Læsetid: 3 min.

Fortiden, et fejlslagent projekt

Godt der stadig er folk som Ditlev Tamm, der har en kulturel ballast, som de kan berige samfundsdebatten med, for når hans generation ikke er længere, så bliver her fandeme kedeligt og gråt
Debat
19. juli 2004

Kommentar
Mikael Wittes svar til Ditlev Tamm i denne spalte den 5. juli er symptomatisk for en hel efterkrigsgeneration og dens efterplaprere. Ditlev Tamm taler om historisk vingesus og om Athen som demokratiets vugge, og Mikael Witte svarer, at kvinder, børn og slaver ikke havde gode kår i Thukydids´ Grækenland. Det minder om kvindebevægelsen, som helt alvorligt frarådede at læse Aristoteles, fordi han ikke ligestillede kvinden med manden.
Men jeg kan nu komme med den revolutionerende nyhed, at både Thukydid og Aristoteles er døde for meget meget længe siden, og hvor de end måtte befinde sig, så er de sikkert ravruskende ligeglade med, om vi interesserer os for det antikke Grækenland eller ej. Hvis vi ikke gør det, er det synd for os.
Men hvis man synes, at antikken er vigtig, så er det, fordi et grundigt kendskab til hele den europæiske historie er et uundværligt element i forståelsen af, hvem vi danskere er i dag. Et overblik over udviklingen er samtidig en garant mod den opfattelse, at det danske demokrati er vokset op helt af sig selv, som var det en champignon, og at der skulle være noget specielt ved den danske jord, som skulle have givet de bedste vækstbetingelser.
Det synes efterkrigsgenerationen ikke. Således blev Roskilde Universitetscenter etableret med den eksplicitte klausul, at der ikke skulle undervises i antikken og middelalderen. For nogle år siden gik det så op for denne såkaldte progressive institution, at det ikke var muligt alligevel, hvorfor man ansatte Brian McGuire som professor i middelalderstudier. Men antikken synes man altså stadig kan undværes.
De gamle dage var nemlig noget lort. Folk var ustandselig i krig, og soldater dræbte andre soldater, men også civile, og de voldtog kvinderne. Det er jo helt anderledes end i dag! Og så var der slaverne, som gjorde det muligt, for de frie borgere at forlyste sig med uproduktive sysler som filosofi og den slags.
Jeg vil ikke på nogen måde forsvare slaveriet, men når man i dag kan købe sig et par lædersko til 399 d. kr., eller et kilo kaffe til langt under en tyver, tror man så, at de er fremstillet af et velbetalt, overenskomstdækket fagforeningsmedlem?
Venstrefløjen herhjemme skulle forsøge at udstrække sit sociale engagement til at omfatte andre lande også. Det kan blandt andet ske igennem optagelsen af alle tidligere østbloklande i Den Europæiske Union.
Det kommer ikke bag på mig, at nogle ikke kan lide udtryk som »historisk vingesus«, for det forudsætter en indsigt, de ikke selv besidder. Denne pinlige situation kan man klare på to måder: 1) man kan læse bøger, og hvis man er helt blank, kunne man begynde med Dietrich Schwanitz’ Bildung, Alles, was man wissen muss, München 2002 (700 siders kondenceret almendannelse), eller 2) man kan forsøge at bilde sig selv og andre ind, at det man ikke ved, er ligegyldig viden. Det er desværre den anden løsning, der vælges oftest, og det betyder, at der er meget lavt til loftet hjemme hos de toneangivende debattører og meningsdannere. Og det er forklaringen paa, hvorfor reformpædagogernes bøger er så ulideligt jævne.
Vi skal være glade for, at der stadig er folk som Ditlev Tamm, der har en kulturel ballast, som de kan berige samfundsdebatten med, for når hans generation ikke er længere, så bliver her fandeme kedeligt og gråt. Konfronteret med det seneste resultat af 3000 års europaæisk civilisationshistorie kan man nogle gange få lyst til at sige: »Duer ikke, om igen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her