Kronik
I anledning af 100-året for Hal Kochs fødsel afholdt Krogerup Højskole i uge 26 kurset Hvad er demokrati, hvor adskillige oplægsholdere gav deres bidrag til en demokratiets tilstandsrapport anno 2004. Rapportens konklusion er, at Danmark myldrer med idioter, der måske slet ikke fortjener demokratiet og at befolkning, politikere og medier alle har deres andel i denne udvikling.
Når demokratiet har sejret, vil der ikke længere være brug for at tænke skarpt og udfordrende. Demokrati får folk til at trække sig ind i sig selv og ud af de store sammenhænge. De fokuserer på det nære, mister sansen for fremtiden og ænser ikke den store stat. Der kommer en form for gråhed i vores måde at tænke på, fordi der ikke længere er en frihed at kæmpe for. På den måde bliver demokratiet en trussel mod sig selv.
Dette er historiker David Gress udlægning af den franske politiske forfatter Alexis de Tocquevilles teori om demokratiets indbyggede paradoks. Gress talte ud fra teorien, men mange af kursets oplægsholdere, primært politikere og forskere, mente faktisk, at vi danskere er i færd med at omsætte teori til praksis.
En af dem var Morten Albæk, der mener, at det står særligt grelt til for de 16-30-årige dem, der tilhører Generation Fucked Up. Benævnelsen dækker over en generation, som ikke er villig til at se ud over sig selv. En veluddannet og velstillet generation, der vælger magelige løsninger, og som nøjes med at tage ikonansvar ved i ny og næ at uddele en underskrift eller en skilling til aktive indsamlere. Det skaber et demokratisk underskud og et samfund med egocentriske konsumenter i stedet for engagerede borgere.
At Albæks indignation er berettiget, kunne Lise Togeby, formand for Magtudredningen, bekræfte. Blot kunne Togeby på baggrund af projektet fastslå, at det ikke kun er for en enkelt generation, men for en hel nation, at der er grund til bekymring. Godt nok er befolkningen blevet mere engageret og handlekraftig i løbet af de seneste årtier, men engagementet handler meget om det, der vedrører en selv. Og der er en stabil eller stigende tillid til offentlige myndigheder nærmest som taget ud af Tocqueville! Retspolitisk ordfører Birthe Rønn Hornbech (V) pointerede, at kun halvdelen af befolkningen havde gidet stemme om EU og spurgte, om befolkningen så overhovedet fortjener demokratiet.
I takt med at verden åbner sig gennem udvidet globalisering, lukker vi os tilsyneladende inde i små verdener. Opgiver fuldstændig at forstå og mene noget om EU. Verden uden for EU forholder vi os til gennem Røde Kors-indsamlere, og ellers nøjes vi med at iklæde os lokale skolebestyrelseskasketter. Kun klaphatten kan efterhånden samle hele nationen. I hverdagen gælder det de nære verdener, og forbindelsesleddet mellem det nære og det fjerne, mig selv og de andre, er virksomhederne. For politisk korrekte og bevidste forbrugere er der stor signalværdi i, om den mælk, vi lægger i indkøbskurven, er fra monopolgiganten eller et lokalt mejeri, om den er økologistemplet eller ej. Samtidig tager vi ikke mange skridt i sko, der er produceret af børnearbejdere; vi udliciterer det etiske og demokratiske ansvar til virksomhederne.
Det er godt, at vi har engagementet med os på indkøb og i de lokale udvalg, men det er ikke godt nok. Det ligner et samfund fyldt med idioter i ordets græske og oprindelige forstand: privatmennesket. En befolkning, der gemmer sig bag ligusterhækken, og som kræver mere af fællesskabet, end det nogensinde kan kræve af dem. Men hvad sker der, når hækken bliver høj? Risikerer vi ikke, at tyrannen ubemærket flytter ind på gaden og pludselig indfører regler om vejpenge og hastighed, som kommer til at vedrøre os alle? Befolkningens demokratiske engagement har forskubbet sig mærkbart fra én stor verden til mange små. Magtudredningen viser, at andelen af borgere, der er medlem af et politisk parti, i løbet af få årtier er faldet fra 25 procent til bare fem procent.
Man kan som Morten Albæk forklare det med, at de politiske partier er støvede, kønsløse og impotente, men er det grund nok? Hvis vi ikke gider at deltage, hvor bliver demokratiet så af? Ender det med, at et lille gidende mindretal sidder og bestemmer det hele, mens vi andre lever med gråhed i tanken, som Tocqueville forudsagde det? Ender det med, at vi går rundt og synes, at vi skam udtrykker vores mening, fordi vi køber varer fra virksomheder, der hævder at være socialt ansvarlige? Ifølge Birthe Rønn Hornbech er det vigtigere end nogensinde, at borgerne myndiggøres og tager et ansvar ved først og fremmest at melde sig ind i et parti. Og så må man blive der, for politikerne hopper fra sag til sag, når vælgerne også gør det. Hvis vælgerne var mere stabile, ville politikerne måske få lidt mere ro til at koncentrere sig ordentligt, sagde Rønn Hornbech.
Politikeren mener altså, at politikerne »hopper fra tue til tue« for at indfange de mange løse vælgere. Det ligner i uhyggelig grad mere politik på markedsvilkår end på demokratiske vilkår. Men så længe politikerne hopper rundt, ved vælgerne ikke, hvor de har dem, og det skaber helt naturligt en skare løse og ubeslutsomme vælgere. Man kan også vende Rønn Hornbechs pointe 180 grader og tro på, at stabile politikere ville give vælgerne koncentrationsro. Det tilbageværende spørgsmål er så bare, hvem der først skal stå stille politikerne eller vælgerne? Mange af ugens oplægsholdere tildelte medierne en væsentlig rolle i den uheldige samfundsudvikling, og ifølge Lise Togeby er rollen vel uddelt. En af konklusionerne i Magtudredningen er, at den politiske kommunikation i høj grad sker på massemediernes præmisser og derfor tager afsæt i de journalistiske nyhedskriterier (aktualitet, væsentlighed, identifikation, konflikt og sensation). Ifølge Togeby er det særligt konfliktkriteriet, som er et problem, fordi det ofte lægger fokus på den politiske proces i stedet for på indholdet.
Konfliktjagten gør, at seere og læsere primært bliver præsenteret for negative historier. Mediedækningen giver et forvrænget billede af virkeligheden, og det er et dårligt grundlag at føre den offentlige samtale på. Det er ligeledes svært at se, hvordan et konstant konfliktfokus skal støtte op om demokrati i Hal Kochs forstand det politiske fællesskab.
Men nyhedskriterierne er en navnløs og anonym magt de er massemediernes betingelser og »medieinstitutionens« ansvar. Derfor er det også svært at se, hvad man kan gøre ved det. Christian Kock, professor i retorik, efterlyste først og fremmest et medie, der uvildigt kan fremlægge to sider af en sag. Som det er i dag, fungerer medierne på markedsvilkår og bekender sig til den laveste fællesnævner underholdning og konflikt. Men ifølge Kochs forskning vil mediebrugerne hellere have politisk forståelse og kvalificeret journalistik. Læserne vil gerne vide, hvorfor tingene sker.
Der lader til at være god overensstemmelse mellem alsidig og forståelsesafklarende journalistik på den ene side og demokratiets fokus på samtale og fællesskab på den anden side. Derfor er det bekymrende, at vores statsminister nærmest har latterliggjort pædagogiske spørgsmål som »hvad synes du selv« og »hvorfor«. Lærer kommende generationer ikke at stille disse demokratiske hv-spørgsmål, er der risiko for et samfund med mediekritiske analfabeter, der sultent sluger mediernes servering af konflikter og konklusioner, fordi de ikke selv kender opskriften på nuanceret stillingtagen.
Der er tilsyneladende flere parter, der skubber til demokratiets fundament. Befolkningen kritiserer politikerne for at mudderkaste og bryde løfter. Politikerne kritiserer befolkningen for at være løse vælgere, mens medierne kritiseres for forvrængning. Endelig er medierne af den opfattelse, at politik kun lader sig formidle til befolkningen gennem nyhedstrekantens begrænsede linse, og at politikerne sidder inde med talent til en uendelig sæbeopera. Nu ser det selvfølgelig ikke ud som om, at fundamentet er lige ved at briste men bliver alle parter ved med at skulle bruge sten til at kaste efter fjenden, øger vi risikoen for, at demokratiet en dag ikke længere har solidt fodfæste. Men hvem er det, der skal gøre noget ved det, og hvad er det, de skal gøre? Og hvordan er der overhovedet nogen, der skal få gjort noget, når alle mener, at det er de andres skyld?
*Christina Nielsen er cand. mag., Anne Stummann er stud. mag.
