Læsetid: 9 min.

DEBAT

Debat
5. juli 2004


Hallo Haarder
*En dansk pige udvises fra USA. Hun har sine forældre derovre, hun lider af en alvorlig sygdom, der kun kan behandles dér. Amerikanske paragrafryttere sender hende til Kastrup lufthavn – jeg forstår hendes smerte.
Hvad tænker Bertel Haarder, når han ser dette indslag i vores verden?

Ole Fischer Thomsen, Hillerød

Godt papir
*Min lille skævøjede og højt elskede guddatter Nanna på otte et halvt år er endnu ikke så skrap til at læse.
Så Information er hendes yndlingsavis: Masser af hvide felter, man kan tegne på, og kæmpestore billeder, der kan farvelægges.

Kjeld Chr. Krarup, København Ø

Minister på heksejagt
*Videnskabsminister Helge Sander skrev i Information den 30. juni om regeringens planer for bekæmpelse af børnepornografi og anvendte i den forbindelse et særdeles stødende og helt uberettiget ordvalg, idet han referede til »pædofilgrupper og andre kriminelle organisationer.« Jeg var selv medlem af den nu opløste danske Pædofilgruppe, som var en forening fuldstændig på linje med andre interesseorganisationer, og som var den eneste af sin art i Danmark. Hverken jeg eller andre befattede os med kriminalitet, ej heller børnepornografi, og foreningen var på intet tidspunkt i konflikt med myndighederne.
Så hvad i Himlens navn bringer et regeringsmedlem til at fremsætte påstande, som er grebet ud af luften, og som uvægerligt må bidrage til at forstærke den stigmatisering, landets pædofile minoritet er udsat for? Vi fra den nu opløste forening ser med stor utålmodighed frem til resultatet af den undersøgelse af vore aktiviteter, Rigsadvokaten er i færd med at foretage. Den vil fuldstændig dementere al den gemene sladder, man har forfulgt os med fra mange sider, og som end ikke Folketinget og regeringen har undset sig for at deltage i.

Tom Kristensen
Kolding

En rigtig ateist
*Uden at tage ikke-troende præster i forsvar, vil jeg gerne påpege, at heller ikke ateister altid er konsekvente i forhold til deres påståede idealer. Jeg kender mange af slagsen, som har en religiøs forestilling om, at et menneske har en slags »sjæl«. De tror, at der er grund til at have medlidenhed med et menneske der mishandles, fordi det rummer en sjæl, som kan »føle smerte«. De kan ikke indse, at mennesket blot er en maskine, som jamrer, fordi den er PROGRAMMERET til at jamre – på samme måde, som man ville kunne få en PC til at skrive: »Av av det gør ondt« hver gang man skriver: »Nu slår jeg dig« og trykker ENTER.
En sand ateist må afvise forestillingen om en »indre iagttager« såvel som andre dæknavne for »sjæls« begrebet, ELLER beskrive hvad PC-en »føler« når den kører det førnævnte program.
Både religiøse og ateister synes enige om eksistensen af en »skabende kompleksitet«, uenigheden går på hvorvidt den er intelligent eller ej, hvorvidt det skabte kan være klogere end skaberen. En ordentlig ateist burde tage afstand fra selve begrebet »skabende kompleksitet«.
Den mest konsekvente ateist jeg nogensinde har mødt, var søn af en kordegn (med bordbøn i hjemmet langt op i 70’erne). Han mente følgende tre sætninger måtte gælde:
1) Der har aldrig eksisteret noget univers, og ingen begivenheder har nogensinde fundet sted.
2) Der eksisterer i dette øjeblik intet univers, og ingen begivenheder finder sted.
3) Der vil i al fremtid aldrig opstå noget univers, og ingen begivenheder vil kunne finde sted.
Hans pointe var, at disse sætninger ikke kunne modsiges på et objektivt grundlag. Ethvert forsøg på at råbe »Jo fandenme findes der noget« ville være subjektivt og derfor uvidenskabeligt.

G. Petersen
Hornslet

Sexede Søren Gade
*Spørgsmål til den liberale forsvarsminister Søren Gade: Må sexhungrende danske soldater også være pædofile i Danmark? Kan danske soldater i udlandet ikke holde sig på måtten i deres tjeneste i udlandet, skal de straks sendes hjem. Hvad er det egentligt de danske soldater i det forhenværende Jugoslavien forsvarer? Deres mandlige rettigheder eller dem, der er svagest i samfundet, ofre for kriminalitet, børnene? Det er godt jeg kun er dansker af fødsel og ikke af overbevisning. Ellers havde jeg været meget beskæmmet og skamfuld over danske soldaters sexkøb i udlandet. Nu er jeg bare gal over sådan noget svineri, mens jeg kommer i tanke om revyvisen, sådan er kapitalismen, hvor kapitalismen er erstattet med imperialisme. En total mangel på respekt for kvinder og børn i andre lande.

Holger Terp
Det danske fredsakademi

I gæld til USA
*Kritikken hagler ned over USA i øjeblikket, men lad os nu bevare proportionssansen. Som franskmændene siger, så kan man ikke lave omelet uden først at slå æggene i stykker. Og de må jo vide, hvad de taler om, da de for 60 år siden var de første, der blev befriet og dermed også de første der fik lov at smage, hvad invasionen førte med sig, først af bombninger (titusinder af døde), siden af plyndringer og vilkårlige voldtægter (der blev straffet ved, at man hængte et par sorte).
Den franske journalist, Rémy Ourdan, skriver i Le Monde den 29. juni, at en amerikansk soldat for et par måneder siden voldtog en pige, Zarah, foran den celle i Abu Ghraib, afdeling 1A, hvor hendes bror sad, så han og andre kunne kigge på. Men hvorfor skulle irakiske kvinder behandles bedre end amerikanske kvindelige fanger, der også bliver voldtaget, og hvor anmeldelser kun bliver taget alvorligt, når følgerne er graviditet, fødsel i lænker og fratagelse af barnet? Hvorfor i det hele taget bekymre sig om fangernes forhold i fængslerne? Hvis de overhovedet befinder sig bag lås og slå, så er det jo med Lene Espersen ord, fordi de selv har valgt det. Eller også er det fordi, de er blevet angivet af andre irakere, for de 60 dollar, som Rémy Ourdan skriver, er prisen for at udpege en anden som terrorist.
Vi må vise forståelse for soldater, der har valgt at sætte livet på spil for at befri irakerne (eller for at hævne de dræbte under Golfkrigen i 1991). Hvorfor skulle de ikke have lov til at skeje lidt ud, slå fangerne, lade dem stå sammenbundet i tre dage og samtidig nægte dem føde, pisse på deres mad, når de endelig får den, eller pisse dem direkte i hovedet, alt sammen mens der spilles knaldhøj vestlig musik? Og hvorfor skulle de ikke have lov til at lade irakerne grave et halvanden meter dybt hul, beordre dem ned i hullet og dække dem til, så kun hovedet er frit, mens der skydes til måls mellem dem? Irakerne blev jo netop ikke dræbt, hvad de ville have været blevet, hvis det var Saddam, der stod bag.
Og hvis alt dette endelig var forkert eller forbudt, så har forsvarsminister Donald Rumsfeld jo allerede sagt undskyld (for, at han ikke i tide forstod at forhindre billederne af tortur i at nå ud til offentligheden, hvor de har gjort så megen skade). Hvad mere kan man forlange?
Lad os derfor ikke glemme at vi står i gæld til Amerika, og at de overgreb, som vi har set indtil nu, ikke er for noget at regne mod, hvad Saddam var i stand til. Og til Anders Fogh vil jeg sige, at hvis lejligheden viser sig en anden gang, så skal vi igen stå på den rigtige side, for vi kan jo som bekendt ikke klare os uden USA, og det er deres værdier, vi deler.

Bjørn Paarmann
ph.d.-studerende

EU-vingesus
*Professor dr. jur. et phil. Ditlev Tamm beskriver (Inf. 30. juni) hvorfor han er så begejstret for den nye EU-grundlov: ’Det er jeg, fordi det er en tekst, som så tydeligt er skrevet af mennesker, der har sans for historiens vingesus. Alene det, at den starter med et citat om demokratiets væsen, som fører tilbage til demokratiets vugge i Grækenland.’
Det omtalte citat er af Thukydid. Systemet han kendte for 2400 år siden var forfærdeligt at leve i for de fleste. Kun mænd med ejendom kunne deltage i valg. Kvinder og de mange slaver blev ikke regnet for meget mere end dyr.
Hvis det skal kaldes for historiens vingesus så forstår jeg bedre professoren! Med den nye traktat kan EUs centralmagt udvide sin magt uden at borgerne skal spørges. ’EU interesserer jo ikke borgerne, så hvorfor forstyrre dem med flere afstemninger,’ som det hedder med et vingebaskende citat fra dagens europæiske debat.

Mikael Witte
forfatter

Misbrug af bedsteforældre
*Kvindeligt selskab har været vildt ophidset over en annonce , der forestiller to nøgne kvinder , der er så optaget af hinanden, at de næsten glemmer den alkoholdige læskedrik de reklamer for.
Efter min mening er hovedproblemet ikke så meget, at der fremstilles nøgne mennesker. Det har været tema i kunsten i årtusinder, både mænd og kvinder har forlystet øjnene  med deres utilslørede ynder.
Et langt større problem er, at alt kan bruges til at tjene penge. Jeg husker en reklame for et par år siden, hvor det smukke forhold mellem en bedstefar og hans barnebarn bliver sovset ind i en salgsituation for nogle bolsjer. Som bedstefar er jeg dybt forarget over, at mine følelser bliver kommercielt udnyttet på denne måde.
Så foretrækker jeg at se på et par nøgne kvinder, der ikke giver sig ud for at have andet end almindelig kønslig interesse for hinanden.
Når selv de dybeste følelser kan bruges til at sælge er vi langt ude, så glem dog den nypuritanske sexforargelse og kritiser dog den langt mere gennemgribende indtrængen i menneskers liv som udnyttelsen af følelser repræsenterer.

Peter Lawrence Brooker
Viceborgmester Gladsaxe
og bedstefar

Røde lejesvende igen
*En kommentar i anledning af Georg Metz’ Intermetzo (den 26. juni), hvor jeg forstår pointen således: Det borgerlige kulturflertal er ved at demontere DR til ren markedsmedie – læs fordummelse – på bekostning af dannelse, finkultur og almindelig debat på et højt kvalificeret niveau.
Det er sikkert helt rigtigt – jeg er enig, men at det sker i en uhellig alliance med resterne af det, du benævner den forbenede venstrefløj, er helt hen i skoven. I givet fald vil jeg gerne se en mere argumenteret dokumentation for det, end du giver, hvor du nøjes med at udpege to direkte ansvarlige: Chr. Nissen og Leif Lønsmann.
Fem-seks gange definerer du denne flok, og jeg citerer brudstykkevis: »...de gamle kapitallogikere og kulturrevolutionære – kulturfjender…nemlig den doktrinære del af venstrefløjen..de mest forbenede af 68-overleveringen.
Fortsat tager man kun i indforståede kredse ordet dannelse i sin mund og skynder sig også der at tilføje sine forbehold. – De mest forbenede af marxisterne dengang – i universitære kredse de toneangivende oprørere, som forstod at skaffe sig position – var oftest også de mest indædte i kampen mod dannelsen og finkulturen...osv.
De folk …sidder nu trygt på betydningsfulde poster, som de nidkært varetager, inspireret skulle man tro af regimerne i Østeuropa dengang...markering af 68’s negative langtidseffekt...i færd med at gennemføre en kulturrevolution fra toppen og ned.
Den afsky, foragt og vrede, 68’ernes munkemarxistiske oppositionelle elite dengang etablerede mod den borgerlige finkultur…har nu endelig fået institutionelt friløb ved de samme personer«.
Hvem er disse skumle personer ?
Jeg husker ikke Chr. Nissen som benhård kapitallogiker fra dengang – eller Lønsmann.
For jeg befandt mig på universitetet blandt venstrefløjens hårde kerne fra 1970-1982 og som medlem af VS og Enhedslisten de seneste 30 år burde jeg jo nok kende dem. Den gang i 70’erne begik vi da bestemt fejl, og der var et til tider meget ubehageligt og voldsomt politisk klima. Nogle af os har da sikkert også dengang sagt: »Ned med den borgerlige dannelse !« og har siden fortrudt.
Men der findes i alle lejre altid opportunister og skiderikker, som bruger uddannelse, organisationer mv. som afsæt for egne karriereinteresser. Om et særligt lag af disse 68’ere, eller bare nogle få nu er ved at omkalfatre mediebilledet må du dokumentere med nogle navne.
Der har været mange tusinde medlemmer i VS gennem tiderne, eller er det KAPere, som du hentyder til ? I min omgangskreds i dag af stadigvæk mere eller mindre venstreorienterede pædagoger, bibliotekarer, lærere og arbejdsmænd m.fl. hører man både P1 og ser DR2, så det er ikke derfra ønsket om markedsgørende fordummelse kommer.
Som kulturradikal (og det er en ros !) burde du om nogen droppe en sådan argumentationsform, som jo ligner Søren Krarups.Så det er rent vrøvl at højrefløjens ødelæggelse af DR, er lig virkliggørelse af det mest forbenede af 68-overleveringens projekt, opgøret med den borgerlige finkultur.

Flemming Gundersen
Viborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her