Kronikken
Det undertippede græske landshold har givet os en værdifuld påmindelse om fodboldens sjæl. Det minder os om et hoppende landshold på rådhusbalkonen i København og »Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei«. Var det ufortjent denne gang? Måske lidt. Var vi ligeglade? Helt og aldeles!
De burde skamme sig, grækerne. Hvad ligner det, at 11 ukendte, ufotogene og usexede mænd fra Balkan, af alle steder, først at kvalificerer sig direkte til EM-slutrunden og dermed sende farverige Spanien ud i risikable play-off-kampe mod endnu mere usexede Norge, for derefter blot at spille sig i finalen og sågar have den frækhed simpelthen at vinde europamesterskabet eller EURO 2004 som UEFA har døbt turneringen med en træfsikker fortalelse, gamle dr. Freud ville have fået meget ud af.
Og så ham deres træner! En pompøs pølsetysker med hjelmhår og stenansigt, som med sin feje taktik og evindelige analyser ødelagde både franskmændenes og tjekkernes smukke spil og hele to gange bragte portugiserne på grådens rand med svineheldige etmålssejre. Det er næsten ikke til at holde ud!
I hvert fald ikke, hvis man har ladet sig forføre af den pyntesyge og generelle tendens til æstetisering, der har præget fodboldsporten de senere år på bekostning af alt, hvad der hedder kampvilje, ærgerrighed og fodboldens iboende vildskab i det hele taget. Når Adidas og Nike i dag gør reklame for sig selv og for fodboldspillet, sker det således ikke ved at vise mål på stribe eller sammenbidte atleter med ansigter lysende af koncentration. Hvad viser de så?
For eksempel en ekvilibristisk driblende Thierry Henry, der letsindigt tror sig alene hjemme, men overraskes blandt andre af Manchester Uniteds førstehold og må tage flugten op og ned ad husets gange med bolden klæbende til fødderne. Tilsyneladende skal han dog ikke rigtigt noget sted hen med bolden, bare beholde den, og han fremstår i det hele taget ganske afslappet og har overskud til en kvik bemærkning, da han efter et sjældent øjebliks manglende kontrol kommer til at knuse glasset på et billede af ham selv og træner Arsene Wenger. »Sorry, boss.«
Eller også møder vi de brasilianske verdensmestre i selskab med det portugisiske landshold i spillertunnellen før kampstart. Anfører Figo får lov at mærke på kampbolden af dommeren, men falder hurtigt for fristelsen til at lege med den. Det går straks ud over Ronaldo, ham fra Brasilien, som Figo dribler drillende rundt om, inden han udbryder et løssluppent og spøgefuldt »olé!« Men knapt har han sagt »olé«, før Roberto Carlos har erobret bolden og spillet den videre til en holdkammerat. Og sådan fortsætter reklamefilmen med skiftevis portugisisk og brasiliansk boldbesiddelse begge kendetegnet af stor elegance og fantasi, men uden mål. Fodbold ifølge Nike.
Hos Adidas møder vi igen hele ensemblet af europæiske topspillere, denne gang på vej til Portugal på trendy Vespa-maskiner og med moderigtige styrthjelme i retrolook uden visir. De følges pænt ad, de er kammerater, og i en pause undervejs finder de en bold frem og begynder at lege med den. Der er ikke opstillet noget mål på rastepladsen, men det gør mindre, for spillerne morer sig med driblinger og anden boldleg. Til sidst ankommer de til en sandet boldbane i Portugal, hvor spillet genoptages. Italienske del Piero kommer selvfølgelig for sent, men han når alligevel at lægge op til den ene scoring, der forekommer i filmen. Sandsynligvis på forlangende af jordbundne chefer hos tyskejede Adidas, så det hele ikke går op i hat og brillant teknik.
Fælles for disse tre reklamefilm er den ensidige fokus på boldkontrol og boldbesiddelse. Spillerne skal ikke noget sted hen med bolden, men gør sig til gengæld stor umage med at beholde den på egne og/eller holdets fødder. Og selvom vi således er vidner til en ekvilibristisk boldkontrol, det tager det meste af en menneskealder at tilegne sig, er det værd at notere sig, at ingen af de medvirkende ser ud til at anstrenge sig. Tværtimod gør de meget ud af at signalere deres overskud og ubesværethed med glade smil, kvikke bemærkninger og det inciterende »olé!«, der leder tanken hen på latinsk dans og festivitas. De agerer med andre ord fuldstændigt ligesom cirkusakrobaten, der aldrig affører sig sit tandsmil, uanset hvor meget han koncentrerer sig og anstrenger sig. Det handler nemlig om lethed, om elegance, om uskyld og leg.
Men fodbold, og sport i det hele taget, er meget mere end det, hvilket grækerne netop har givet os en værdifuld lektion i. Fodbold er alvor og ærgerrighed, kampånd og chauvinisme. Fodbold er krig i korte bukser, men ikke desto mindre en krig, der skal vindes. Derfor kan fodbold også være både beskidt og brutal det ligger ganske enkelt i naturen af denne ærgerrige arbejdersport.
Af samme grund er det en misforståelse at vurdere det græske spil ud fra æstetiske kategorier. Når fodboldjournalistik bliver til kunstkritik, er det blot en sublimeret udgave af en gammel kending, nemlig den dårlige taber, der engang kunne nøjes med at tale højt og længe om vinderens urimelige held. Bevares, elegance og uskyldig leg er også en del af fodboldens væsen og langt fra den ringeste, men stadig kun en del. Det ved de fleste, hvis de tænker sig om.
Når Morten Olsen kalder grækernes spillestil for uskøn »stenalderfodbold«, er det altså ikke, fordi manden er voldsomt kunstinteresseret. I stedet er han ude i et apologetisk ærinde som træner for et landshold med en markant anderledes spillestil og markant dårligere resultater p.t. Olsen taler ganske enkelt taktik, og når det kommer dertil, har han faktisk en god sag, selvom han forplumrer sit budskab ved at udtrykke sig som en kunstkritiker.
For skal vi endelig tale taktik, må ingen tro, grækerne har fundet de vises sten. Det er en vigtig pointe. Resultatfodbold og angrebsfodbold er på ingen måde hinandens modsætninger, snarere tværtimod. For en overfladisk betragtning kan det se ud, som om grækerne spillede sikkert, alt for sikkert, men i virkeligheden gamblede de vildt og voldsomt i hver eneste kamp under slutrunden. De satsede nemlig hele butikken på, at modstanderen ikke scorede det første mål, og da det skete alligevel mod Spanien og siden Rusland, måtte de tage til takke med henholdsvis en heldig uafgjort og et klart nederlag. Var det samme sket mod bare ét af de tre stærke hold, grækerne mødte efter den indledende runde, havde pokalen aldrig set Akropolis.
Spiller man til gengæld fodbold med livrem og seler, sørger man for at have så mange offensive kræfter på banen, at man altid har en fornuftig chance for at score mindst et mål mere end sin modstander. Dét er en klog taktik, og hvis man rendyrker den og har spillerne til det (læs: er Brasilien), er det som regel blot et spørgsmål, om medaljen skal være af sølv eller guld. Og så er det endda sjovt at se på.
Men det er bare ikke meningen med fodbold, at det skal være sjovt at se på! Nogle vil selvfølgelig hævde, at hvis alle spillede som Grækenland, ville det blive for kedeligt at overvære, og verdens fodboldarenaer ligge øde hen.
Det er forkert. Fodboldens fascination består ikke i æstetisk nydelse og har aldrig gjort det.
I stedet handler det om en tendensielt chauvinistisk fryd over sejrens sødme. Det handler om den berusende følelse af triumf, når mit hold vinder. Enhver, der bestrider dette, bedes betænke, hvorledes det mon træffer sig, at den kongelige ballet ikke just tiltrækker tusindvis af tilskuere uge efter uge, men at 11 knoldesparkere fra Vestegnen gør. Ballet er for finkulturel og altmodisch? Hvad så med sportsdans og kunstskøjteløb, hvor man konkurrerer knivskarpt på det æstetiske? Hvor er de jublende masser?
Imidlertid har vi stort set glemt, at fodbold handler om noget så banalt som at vinde. Formentlig fordi vi udsættes for en massiv eksponering af reklamer for dekadent ballerinafodbold, og fordi vi stopfodres med Champions League-kampe, hvor ingen kan hitte ud af, hvilket sæt mangemillionærer de skal holde med, hvorfor kun en fad æstetisk nydelse bliver tilbage. Og fordi det er for lang tid siden, Danmark har vundet noget.
Men heldigvis har grækerne nu givet os mulighed for at genopfriske hukommelsen! For hvad er det nu, de blå-hvide jubelscener i Athen minder om? På nær farvesammensætningen minder de om fuldstændigt identiske scener i København for tolv år siden. De minder om et hoppende landshold på rådhusbalkonen og »Deutschland, Deutschland alles ist vorbei«.
Var det ufortjent? Måske lidt. Var det chauvinistisk grænsende til nationalhybris? Det var det vist. Var vi ligeglade? Helt og aldeles! Var det århundredets største fodboldoplevelse for alle danske?
Hurra for Hellas!
*Peter Boe Christensen er tekstforfatter og cand. mag. i idehistorie og medievidenskab
