Læsetid: 4 min.

’Og taberen er...’

Filmen Fahrenheit 9/11 har med sin knivskarpe kritik af Bushregeringen givet hele USA en kraftig ridse i lakken. Med den udvikling er den amerikanske helt blevet til en nationalskurk
Debat
1. juni 2004

International
Han taler med fremmed accent, fremtoner aristokratisk og kommer i forklædning som terrorist, politisk fanatiker, eller pengegrisk kriminel. Han tenderer ofte skruppelløs og grænsepsykotisk og en ting er helt sikkert; han er ikke amerikaner. Hvem er han? Han er en såkaldt importskurk, som udfolder sin destruerende adfærd i amerikanske actionfilm. Typisk er skurken europæer, mens hans modstykke helten naturligvis er amerikaner.
Denne beskrivelse tegner en meget god karikatur af USA’s selvforherligelse. The land of the free, and the home of the brave som altid kommer hele verden til undsætning. Når Europa er ved at brænde op, som under Første og Anden Verdenskrig, er det de demokratiske og retfærdige amerikanere der træder til, ligesom det er tilfældet i filmsucceserne Independence Day og Armageddon.
Den amerikanske folkesjæl synes usårlig, men den netop afsluttede filmfestival i Cannes viser noget andet. Vinderen af årets guldpalmer Michael Moore, har med sin kontroversielle dokumentarfilm Fahrenheit 9/11, sigtet lige på kornet og ikke ramt helt ved siden af. Filmen er et opgør mod de nationale reaktioner på terrorangrebet 11/9 2001 og USA’s efterfølgende krigsførelse i Afghanistan og Irak.
Hovedpersonen George Bush fremstilles ikke ligefrem som den typiske amerikanske helt men derimod som skurken. Dermed er importskurken blevet vraget til fordel for nationalskurken, den indre fjende.
Selv om filmen er blevet beskyldt for at være tendentiøs og aktivt manipulerende, vil den højst sandsynligt påvirke valgkampen til efteråret. Filmen splitter USA i tilhængere og modstandere, hvoraf sidstnævnte vil gøre hvad der står i deres magt for at afsløre filmen som usand. I medierne de sidste par uger, har man kunne læse om rødglødende modstandere, som vil forsøge at stoppe Fahrenheit 9/11, eller hævne sig ved at lave film, der hænger Michael Moore ud, som en dum, hvid løgnagtig mand.

Oprør over virkeligheden
Også Moores tidligere dokumentarfilm Bowling for Columbine er en politisk film, ligesom flere andre film på Cannesfestivalen. Filmmediet bliver i højere grad end nogensinde brugt til at gøre oprør over virkeligheden. Det kunne se ud som om, at folkedemonstrationer fremover vil sænke ansigtet til fordel for funktionel filmkunst. Det er bemærkelsesværdigt at det er en amerikansk filmskaber der går på barrikaderne. Hvem skulle have troet at det var USA’s egen befolkning der skulle afsløre regeringens usle hensigter. Og hvem skulle have troet at USA, der i sin tid skabte importskurken, nu udsletter den til fordel for nationalskurken?
Med denne udvikling er den amerikanske helt blevet til en antihelt. En man peger fingre af, og en man ler af, som det er tilfældet i Michael Moores vinderfilm, hvor der bliver tegnet et satirisk billede af Bush. Det kunne tyde på, at Fahrenheit 9/11 med sin knivskarpe kritik af Bushregeringen har givet hele USA en kraftig ridse i lakken. Spørgsmålet er om USA’s forsikring i form af Bushtilhængere kan dække skaden, eller om den er uoprettelig? Det uskyldshvide hus er ved at falme i farven og tiden vil vise om malingen skaller helt af, eller om væggene bliver vasket kridhvide igen.
I Danmark er vores helt egen tøffelhelt Anders Fogh i disse dage i USA, for at snakke politik med Bush. Det er pudsigt hvordan, de begge ligner superhelte, vel at mærke superhelte med depressioner. Fogh, som længe har været i kridthuset hos Bush, tager nu for alvor heltekappen på og går til angreb. På fem konkrete punkter vil han opfordre Bush til at justere sin udenrigspolitik. Det er en ny kritisk tone, som man har ventet længe på.

Politisk eller kunstnerisk
Man siger at Fahrenheit 9/11 har vundet prisen på et politisk grundlag og ikke på grund af dens kunstneriske kvaliteter, hvilket selvfølgelig er dybt beklageligt. Men på den anden side, sagt med dyb respekt for de kunstneriske film, hvornår er fiktion blevet vigtigere end virkeligheden? Man kan ikke lukke øjnene for realiteterne, heller ikke selv om det kommer til at gå ud over kunsten. I det årlige internationale Melodi Grand Prix, stemmer man jo heller ikke på den bedste sang, men på sine nabolande. Vi må acceptere, at der er konsekvenser for vores handlen, selv om det kan synes uretfærdigt at blive bedømt på et forkert grundlag.
Ved sidste års filmfestival i Cannes blev instruktøren Lars von Trier anklaget for at udtrykke en antiamerikansk holdning i filmen Dogville. Trods de høje odds om, at filmen ville vinde en pris, var realiteten en anden. Trier måtte tage tomhændet hjem fra sydens trykkende varme og følelsen af at blive bedømt politisk frem for kunstnerisk.
Men hvordan kan det gå til, at Trier tabte af politiske årsager og at Michael Moore vandt af samme grund? Er det på et år blevet mere acceptabelt at være kritisk overfor USA, eller var dommerpanelet selv antiamerikanske i deres holdning? Det er svært at svare på. Men det ser ud til, at vi har tendens til at udråbe priser som politiske, så snart de tager stilling politisk – om de så taber eller vinder.
Kald mig en kryster, men hvis Fahrenheit 9/11 tjener et godt formål så som at hjælpe Bush ned fra præsidentskamlen, er det for mig at se mindre vigtigt om filmen vandt en politisk pris.
Filmen Die Hard 3 afsluttes med den amerikanske helt alias Bruce Willis’ ord til den tyske fjende: »You loose, Hans«.
Det bliver spændende at se til efteråret om Michael Moore og andre modstandere af USA’s præsident sagte kan hviske: »You loose, Bush«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her