Kronik

Bløde fakta

At skelne mellem hårde og bløde fag er et fortidslevn i vidensamfundet
Debat
2. juli 2004

Kronik
Følger man den uddannelsespolitiske debat i de danske medier, er det slående, hvor ofte begreberne hårde og bløde fag benyttes – i langt de fleste tilfælde:
*Som modsætninger
*Som naturlige og givne begreber, der ikke står til at diskutere
* Som en måde at rubricere menneskers faglighed, og dermed viden og kompetencer, i faste og entydige kategorier.
Men hvad kvalificerer visse fag som hårde og andre som bløde? Hvad mener vi, når vi taler om bløde og hårde fag?
I debatten opfattes hårde fag ofte som de præcise, faktuelle og objektive fag. Omvendt fremstilles de bløde fag som langt mere vilkårlige, subjektive og flydende. Hårde fag bygger på definitioner og hypoteser, som kan verificeres og give klare erkendelser. Bløde fag er hypotesegenererende, og forsøg kan ikke efterprøves. Hårde fag er tal, regler og sikker viden. Bløde fag er bogstaver, holdninger, undtagelser og tvivl. Hårde fag fokuserer på produktet – bløde fag på processen. Hårde fag søger svar. Bløde fag stiller spørgsmål.
I forhold til de bløde, humanistiske fag fremstilles de naturvidenskabelige fag ofte som hårde: Fysik er hårdt, dansk er blødt. Kemi er hårdt, historie er blødt. Fysikforsøget i laboratoriet er reproducerbart og kan gentages i præcis samme omgivelser, med samme udstyr og opstilling. Novellen kan derimod fortolkes forskelligt – der gives intet facit, intet quod est demonstrandum, snarere en tilnærmelse til, eller sandsynliggørelse af, at dette eller hint er tilfældet. Hermeneutikken (læren om fortolkningen og udlægningens kunst) står her som den måske mest markante videnskabsteoretiske modpol til naturvidenskabernes positivisme.
Nu skulle man tro, at denne disput mellem C.P. Snow’s to kulturer (Two Cultures er fra 1959) udelukkende blev afholdt som en løbende, gensidig profilerings- og positioneringskamp mellem de to store fløje i videnskabernes verden: Humaniora og naturvidenskab, eller som den tyske videnskabsteoretiker og filosof Dilthey formulerede sig ved det 20. århundredes begyndelse: Natur- og åndsvidenskaberne. Det er dog ikke tilfældet. Også internt inden for såvel de naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige som humanistiske fagområder opretholdes forestillingen om, at visse fag er bløde og andre hårde.
For eksempel regnes fysik af mange som et hårdere fag end biologi. Og hvor kemi utvivlsomt er hårdt, lægger geografi sig - qua kulturgeografiens økonomiske og geopolitiske temaer - tæt på samfundsvidenskaberne. Også internt blandt eksempelvis biologer kan man finde stereotyper som ’gummistøvlebiologen’ (den bløde, langhårede naturelsker ansat i det offentlige) over for ’biotek-biologen’, der arbejder i laboratoriet hos den private virksomhed og således anvender sin faglighed i en kommerciel sammenhæng.
Rettes lyset mod samfundsvidenskaberne, omtales økonomistudiet typisk som det hårde studie, mens et fag som antropologi er blødt. Selv inden for humaniora kan man støde på udtryk som hård lingvistik sat op mod blød teatervidenskab.

Disse distinktioner har nu gennem mange år skåret sig ned gennem fagtraditioner og videnskabelige grene og derfor også sat dagsordenen for fagene og videnskabernes selvforståelse og samarbejdsmuligheder. Det har hidtil virket, som om disse kategorier var naturlige kategorier i en specialiseringens tidsalder, hvor det er den faglige dybde snarere end bredde, der skaber værdierne. Men er det fortsat den rette måde at tale om fag og videnskaber på? Findes der i det højt besungne vidensamfund intet bedre sprog til at beskrive den variation og kompleksitet, der kendetegner fagene og videnskabernes bidrag til samfundsudviklingen? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt at afmontere disse kategorier?
Fordi betegnelserne hårde og bløde fag markerer en kunstig og unaturlig skelnen, der ikke siger noget om:
*Den reelle forskel mellem fagene
*Kvaliteten af fagene
*Nytten af fagene set i et samfundsperspektiv.
For alle fag og alle videnskaber rummer regler og undtagelser, analyse og fortolkning, subjektivitet og objektivitet som tilgange til at arbejde med de forskellige felter. Der findes intet enten/eller, blot forskelle i formål og vilkår for at bidrage til en samlet videnspulje.
Det er jo heldigvis ikke sådan, at der ingen faste regler findes inden for danskfaget – og ingen subjektive fortolkningsmuligheder inden for eksempelvis fysik. Læren om det periodiske system er ikke mere hård end f.eks. grammatisk forståelse, da begge discipliner bygger på faste regelsæt samt systemer til beskrivelse, og dermed også forståelse, af henholdsvis grundstoffer og sprog. Biologen i laboratoriet dyrker heller ikke mere "egentlig" videnskab end biologen i skoven eller på havet. Så simpelt kan regnskabet ikke gøres op.

Naturvidenskab er ikke blot kedelig udenadslære, men lige så kreativt som humanistiske og kunstneriske fag. Laboratorieforsøg giver sjældent sort-hvide resultater, for data skal fortolkes og indskrives i en relevant faglig sammenhæng for at give mening, og konklusioner skal kunne indgå i en løbende videnskabelig dialog med fagfæller, som modsiger og kritiserer og derved over tid sætter nye horisonter op for de respektive forskningsfelter. Naturvidenskabelige forskere er heller ikke altid enige i deres udlægninger – se blot på klimaforskerne, hvor en gruppe mener, at klimaforandringerne skyldes menneskeskabte udslip af drivhusgasser, mens andre hælder til teorien om solens påvirkning.
Inden for den tekniske forskning er der mange eksempler på, at faggrænserne sløres og mister deres indbyrdes autoritet. Inden for nanoteknologien ser man således et opbrud mellem klassiske fag som fysik, kemi og biologi i takt med, at de enheder, som forskerne arbejder med, bliver mindre og mindre. Det er ikke længere så relevant, om det er fysik, kemi eller biologi man taler om. Det vigtige er: Hvad kan vi gøre på en milliardtedel af en meter?
Inden for PC-udvikling kan man kun udnytte programmørens kompetencer optimalt, hvis programmøren har kolleger, der ved noget om brugernes præferencer og kan udvikle skærmbilleder efter brugernes krav og behov. Inden for underholdnings- og oplevelsesbranchen kræver udviklingen af nye spil både kompetencer inden for matematisk modellering samt viden om, hvordan man skruer en god historie sammen, og hvordan man skaber troværdige hovedpersoner, som spillerne/forbrugerne kan identificere sig med. I spilvirksomhederne arbejder humanister og designere sammen med dataloger, arkitekter og ingeniører og fremstår derigennem som en slags vidensamfundets avantgarde.

Pointen er, at hvis vi fortsat opretter en mental skelnen mellem de hårde og bløde fag, spænder vi ben for os selv i forhold til udviklingspotentialerne inden for en lang række af vidensamfundets motorer: Uddannelse, forskning, produktion og innovation. Det er helt unødvendigt. For hvad kendetegner det vidensamfund, vi skal fremtidssikre? Hvad skaber merværdi, originalt og nyt? Hvad gør produkter og services unikke?
Det gør de løsninger, som findes i samspillet og snitfladerne mellem fagene. Det gør vores evne til at tænke kreativt og ukonventionelt, tænke ud over etablerede strukturer og samtidig udøve den faglige og professionelle selvkritik, der kan bane vejen for nye produkter – og dermed ny vækst. Det gør den praktiserede tværfaglighed – den type samarbejde, som ikke skelner mellem hvad fagene hedder, om de er hårde eller bløde, men i stedet fokuserer på, hvad fagene kan bidrage med til et fælles mål, og hvad fagenes udøvere kan tilføre det fælles projekt – hvad enten dette projekt udspiller sig på forskningsinstitutionen, i virksomheden eller i det omgivende samfund.
Det er naturligvis vigtigt, at vi opretholder en vis forskel i arbejdet med fagenes indhold. Dansk og matematik er ikke det samme, og i folkeskolens ældste klasser skal der stadigvæk undervises separat i fysik, kemi og biologi, for at skabe en dybere forståelse hos eleverne for disse fags selvstændige kvaliteter. Men disse forskelle reproduceres alt for ofte til stereotyper om hårde og bløde fag, som ødelægger nuancerne og undergraver arbejdet med den fællesmængde, som fagene også danner. Vi må væk fra dyrkelsen af de små forskelles narcissisme. Den er uforenelig med vidensamfundets krav om at tænke og skabe nyt.

*Niels Olsen er antropolog og Lia Leffland er civilingeniør, Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her