Kronik

Verden er bedre end sit rygte

For hver af de tre gange, jeg har oplevet noget ubehageligt i forbindelse med et lift, har jeg oplevet flere hundrede eksempler på det modsatte
Debat
11. juni 2004

Kronik
Det er stadig formiddag, da jeg langt om længe bliver samlet op i en rundkørsel lidt uden for Odense. At det er her, jeg befinder mig, var mildest talt ikke planen, da jeg stod op kl. fem i Berlin i går morges og tog en bus ud til den sædvanlige tankstation i udkanten af Prenzlauer Berg. Tværtimod havde jeg forestillet mig, at jeg ubesværet ville glide gennem det gamle Østtyskland, forbi rastepladserne, der først er skudt op i løbet af de seneste par år, og ind i færgen mod Gedser.
Jeg har ingen vinger, så når jeg skal bevæge min krop fra punkt A til punkt B, benytter jeg dét transportmiddel, der i mine øjne kommer tættest på, nemlig tommel-fingeren. Min jomfrurejse ligger efterhånden hele tolv år tilbage; jeg boede på daværende tidspunkt i Århus og skulle besøge en veninde i Viborg. Det var hende, der havde givet mig blod på tanden med sine mange blaffefortællinger. Inden min afrejse var jeg skrækkeligt nervøs for alt fra voldtægt til motorstop, men da jeg havde tilbagelagt de 60 kilometer, følte jeg en så udelt tilfredshed – både over selvovervindelsen og turen som sådan – at jeg var for evigt »hooked«.
Som universitetsstuderende regerer man stort set enerådigt over sin tid. Til gengæld har man ikke meget at gøre godt med økonomisk. Mine årlige 42.000 kr. rakte selvsagt ikke til de store verdensomsejlinger, men jeg indså hurtigt, at denne kalkule ikke magtede at kvæle min umådelige rejselyst. Man kan ikke forcere Atlanterhavet på tomlen, men Europas vejnet lå åbent for en fattiglus som mig. Sommer efter sommer allierede jeg mig med kæresten eller en veninde og blaffede til Gibraltar, Köln, Rom, Amsterdam og Berlin tur/retur. Det er efterhånden blevet til noget nær 25.000 km, fordi jeg senere flyttede til København, men månedligt ’pendlede’ til Århus for at besøge min daværende kæreste.
For tolv år siden havde jeg næppe forestillet mig, at jeg som færdiguddannet cand. mag. sidst i tyverne stadig ville have blafningen som min foretrukne rejseform... Og som jeg står her og misser mod den fynske morgensol, er jeg ærligt talt i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde kommer ud på landevejene igen! Hvad gik galt undervejs? Hvordan kunne jeg ende her, når mit delmål var Gedser?

Forklaringen er ikke simpel, men den er symptomatisk: på den første store rasteplads nord for Berlin får jeg øje på en dansk lastvogn. ’Padborg’, står der med sirlige bogstaver på siden af førerhuset. Jeg iagttager chaufføren stige ud og bevæge sig i retning af kiosken. Mens han handler, konsulterer jeg mit medtagne fotokopierede landkort. Nu er det egentlig ikke meningen, jeg skal over Jylland hjem, men det ser faktisk overkommeligt ud, og det er endnu forholdsvis tidligt på dagen. Da jeg ser chaufføren forlade kiosken, rejser jeg mig fra mit autoværn og går ham i møde. »Undskyld, men du er vel ikke på vej til Danmark?« spørger jeg frejdigt. Jo, dét kan han jo ikke benægte. Skandinaviske piger har ry for at være ’løse på tråden’, så jeg har ikke noget dansk flag på min bagage, men jeg har gode erfaringer med danskere i udlandet. Truckeren – lad os kalde ham Viggo – bedyrer, at han ikke plejer at tage blaffere med op, men jeg må have en heldig dag, for med mig gør han en undtagelse.
Viggo og jeg kører med de EU-foreskrevne 90 km/t mod den danske grænse. Lidt nordøst for Hamburg gør vi holdt og spiser frokost – jeg mine rester, som min veninde i Berlin så generøst hældte over i et yoghurtbæger til mig, og han mellemmadder, som han smører med leverpostej og ost fra det lille køleskab på siden af anhængeren. Da vi atter ruller ud på den tyske Autobahn, ringer hans mobiltelefon, og jeg smiler ud ad vinduet, da han afslutter samtalen med et »mojn!« Klokken lidt i 15 passerer vi den danske grænse, og jeg bliver sat af ved en rasteplads umiddelbart derefter.
Hvem kunne nu have forudset, at Sønderjylland er forhekset? At jeg skulle henslæbe fem timer af mit liv på selvsamme rasteplads, indtil en tysk turist endelig forbarmer sig over mig og giver mig et lift til Åbenrå? Fra Åbenrå kan man tage bussen til Røde Kro og derfra toget videre til Fredericia. Dét gør jeg, for jeg har en ven i Fredericia, der godt vil give mig nattely og sætte mig af ved motorvejstilkørslen næste dag på vej til arbejde. Klokken er ti om aftenen, da vi omfavner hinanden på Fredericia Station. Vi sover begge tungt og tidligt, og kl. otte næste morgen står jeg atter med tomlen i vejret. Det varer ikke længe, før jeg bliver samlet op af en jævnaldrende kvinde, der sjovt nok har gået i gymnasiet med én af mine tidligere kærester. Det er hende, der afleverer mig i rundkørslen uden for Odense; dér, hvor jeg nu står.
Et af de utallige fantastiske og decideret vanedannende aspekter ved at blaffe er uforudsigeligheden. I løbet af ganske kort tid kan ens humør bevæge sig fra det absolutte nulpunkt (hvor jeg befandt mig mellem klokken fem og syv i aftes) til den syvende himmel, som jeg om lidt vil blive lukket ind i. Når mine veninder brokker sig over, at vi ikke kan få en taxi hjem fra byen lørdag aften, fortvivler jeg ikke, for jeg ved, at situationen kan være meget værre. Hvad siger De for eksempel til at blive vækket af den sørgelige lyd af mastodontregndråber, der langsomt, men sikkert gennemvæder Deres sovepose? Om natten? Bag en toldbom ved en italiensk autostrada? Eller hvad med at stå i Andalusiens middagshede, dehydreret og med varmeflimrende intet, så langt, øjet rækker? Disse scenarier udspiller sig på mit indre filmlærred, mens jeg venter på, at den næste bilist skal få medlidenhed med mig og tage mig op.
En varevogn holder ind, og føreren af bilen – en venligt udseende mand midt i trediverne – byder mig velkommen og undskylder, at »han godt nok kun skal til Ringsted«. Bag i bilen har han to hunde – tæver, fortæller han mig – der netop er blevet steriliseret. Jeg betragter dem som en ekstra gevinst, for jeg kan rigtigt godt lide hunde. Manden viser sig at være civilingeniør bosat i Ålborg. Foreløbig er der altså ikke meget, der tyder på, at det er en ren karismabombe, jeg har siddende til venstre for mig.
Så er det, at miraklet sker: på denne tilsyneladende helt ordinære danske formiddag gennemgår min sidemand en forvandling. Da jeg steg ind i bilen, var han blot en civilingeniør på vej til Ringsted (og det var skam alt nok!) Nu springer han ud som på én gang barmhjertig samaritaner og dreven globetrotter! Han beretter om sin og konens hasarderede blaffertur til den franske Riviera, hvorfra de hurtigt måtte returnere, da konens cowboybukser blev stjålet, mens det dengang ganske unge par badede i Middelhavet. Baglommen indeholdt, parentetisk bemærket, hele deres pengebeholdning. Han fortæller, at han plejer at køre op på motorvejsbroerne, hvis han ser nogen stå deroppe. »Man kan jo aldrig vide, om de skal i samme retning«, som han siger, og han får det til at lyde som det mest selvfølgelige i verden.
For hver af de tre gange, jeg har oplevet noget ubehageligt i forbindelse med et lift, har jeg oplevet flere hundrede eksempler på, at vildt fremmede mennesker har ladet mig spise på deres regning, overladt mig en køje i førerkabinen, kørt en omvej for at sætte mig af et fordelagtigt sted, betroet mig nogle af deres inderste hemmeligheder og sågar spillet mine bånd på bilradioen!
»Verden er bedre end sit rygte«, udbryder min frelsende engel senere, da vi nærmer os afkørslen til Ringsted, og jeg må se i øjnene, at heller ikke dette lift kommer til at vare evigt. Jeg kan kun give ham ret! Det er derfor, jeg atter og atter tager linie 650S ud til Avedøre Havnevej og spadserer det korte stykke op til tilkørslen til Holbækmotorvejen (derfra min verden går!) Jeg er blevet afhængig af at få bekræftet, at der stadig er mennesker derude, der vil gøre mig en tjeneste for mine blå øjnes skyld; for hvem ’gengæld’ er et uvæsentligt ord. Men storsind indgyder lysten til at give noget igen. Nu har jeg alligevel skrevet dén kronik, som jeg spøgende lovede ham, dén formiddag på Midtsjælland for fem år siden...

*Mette Liv Mertz er cand.mag. i engelsk og kønsforskning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her