Læsetid: 4 min.

Tavshedens skadelige arv

Den britiske regering skulle lige fra starten have fordømt ulovlighederne på Guantanamo basen, og den skandaløse mangel på retsbeskyttelse
Debat
22. juni 2004

International
Burde den britiske regering ikke gå ud i offentligheden og i utvetydige vendinger fordømme den fuldstændige lovløshed, som hersker på Guantanamo basen? Spørgsmålet blev stillet for seks måneder siden, ikke som man kunne have forventet det af en venstreorienteret politiker, men af en af de mest tænksomme og respekterede af Storbritanniens højesteretsdommere, Lord Johan Steyn, som i en frimodig tale beskrev behandlingen af fangerne som »et afskyeligt nederlag for retssystemet«. Hans eget svar var et klart ja.
Men der kom ikke noget svar fra den britiske regering. Og nu, hvor det fulde omfang af skandalen træder tydeligere frem, samtidig med at ulovlighederne har spredt sig til Irak og Saudi Arabien, står vi over for stadigt mere lovløse fjender, som fører an i stadigt flere gengældelsesangreb.
Allerede da de første fanger i Afghanistan blev udstillet offentligt – fotograferet, mens de var bundet på hænder og fødder og bevidst ydmyget - og derefter fløjet til et fængsel, som man nøje havde udvalgt, fordi det var undtaget fra international lov, stod det ganske klart, at amerikanerne havde besluttet sig for at afhøre dem uden hensyntagen til Geneve Konventionen; og at terrorisme fremkalder en mere hensynsløs form for modterrorisme.
De sidste par ugers undersøgelser og høringer i Washington har afsløret det fulde omfang af det systematiske torturmønster, som på forhånd var udtænkt til at umenneskeliggøre og fornedre fangerne. Vi ved nu, at de forhørsmetoder, som blev brugt på Guantanamo basen blev overført til Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, som en måde at skaffe sig ’operationaliserbare efterretninger’ på; og at beslutningen, blev truffet på højeste niveau.
Det står ligeledes klart, at brugen af fotografiapparater blev brugt som et led i ydmygelsesprocessen for at sikre sig at ofrene blev frataget den sidste rest af værdighed og selvrespekt. Men det virker ikke som om, at der var nogen i ledelsen, som forudså de uundgåelige konsekvenser, som brugen af digitalkameraet ville medføre: billeder som blev sendt hele verden rundt. Kameraet blev et legetøj for de mere sadistiske soldater, og billederne blev offentligt eje.
De videregav ikke kun ubestridelige beviser for brugen af illegal tortur: de videregav også billeder af en så rå og primitiv karakter, at de udviklede sig til at blive et af nøglevåbnene i en krig , som mere og mere blev udkæmpet med billeder.
Billederne, som blev mangfoldiggjort på hele verdens billedskærme, fik deres helt eget liv og betydning, uafhængig af den krig , som udspillede sig på jorden. De hætteklædte ofre i fodlænker, de grinende torturbødler og kvindelige medsammensvorne, hundesnorene og de arrige hunde, mindede om en helvedesvision, et billedhuggersnit fra middelalderen eller et Hieronymus Bosch billede. De forsynede de islamiske fundamentalister med propagandamateriale, som var de blevet sendt fra himlen: det klareste bevis for selv de mest analfabetiske tilhængere, at de kæmpede imod ondskabens kræfter.
Efterhånden som propagandaen spredte sig til de andre islamiske lande, ikke mindst Saudi Arabien, som er de fanatiske fundamentalisters højborg, kunne gengældelsesaktioner, gidseltagning og stadigt værre grusomheder, pludselig retfærdiggøres. Krigen, som tilsyneladende startede som en krig mod terror, er degenereret til en krig mellem rivaliserende terrorister, hvor amerikanerne hurtigt mistede den moralske begrundelse for krigens retfærdighed.
Det begyndte med den trodsige amerikanske beslutning om at oprette Guantanamo-basen, stik imod international lov, som et udenlandsk paradis for torturbødler, og blev yderligere forstærket af den efterfølgende beslutning om, at overføre de samme metoder og retsimmunitet til de amerikanske fængsler i Irak.

Koalitionens lillebror
Briterne var lillebroren i koalitionen, og tog ikke del i de afgørende beslutninger; men den britiske regering nægtede at tage afstand fra den førte politik, og den britiske hær blev uundgåeligt kædet sammen med denne lovløshed. Uanset hvor mange private betænkeligheder de britiske generaler og diplomater havde, fastholdt Blair-regeringen sin fuldstændige opbakning til Bush' politik. Da de fotografiske beviser tonede frem, begrænsede de sig til en fordømmelse af 'de rådne æbler' , og fastholdt at en sådan opførsel var 'uacceptabel', samtidig med at de ignorerede de klare beviser for, at det var blevet godkendt på højeste niveau.
Det er først nu ved at sive ind, i hvilken udstrækning briterne har mistet deres moralske autoritet ved at se gennem fingre med den ulovlige krigsførelse. Den faldende britiske anseelse i Mellemøsten er allerede ved at blive meget tydelig.
Svindlen og fejlberegningerne i forbindelse med fremstødet i Irak har allerede svækket den britiske hærs prestige, og har i allerhøjeste grad formindsket den britiske hærs udsigter til at intervenere i fremmede lande i fremtiden, selv hvis det skulle tjene en bedre sag. Og ingen britisk soldat, som kaster sig ud i et felttog i et fremmed land, kan have den samme tiltro til at han er beskyttet af Genève-konventionen og af Røde Kors’ inspektioner, hvis han bliver taget til fange.
Alligevel har den britiske regering forholdt sig tavs omkring de afgørende spørgsmål om ansvaret for torturen, som har givet genlyd i Washington de sidste par uger. Og det spørgsmål, som blev stillet for seks måneder siden af Lord Steyn, er nu mere relevant, end det har været nogensinde før.
Den britiske regering skulle lige fra starten have fordømt ulovlighederne på Guantanamo basen, og den ’skandaløse mangel på retsbeskyttelse’. Ved at undlade at gøre det, har de medvirket til en accept og eskalering af torturen, som truer med at sætte hele Mellemøsten i brand.
Som ledere af frie, uafhængige nationer er de nødt til at besinde sig på deres egne værdier og gøre deres prioriteringer klarere for sig selv, hvis vi skal undgå at skade de britiske interesser, diplomati og nationale selvrespekt, som det ellers ville kunne tage årtier at rette op på.

©Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her