afstand fra enhver tale om indførelse af Sharia-lovgivning i Tyrkiet). Partiet fik to procent ved det seneste parlamentsvalg.
Det andet, AKP, der i valgkampen lagde vægt på, at religion er en privatsag og ikke noget, staten skal blande sig i, fik 34 procent.

Bredt favnende
I dag fremstår AKP som en bredt favnende bevægelse, som knap nok kan kaldes et parti. Partiets kandidater til det seneste lokalvalg inkluderede alt fra troende handelsfolk fra Konya over valutahandlere og skørtebærende piger fra Istanbul til en »metroseksuel« familiefar, hvis interesse at få fjernet for mange øjenbryn og købe det sidste nye modetøj er større end ivren for at aflægge besøg i den lokale moske. Seks af ministrene kommer i øvrigt fra det liberale ANAP.
Ministerpræsident Erdogan deltog for nylig i en konference om Mellemøsten i USA. Han tog skarpt afstand fra en venlig akademiker, der omtalte AKP som »moderat islamisk«. Erdogan kalder AKP et »konservativt folkeparti med en stærk reformagenda«. I dag er det AKP, der er reformvenligt, mens CHP (som Ellis hylder) fremstår som det reaktionære oppositionsparti, der ikke ønsker reformer.
Den Islamiske Konference har netop afholdt kongres, hvor Tyrkiets udenrigsminister, Gül, gik forrest i sin opfordring til repræsentanterne fra den muslimske verdens lande om at følge det tyrkiske eksempel med »radikale reformer hen imod demokrati og menneskerettigheder«.
Det er sandt, at AKP har placeret personer, der er tæt på partiet i centraladministrationen. Men som Tyrkiet-kender burde Ellis vide, at det i årevis har været fast praksis, og at AKP ikke har placeret embedsmænd i nært samme antal som tidligere »sekulære« regeringer (Ciller, Yilmaz, Ecevit etc.).
På et punkt vil jeg dog erklære mig enig med Ellis. Retssystemet er mangelfuldt. Der er behov for en omfattende reform, hvilket også er et af de punkter, som EU har opstillet i tiltrædelsespartnerskabet med Tyrkiet. Men skal det afholde EU fra at indlede optagelsesforhandlinger?

Varm støtte
I weekenden besluttede EU at indlede optagelsesforhandlinger med Kroatien (en beslutning, som jeg varmt støtter).
I stats- og regeringsledernes erklæring herom det: »Kroatien er nødt til at gøre en yderligere indsats for mindretallenes ret-tigheder, flygtninges tilbagevenden, reform af retsvæsenet, regionalt samarbejde og bekæm-pelse af korruption.«. Med andre ord: Nok er der stadigt udestående i forhold til at opfylde de politiske kriterier – men vi har i EU en klippefast tro på, at reformerne vil accelereres, når optagelsesforhandlinger indledes. EU har hele tiden svoret, at Tyrkiet vil blive behandlet som andre kandidatlande. Det bør betyde, at Tyrkiet kan indlede optagelsesforhandlinger med EU, når Kommissionen har anbefalet dette på baggrund af en vurdering af opfyldelse af de politiske kriterier (her indgår ikke de økonomiske kriterier). Dette løfte må EU stå fast ved – ellers mister Unionen troværdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu