Læsetid: 4 min.

Kristen zionisme

– den hurtigst voksende ’kult’ i USA
Debat
3. juli 2004

International
Når man står på Haram ash Sharif (tempelpladsen) i Jerusalem er det vanskeligt at forestille sig, at nogen alvorligt skulle pønse på at ødelægge denne smukke plads med dens to bygninger, Al Aqsamoskeen og den overvældende skønne Klippemoske med dens fantastiske mosaikker og forgyldte kuppel. Men det er der. Kristne zionister i Arizona, Texas og mange andre steder er overbeviste om, at pladsen må ryddes og et tredje tempel bygges her, før Kristus kan komme igen.
For nylig var jeg i Jerusalem for at deltage i en konference om det aparte men farlige fænomen – kristen zionisme. Konferencen samlede knap 600 konferencedeltagere, deraf godt halvdelen amerikanere, og det var godt, for det er især i USA den kristne zionisme har religiøs grobund og politisk indflydelse. Det antages af omkring 25 millioner amerikanere tilslutter sig denne bevægelse, som har sit ståsted indenfor den protestantiske fundamentalisme. Antallet af tilhængere er stærkt voksende. En forsker har ligefrem betegnet kristen zionisme som den »hurtigst voksende kult i USA«.
For et køligt, dansk, folkekirkeligt blik ligner disse zionisters teologi ren galimatias. Man måtte trække opgivende på skuldrene af deres bibeltolkninger, hvis ikke det lige var, fordi disse kirker og mennesker i de sidste tre årtier har fået stor politisk betydning i USA og dermed i hele verden. De kristne zionister har f.eks. direkte indflydelse på USA’s Israel-politik.
Kristne zionister kan kort beskrives som kristne, der støtter jødisk zionisme. Det gør de dog ikke for jødernes skyld, men fordi deres futuristiske, fundamentalistiske men stærkt reduktionistiske bibelfortolkning siger dem, at Kristus er på vej til Jorden for anden gang og dommedag nærmer sig. Men før han kommer skal forskellige betingelser være opfyldt, f.eks. skal et tredje tempel bygges i Jerusalem og jøderne skal samles i Palæstina, deraf deres støtte til de jødiske zionister og til den moderne stat Israel.
De kristne zionister har udviklet en forestilling om Guds handleplan for de sidste tider: f.eks vil de sande kristne blive fjernet fra Jorden før dommedag ved »hen-rykkelsen« (en bogstavelig læsning af Paulus’ 1. Thessalonikerbrev kap. 4,17). På jorden vil der følgende indtræffe syv års trængsler bestående af krig og kaos. De fleste mennesker vil dø, men en del vil omvende sig og blive sande kristne. Derefter vil Jesus komme een gang til og oprette tusindårsriget, et jordisk herlighedsrige, som derefter vil blive afløst af det endelig gudsrige.
De kristne zionister venter spændt på den række af krige og tragedier, de mener varsler dommedags nærhed. De viser derfor ingen interesse for en seriøs fredsproces i Mellemøsten. De er stærkt islam-fjendtlige og vores krig mod Irak er for dem netop een af de krige, der vil være med til at bane vejen for Kristi andet komme.

Alt dette kunne som sagt afskrives som apokalyptisk fantasi for religiøse særlinge, hvis de kristne zionister holdt sig borte fra den politiske verden og nøjedes med at prædike. Men det gør de ikke. De handler aktivt – økonomisk og politisk. Og de er mange og har rigtig mange penge.
I 1970’erne udviklede én af den kristne zionismes chefideologer, Hal Lindsay en slags konsulentvirksomhed, der som kunder havde adskillige medlemmer af den amerikanske kongres, CIA, israelske generaler, Pentagon og den tids nye guvernør i Californien, Ronald Reagan. Dermed igangsatte han den blomstringstid for de kristne zionister, som netop Reagan-tiden (præsident fra 1981-88) skulle blive. Fra midten af 1970’erne udviklede fænomenet sig til at blive den største og hurtigst voksende pro-israelske gruppe i USA. Første gang den israelsk/jødiske lobby og den kristne zionistiske lobby træder frem samlet med et politisk krav er, da præsident Jimmy Carter i marts 1977 overraskende erklærer, at »palæstinenserne fortjener retten til et hjemland«. Den israelske lobby og det kristne højre svarer straks med en serie helsidesannoncer i store amerikanske aviser. Teksten lød bl.a.: »Tiden er kommet da evangelikale kristne må bekræfte deres tro på bibelsk profeti og Israels guddommelige ret til landet.« Det gjorde de så, økonomisk og politisk.
Mod slutningen af Reagan-perioden faldt offentlighedens støtte til det kristne højre bl.a. på grund af nogle seksuelle og finansielle skandaler indenfor bevægelsen. Men støtten vendte tilbage med fornyet styrke efter 11.9.2001. I George W. Bush har de kristne zionister igen fået en præsident, der forstår (og udnytter) deres synspunkter. Der er stærke bånd mellem de kristne zionister, den jødiske lobby, den israelske Likud-regering og de neokonservative i Bush-administrationen og tilsammen fremmer de en politik, der trænger palæstinenserne længere og længere ud på kanten og nærmere en humanitær katastrofe. Én af det kristne højres spidser har udtalt: »Bibelbæltet er Israels sikkerhedsnet i USA«. At han ser ud til at have ret, viser den fortsatte betingelsesløse støtte Bush giver Sharon.

Det er utroligt, men sandt, at USA’s mellemøstpolitik i høj grad påvirkes af irrationelle, fundamentalistiske, apokalyptiske fantaster, der åbent tilsidesætter verdenssamfundets konventioner med en henvisning til Guds plan. Sammenblandingen af religion og politik er ikke kun et muslimsk anliggende; problematikken har for længst indfundet sig på vores helt eget dørtrin. De folkekirkelige problemer vi roder med herhjemme kan synes som bittesmå dråber i forhold til den bølge af fundamentalisme, der for øjeblikket er ved at rulle hen over kristenheden udenfor Europa, og som ikke alene truer kristendommen indefra, men også kan få massive og meget alvorlige verdenspolitiske perspektiver. Helt aktuelt er alliancen mellem den amerikanske regering, Likud, den jødiske lobby i USA og de kristne zionister langt mere magtfuld og farlig, end vi bryder os om at forestille os. Men vi bliver desværre nødt til at prøve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her