Kronik

Biografien – en stormomsust genre

Den spektakulære fejde om Garffs litterære biografi ’SAK’ har sine rødder. Også Brandes blev kritiseret for plagiat og uvidenskabelig omgang med levnedsløb og litteratur
30. juli 2004

Kronik
Genren litterær biografi – som fundamentalt kan defineres som biografier om skribenter, det være sig prosaister, lyrikere, filosoffer og deslige – fik i Danmark sin både videnskabelige og lidenskabelige ilddåb med Georg Brandes’ værk Søren Kierkegaard – en kritisk Fremstilling i Grundrids fra 1877. Brandes’ fortættede værk om Kierkegaards liv og skrift – som ikke alene er et pionerværk i den biografiske genre, men også gjorde Brandes til en fortrop i den kolossale, evigt knopskydende og stadig kontroversielle Kierkegaardforskning – har bevaret sin stilistiske og filosofiske fascinationskraft.
En af mange grunde til, at værket stadig fængsler læseren, er, at Brandes befinder sig i et gnistrende højspændingsfelt mellem på den ene side grænseløs beundring for Kierkegaards sproglige brillans og filosofiske ekvilibrisme. Og på den anden side en modvilje grænsende til idiosynkrasi over for den religiøsitet, som udgør hovedåren i Kierkegaards forfatterskab. Brandes har selvsagt sympati for og kan spejle sig i Kierkegaards opgør med det klerikale hykleri, kampen mod konventionernes snærende bånd og overlegenheden over for datidens åndelige armod (fra åndskæmpens synsvinkel).
Derimod var den rivende religiøse strøm i Kierkegaards forfatterskab ikke just den kulturradikale rorgængers favoritfarvand. Brandes forsøger flere steder med elegante kunstgreb, filosofiske krumspring og retorisk smidighed at få omplantet Kierkegaards tanker fra den kristne kontekst, som de i filosoffens selvforståelse placerer sig i – til en fritænkerisk sammenhæng, hvor de kan fungere som ammunition i Brandes’ ateistiske kamp imod »den infame«. Kierkegaards bestemmelse af den inderlige, subjektive tro, der forudsætter et spring ud på uvishedens 70.000 favne – og beror f.eks. ifølge Brandes på en »forveksling«.
Som Columbus, der drog ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet opdagede Amerika, er Kierkegaard draget ud for at finde en mere autentisk vej til troens land end den, der blev foreskrevet af den bestående kirkelighed. Men det, han finder, er ikke troens Indien, men derimod »Personlighedens, den store Lidenskabs, den store Selvstændigheds Amerika«. Og så tilføjer Brandes, med polemisk prægnans, så ingen skal være i tvivl om biografens mening om de patologiske vildfarelser og vrangforestillinger, der præger religionen: »Hans (Kierkegaards) umiskendelige Storhed er, at han opdagede dette Amerika, hans uhelbredelige Galskab var, at han haardnakket vedblev at kalde det Indien.« Tendentiøst? Ja mon ikke.
Brandes’ Kierkegaardbiografi er et genialt kampskrift, suveræn humanvidenskab fuld af holdninger, der stadig antænder tanken og anfægter troen. Georg Brandes’ ofte sensitive indføling og passionerede tendens til identifikation med de store ånder, han biograferede, fik broderen Edward Brandes til i en brevveksling at fremsætte følgende noget beske karakteristik af storebroderens biografier:
»Den (biografien om Disraeli) er underholdende, lærerig og undertiden er der Steder, hvis Menneskekundskab er højst dybsindig. Saavidt Rosen. Jeg ynder ikke de mange Referater, og kan ikke lide, at Du klæder Dine forskellige Egenskaber paa og kalder dem snart Lassalle snart Kierkegaard snart Disraeli.«
Netop det skisma har fulgt den litterære biografi som genre siden Georg Brandes’ Kierkegaardbiografi. Og det er en tilbagevendende kritik af litterære biografier, at det er vanskeligt at skelne mellem portrættet af den biograferede og biografens selvportræt, mellem fortolkende portrætkunst og forvrængende projektionsdunst.
En anden vanskelig dobbelthed, som præger den litterære biografi og har gjort det siden Brandes, er balancen mellem videnskab og kunst. Biografier – og ikke mindst de litterære af slagsen – er en fusion af fakta og fortælling. Det er digtning over dokumenter, og for den litterære biografis vedkommende er der ofte tale om dokumenter, der duver mellem selvbekendelse og selviscenesættelse eller mellem selvbiografiske bekendelser, forklædt som fiktion og fiktion forklædt som selvbiografiske bekendelser.
De primære kilder, der benyttes, er som oftest dagbøger, breve, erindringsværker og skønlitterære skrifter. Et vanskeligt kildemateriale fuld af faldgruber og fejlkilder, men ikke desto mindre den væsentligste nøgle, hvis man, som de fleste forfatterbiografer, ønsker viden om den biograferedes indre verden.
Konfronteret med en ofte fremført kritik for uvidenskabelig omgang med levnedsløb og litteratur svarede Brandes, at han »hverken (var) helt videnskabsmand eller helt kunstner, men en sammensmeltning af begge«.

Denne selvkarakteristik er også gyldig for en række af Brandes’ arvtagere. På den ene side kan dobbeltheden beskrives som en akilleshæl (der jævnligt har givet anledning til angreb fra mere pedantiske videnskabsmænd), på den anden side er det genrens store styrke, at den med fortællingens kunstneriske virkemidler genopliver et afdødt menneske, som toner frem for læseren som et åndende, sansende, tænkende og kæmpende individ.
Brandes, der konstant var omgivet af nidkære fjender, som gik hans fremragende værker efter med kildekritisk tættekam, blev flere gange beskyldt for plagiat (han måtte sågar lægge ryg til prædikatet »Nordens største plagiator«). Som Jørgen Knudsen har beskrevet det i sin mesterlige Brandesbiografi, var det ikke grundløse beskyldninger. Brandes arbejdede i et rasende tempo og var ikke bleg for at afskrive uden citationstegn, når en passage forekom ham anvendelig.
Brandes eget svar på anklagerne var det herligt ukristelige: »Jeg modtager ikke åbenbaringer«. Frekvensen af plagiat, er så vidt jeg ved generelt ikke højere i litterære biografier end i en hvilken som helst anden genre.
Skulle man fristes til at drage en anden slutning ud fra Peter Tudvads aktuelle kritik af SAK, har man ikke læst Tudvads lange, interessante indlæg til ende. Tudvads præmisser for beskyldningen om fusk og plagiat er (efter min opfattelse) for tynde til at bære konklusionen. Garff er en fremragende skribent, der stilistisk distancerer de fleste akademikere med flere banelængder.
At der i SAK har indsneget sig et par kun lettere omformulerede passager fra andres værker kan ikke i sig selv betragtes som åndeligt tyveri (plagiat). Var det tilfældet, var der vidst mange skribenter, ikke mindst inden for den akademiske verden, der kunne anmeldes til plagiator-politiet (jeg hører allerede en symfoni af sirener for det indre øre).
Og så til et af hovedproblemerne i den aktuelle SAK-fejde fra min synsvinkel. Når Tudvad på sin rejse mod sandheden om SAK mener at finde forvrængende fortolkninger, fusk og plagiat, beror det efter min opfattelse på en forveksling; i virkeligheden er det ikke uvederhæftighedens Indien han finder (undskyld billedsproget kære indere), men derimod den biografiske hermeneutiks Amerika.

Den sandhed Tudvad har fundet, er, at enhver fortolkning af et fortidigt livsforløb og af et filosofisk forfatterskab af Kierkegaards format kun er foreløbig; den skal modificeres, kritiseres og sommetider direkte falsificeres (hvad Tudvad ganske prisværdigt gør med nogle af de fejlskud, der naturligvis må forekomme i et værk af SAK’s format).
Men dette vidner ikke om, at Garffs biografi er en særlig uvidenskabelig og uvederhæftig af slagsen, tværtimod er det et vidnesbyrd om, at enhver litterær biografi, som al anden hermeneutisk humanvidenskab, til stadighed kan diskuteres, korrigeres og suppleres.
Jørgen Knudsen siger det på smukkeste vis i indledningen til sin 2.500 sider lange biografi om Brandes: »Selv det beskedneste menneskeliv er for mangfoldigt til ubeskåret at kunne presses ind mellem en bogs hvide blade.« Biografen må selektere, vinkle, betone og beskære.
Hvis Tudvad fremturer med sit forsøg på at ændre SAK’s status fra mesterværk til makværk, kunne man fristes til at benytte Brandes’ karikerede karakteristik af Kierkegaard til at beskrive Tudvads forveksling: »Hans umiskendelige Storhed er, at han opdagede dette Amerika, hans uhelbredelige Galskab var, at han haardnakket vedblev at kalde det Indien.«
Hvad angår Garff vil jeg uden tøven mene, at han hører til i kongerækken blandt danske biografer, en royal familie, som siden Brandes har regeret i det tågede grænseland mellem kunst og videnskab, mellem fortælling og fakta, med alle de anslag mod tronen og forsøg på kongemord det fører med sig.

*Steffen Groth er stud. mag. Har netop afleveret danskspeciale om den litterære biografi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu