Læsetid: 1 min.

Wivels allersidste digte

4. juni 2004

Afsked
Tak til Torben Brostrøm for værdifuld nekrolog (i Information den 1. juni).
Det er bevægende, at vi i dette forår har mistet både Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel, de store digtere for os, der voksede op i efterkrigstiden. Endnu er flere lykkeligvis tilbage, deriblandt Erik Knudsen, Jørgen Gustava Brandt, Tage Skou-Hansen, men Ole Wivel var den med det største liv i omskiftelighed. Jeg var med til at ansætte ham som højskoleforstander på Krogerup, men den opgave krævede så megen tid og opmærksomhed, at digteren ikke kunne folde sig ud i den.

Venskab
I sine senere år var Ole Wivel en enestående støtte for eneren i dansk forlagsverden, Poul Kristensen, Herning, der udgiver de smukkeste bøger i sin tid. De to indadvendte mænd fandt hinanden i en stilfærdig, tryg, indforståethed, og en uge før sin død sagde Ole Wivel ja til at lade sig genvælge til bestyrelsen for Poul Kristensens Forlag. »Så længe jeg kan stå på to ben, svigter jeg dig ikke, Poul,« sagde han til sin ven.
Det var da også hos Poul Kristensen, Wivel fik sin sidste udgivelse i 2003, den lille digtsamling Himlen mellem Husene, og når Torben Brostrøm skriver: »Det sidste digt fra Ole Wivels hånd blev I det flyvende Støv (2001), er det altså ikke korrekt.

Vemodigt
Himlen mellem Husene er derimod præget af den afsked med livet, Wivel mærkede nærme sig.
Det allersidste digt i samlingen klinger nu vemodigt i overensstemmelse med den skarpe østenvind, der gik over landet, den dag Ole Wivel forlod os.

Solen står lavt og skyerne
bæres af østenvinden
mod havet som høres
dag og nat
til vi glemmer det
under de
kendte få
og talløse ukendte
stjerners stilhed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu