Læsetid: 5 min.

Guatemalas triste jubilæum

Da Guatemala blev ramt af kommunistforskrækkelsen
Debat
6. juli 2004

International
De senere måneder har vi set billeder fra Irak, der har rystet os i den vestlige verden, for det passede jo ikke til det billede, vi havde af os selv. Men måske er netop det billede mere sandfærdigt. I hvert fald af supermagten USA, der de sidste 100 år har skaltet og valtet med en del af verden, vi normalt ikke beskæftiger os meget med her til lands, nemlig Latinamerika. Den virkelighed, som landene i USA’s baggård har levet under siden Theodor Roosevelt i starten af det 20. århundrede lancerede den ’store stoks politik’, er efter den kolde krigs ophør blevet et vilkår for alverden.
En enkelt episode i denne udvikling kan fejre 50 års jubilæum. Stedet er Guatemala.
Forhistorien er den, at landet i 1944 fik en demokratisk valgt regering, ledet af universitetslæreren Juan José Arevalo, som indledte et omfattende reformprogram, som rokkede ved den tidligere elites magtmonopol. Under hans efterfølger, en yngre officer ved navn Jacobo Arbenz Guzman, fortsattes reformarbejdet. I 1952 indledtes en tiltrængt jordreform med uddeling af jord til fattige landarbejdere, men det gik bl.a. – i marts 1953 – ud over jord tilhørende det mægtige amerikanske selskab United Fruit Co (UFCo) – i dag United Brands (Chiquita). Godt 93.000 ha uopdyrket jord blev nationaliseret. UFCo krævede 15,8 mio. dollars i erstatning, men fik kun sølle 609.572 svarende til selskabets egne opgivelser til det guatemaltekiske skattevæsen. Og så var fanden løs.
UFCo henvendte sig til udenrigsministeriet, der krævede en »øjeblikkelig, passende og effektiv erstatning«. Arbenz svarede igen med en erklæring om yderligere ekspropriation.
I Washington, hvor reformstyret i længere tid havde været anset for en trussel mod amerikanske interesser, stemplede man nu åbenlyst Guatemala som sovjetisk satellit, da bl.a. landets diminutive kommunistparti i 1952 legaliseredes. Man henviste til Monroe-doktrinen om et internationalt angreb på den vestlige halvkugle, hvorfor USA havde ret til at intervenere for at forsvare »ejendomsret, liv og sikkerhed«, som UFCo’s præsident udtrykte det. Dette internationale angreb var synonym med kommunisme.
Sagen var jo, at Guatemalas eksempel kunne smitte og dermed true andre af regionens autoritære ledere som Nicaraguas Somoza og Den Dominikanske Republiks Trujillo. For at sætte en stopper for Arbenz styrets frækhed indkaldte USA til en OAS-konference i Caracas i marts 1954, hvor det lykkedes USA’s udenrigsminister John Foster Dulles at få vedtaget en resolution, der fastslog, at »den internationale kommunistbevægelses aktiviteter var indblanding i indre amerikanske anliggender, hvorfor de amerikanske stater måtte tage de nødvendige forholdsregler.«
Umiddelbart efter leverede USA våben til Honduras og Nicaragua, hvor exil-guatemaltekere i længere tid åbenlyst havde forsøgt at destabilisere Arbenz-styret. Og i maj 1954 kom det ’endelige bevis’ for det kommunistiske komplot i Guatemala, da et svensk skib meddeltes at være på vej fra Stettin til Guatemala med en ladning tjekkiske våben. Her var den endegyldige ’trussel mod freden’, hvorfor en exil-guatemaltekisk ’befrielseshær’ udstyredes og organiseredes af CIA og det amerikanske udenrigsministerium samt finansieredes af UFCo.

Anskuelsesundervisning
Vi har at gøre med et tilfælde, hvor der er tale om et sjældent sammenfald af personlige og storpolitiske interesser. Udenrigsminister John Foster Dulles havde i årevis været aktionær i og juridisk rådgiver for UFCo, mens hans bror, Allan Dulles var leder af CIA samt af en indflydelsesrig erhvervslobby. En anden af topfolkene i CIA, general Bedell Smith blev året efter valgt ind i UFCo’s bestyrelse, mens storaktionær Henry Cabot Lodge ledede USA’s FN-delegation, der kom til at spille en afgørende rolle i slutfasen af denne anskuelsesundervisning i amerikansk magtbrynde. Den senere guatemaltekiske præsident Ydigoras Fuentes omtaler i sin selvbiografi – My War with Communism – hvordan han i sit exil blev passet op af et par herrer fra CIA og en repræsentant for UFCo, der tilbød ham at lede kontrarevolutionen, hvilket han dog afslog. I stedet gik hvervet til oberst Castillo Armas, der 18. juni 1954 gik ind i Guatemala med 300 mand. Den næste halve snes dage udkæmpedes småkampe mellem ganske små styrker. Befolkningen forblev passiv, primært antagelig fordi ’uidentificerede fly’ bombede større og mindre byer rundt om i landet. Senere indrømmede præsident Eisenhower, at disse fly med overmalede nationalitetstegn var amerikanske – betjent af ’frivillige US-piloter’.
Imens arbejdede USA i FNs Sikkerhedsråd, hvor Cabot Lodge nægtede at tage sagen op, da det jo drejede sig om en borgerkrig, der burde tages op regionalt i OAS. Imens gik tiden, og da Guatemalas væbnede styrker nægtede at kæmpe mod deres egne og opfordringen til at lave en folkemilits blankt afvistes, ja, så var Arbenz dage talte. Om aftenen den 27. juni gav han op, og den 2. juli indsattes oberst Armas som leder for en junta.
Den tidligere præsident Arevalo skrev et par år senere bogen The Shark and the Sardines, hvor hajen USA sluger de sagesløse småfisk, hvis ikke de retter sig efter supermagtens dagsorden. Demokrati og frihed for individet er floskler, der anvendes efter forgodtbefindende. Reelt er og bliver de en by i – Rusland.
Historien virker velkendt. Den lange smædekampagne mod et uønsket styre (i dette tilfælde endog demokratisk), der erklæres for at være en trussel mod freden, og følgelig må fjernes. Og bliver det. Især tankevækkende er det kaos, der siden hen fulgte i Guatemala, thi resten af historien beretter om et land badet i blod. Indtil midt i 1990’erne har Guatemala været et af verdens absolut mest voldelige samfund, hvor især paramilitære dødspatruljer har skabt død og rædsel især blandt den store indianske befolkning. Antagelig er godt 200.000 dræbt eller forsvundet – endnu flere flygtet.
I novellesamlingen Weekend i Guetamala lader den guatemaltekiske forfatter og nobelpristager Miguel Angel Asturias i en af sine historier en lokal turistguide selv tage rattet på en bustur op ad en af landets berømte vulkaner. Efter nogle hæsblæsende sider, hvor læseren venter på katastrofen – dog stedse med det forbehold, at manden da må komme til fornuft – sker der uundgåelige til sidst. Rejselederen styrter bussen med alle dens amerikanske passagerer i afgrunden i desperation og afmagt.
I sit stille sind kan man spørge sig, hvoraf terrorismen opstår og næres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her