Kronik

En hilsen fra nå-generationen

Al den snak om generationer bygger på løst grundlag og afleder samtalen fra mere væsentlige diskussioner
19. juli 2004

Kronik
Første gang, jeg mødte benævnelsen »nå-generationen«, var under læsning af Dagbladet en vinteraften i 1979 – eller måske var det 1980. Jeg mener i hvert fald, at jeg under dette første møde var cirka 13 år. Jeg var meget i tvivl om, om denne nye generationsbetegnelse havde noget med mig at gøre, da jeg umiddelbart havde svært ved at genkende de generationskarakteristika, som nå-generationen blev tillagt. Det fremgik af Dagbladet, at det var folk på mine forældres alder, der havde opfundet eller udbredt det nye navn til nutidens (det vil altså sige datidens) unge. I årene, der fulgte, blev det klart for både mig og andre på min alder, at nå-generationen skam var os. Vi var efter de voksnes mening så nå-agtige, at vi gjorde os fortjent til den her generationsstigmatiserende mærkning. Det har jeg altid haft det ret mærkeligt med, for jeg har aldrig kunnet begribe, hvordan alle de rigtig mange mennesker på min alder under ét kunne opleves og udpeges som nogen, der optrådte med ligegyldighed og passivitet og desuden var upolitiske og usynlige. Hvorfor så vi sådan ud, når andre så os? Kunne de andre ikke få øje på BZ, børnemagt, Sorte Klat, Kulørte klat eller Next Stop, som var nogle af de steder, som jeg og mange af mine jævnaldrende deltog i, kendte eller beundrede. Var det umuligt at opdage de intense politiske slagsmål, der udspillede sig i og imellem alverdens ungdomspolitiske organisationer som SUF, SFU, KU, KG, GLO, DGS, DKU, DSU, LOE og fanden og hans pumpestok?
Ja. Det var det åbenbart. Selv om vi iværksatte den største politiske elevmobilisering i Danmark nogensinde, der kulminerede i demo’en foran undervisningsministeriet og Bertel Haarder i protest mod det såkaldte Rexonacirkulære i 1983. Selv om unge i 80’erne troppede op hos Socialministeren med et regnestykke, der viste, at det var umuligt at eksistere på Sultecirkulæret, en generationsspecifik anordning, der med ca. 1.700 kroner i månedlig ydelse skulle motivere os til at træde ud af ungdomsarbejdsløsheden. Vores politiske manifesteringer i og over for 80’ernes økonomiske tilbageslag, der ramte os både socialt og økonomisk, kvalificerer af en eller anden grund ikke som synligt og/eller politisk relevant hos dem, der i kraft af deres alder definerer sig ud af nå-generationen.
Det er naturligvis forudsigeligt, at ’min generation’ i lighed med unge både før og siden bliver pukket på af dem, der er ældre. Men det overrasker mig noget at se Pernille Rosenkrantz-Theil og Mads Nørgård kappes om at gentage de generationsstigmatiserende og stereotypiserende postulater. Begge gør de et nummer ud af, at de i kraft af deres alder (som er faretruende tæt på nå-generationens?) lige præcis ikke er en del af denne ulyksalige demografiske dødvægt. Som sagt har jeg vanskeligt ved at forstå begrundelserne for den ikke just ærefulde udnævnelse, som folk på min alder har modtaget. Men frem for at forsøge at udgrunde, hvorfor Pernille og Mads og de andre finder det relevant at sætte den halvgamle generationsmærkat på os, var det måske en idé at overveje effekterne af generationsgenereringen.

For det er jo det, det er: generationer findes ikke per se, men opfindes til lejligheden. Den aldersgruppe, der gennem mange år blev kaldt 68’erne med henvisning til det mangeartede transformeringsprojekt, der dateres til 1968, kaldes også »det grå guld« – hvis det passer bedre til lejligheden. De mennesker, der er unge nu, omtales som zappergenerationen, den forkælede generation og generation fucked-up, afhængigt af, hvem der taler, og hvad de ønsker at tale om. For nogle år siden skulle folk på min alder hedde generation x, vist nok med henvisning til en særlig generationel ironisk tilbøjelighed. Uanset hvilket generationsnavn, man benytter sig af, implicerer generationsmærkaten imidlertid en entydig sammenhæng mellem på den ene side fødselstidspunkt og livsvilkår og på den anden side, hvad man gør, og hvem man er. I Pernille Rosenkrantz-Theils generationsmarkering bliver det til, at de mennesker, der var mellem 25 og 35 år i 1989 alle blev ramt på en særligt afpolitiserende måde af Østblokkens afvikling og herefter kun har interesse for deres huse, biler og hunde. Men for at udpege en bestemt aldersgruppe som nogen, der passer ind i denne stereotypi, må man nødvendigvis gøre sig blind for alt det, der ikke ser sådan ud. For mig at se er der ingen som helst grund til at antage, at de af mine jævnaldrende, der interesserer sig for hus, bil og hund, gør det som følge af Murens fald, i modsætning til alle de temmelig mange andre mennesker med samme interesser. Det er den ene af generationsgenereringens blindheder: at udpege et helt almindeligt forekommende menneskeligt fænomen og gøre det til et karaktertræk, der eksklusivt tilhører en bestemt aldersgruppe.

Den anden blindhed består i ikke at kunne se det forskelligartede. Det er den blindhed, som gør det muligt at beskrive folk på min alder som nogen, der allesammen reagerer på samme måde på de historiske, sociale og/eller politiske tildragelser, vi møder.
Pernille Rosenkrantz-Theil ser alle mennesker mellem 35 og 45 år som nogen, der udelukkende opholder sig i ’det nære’. Det nære forstået som det, der ikke er politisk, men usynligt. Og det er nok den blindhed, som set her inde fra ’nå-generationen’ stadig er den mest ejendommelige. Som en slags dejá-vu til Dagbladet 1979. Hvorfor er det umuligt at få øje på de kvinder og mænd på min alder, der ligesom jeg selv er involveret i politik – blandt andet i den kvindebevægelse, som Pernille Rosenkrantz-Theil nævner?
Det skyldes måske en tredje blindhed. Nemlig den, der gør det muligt kun at se det, man selv kender og vedkender sig. For eksempel kun at se politiske partier som det synlige i politik. Eller at se forbi eller igennem de steder i kvindebevægelsen, som befolkes af mennesker på min alder. Som for eksempel kønsforskningen. Et sted jeg ikke selv kan undgå at se, for det er blandt andet her, jeg befinder mig. Jeg mener, at forskning er politisk. Men i Pernille Rosenkrantz-Theils version af politisk og/eller kvindebevægelsesrelateret deltagelse bliver bestemte menneskers deltagelse usynlig til fordel for andres – måske især egen?
For nu er vi ved effekterne af generationsgenereringen. Ved hjælp af tre blindheder kan en generation genereres som: dem, der er født på tidspunkt x (f.eks. 60’erne), og som derfor er de eneste, der gør y (f.eks. interesserer sig for hus, bil og hund). Og: dem, der er født på tidspunkt x (f.eks. 60’erne) og som derfor allesammen gør y (f.eks. siger »nå« til alt). Og endelig: dem, der er født på tidspunkt x (surprise: 60’erne), og som derfor er umulige at få øje på, når de gør y (f.eks. det samme som Pernille og alle mulige andre).

Effekterne af at tænke og tale i generationsstigmatiserende stereotyper kan jeg bedst anskueliggøre med en tv-udsendelse, jeg så for et års tid siden. Radioværten og ’68’eren’ Kjeld Koplev skulle diskutere med en yngre (yngre end Koplev forstås) mand om, hvilken generation, der ragede mest til sig på den anden(s) generation(s) bekostning. Diskussionen tog så afsæt i, om det er mest grådigt at have friværdi i huset og stor pensionsopsparing eller gratis uddannelse og børneorlov. Tja.(Vi kunne jo afgøre det med en rask lille tværgenerationel folkeafstemning).
Problemet ved generationsstereotypiseringens effekter er, at det afleder opmærksomheden fra alle de mennesker, der på trods af deres generation hverken har friværdi eller pensionsopsparing, uddannelse (gratis, fy!) eller børneorlov. Og det bliver umuligt at se, at alle aldersgrupper har en nå-generation. Det var som bekendt et mindretal af dem, der var unge i 1968, der var hippier, rødstrømper og/eller boede i Thylejren subsidiært i kollektiv . En masse unge i tiden omkring1968 var ikke politisk engagerede og levede mere eller mindre som de, der var ældre, gjorde. Og en masse af dem, der er unge (ligeså unge som Pernille forstås) i 2004, er stærkt optagede af at finde en ejerbolig, de kan betale samtidigt med deres bil og eventuelle kæledyr.
Effekten af generationsgenerering er, at den spærrer for det væsentlige. Nemlig for en samtale om, om der er en modsætning mellem det at interessere sig for sine nære omgivelser og det at være politisk aktiv. Om hvad og hvordan politisk engagement kan være. Om det er muligt og ønskeligt både at have stort økonomisk råderum for folk over 60 og at give folk under 60 økonomisk mulighed for at uddanne sig og få børn. Det vil jeg gerne snakke med Pernille og andre folk i alle aldre om, og det er jeg sikker på, at mange andre på min alder også godt vil. Nå?

*Jo Krøjer (f. 1966) er kønsforsker, Ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu