Læsetid: 5 min.

LÆSERDEBAT

Debat
31. juli 2004


Betydningsforandring
*Fred: Gammelt indiansk kampråb.
I dag: Ikke fundne kemiske våben i Irak.
Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Lattergas
*Det er en skam, at lattergas er så forurenende.
Der er ellers ikke meget at grine ad.
Per Gammelgaard, Frederikshavn

Jeg har rost de radikale
*Lars Nielsen fra Slagelse er i Information d. 24. juli rystet over undertegnede. Det skyldes angiveligt, at jeg skulle have kritiseret Marianne Jelved for at stille et ultimativt krav om, at Radikale kun støtter en regering, som overholder menneskrettetighederne. Han kan tage det helt roligt. Modsat hvad LN påstår, har jeg faktisk rost De Radikale for at sætte tommelskruerne på Socialdemokraterne. Jeg har i den sammenhæng kritiseret Socialdemokraterne for ikke at adskille sig fra de borgerlige, hvad angår udlændingepolitikken.
Min kritik af de radikale går et andet sted. De radikale kritiserer (med rette) 24-årsreglen for at være diskriminerende og med det principielle udgangspunkt, at staten ikke skal blande sig i folks kærlighedsliv.
Men de radikale foreslår selv en aldersgrænse på 21 år ud fra et argument om, at det svarer til et EU-direktiv. Men der vil fortsat være tale om forskelsbehandling. De ’rigtige‘ danskere har lov til at gifte sig som 18-årig, hvorimod man skal være 21 år, hvis den ene part er udlænding.
Og en diskrimination bliver vel ikke mere spiselig, fordi den er begrundet i et EU-direktiv (som i øvrigt angiver en øvre grænse).
Så hvis der skal være sammenhæng i de radikales argumentation, må de give alle lov til at gifte sig, når de er myndige – uden at de af denne grund skal smides ud af landet.

Holger K. Nielsen
formand for SF

En nyre for mad
*Af DR-TV i onsdags fremgik det, at der foregår en ikke uvæsentlig transport af nyrepatienter fra bl. a. Danmark til tredjelande, hvor der – mod betaling – foretages nyretransplantationer. Det fremgik, at hovedproblemstillingen var donorens vilkår efterfølgende, bl. a. forårsaget af landets social- og sundhedsvæsen og af fysiske gener på grund af for lidt rekreation efter transplantationen. Umiddelbart tænker jeg vel som de fleste: Hvad pokker er det, der foregår? Handel med menneskeorganer, stiltiende accepteret af myndighederne? Skal ulandenes befolkning være organlager for den industrialiserede verden? osv.
Men hvad nu, hvis man lod handlingen stå rent? D. v. s. vi forstiller os, at to personer mødes ’in the middle of nowhere’. Begges livsvilkår er utålelige. Den ene har mad; men er ved at dø af nyresvigt. Den anden er sund og rask; men er ved at dø af sult. De indgår en handel: en nyre for mad. Ingen andre indblandes. De lever begge lykkeligt til deres dages ende. Har andre ret til at blive forarget?
Og hvis handlingen i sig selv således er OK, så må man vel kunne ændre på vilkårene, hvorunder den foretages i vores verdenssamfund, så etikken kommer i orden?
D. v. s. hvad nu hvis donoren sikres en ordentlig behandling ved f. eks at komme herop og få transplantation og rekreation under danske forhold, får langvarige månedlige udbetalinger, der ’redder‘ ham og hans familie, bliver behandlet som en næstekærlig person (i kristen forstand), der redder et menneskeliv, og som sikrer sig selv og sin familie rimelige økonomiske forhold?
Og hvad nu, hvis handlingen blev frigjort fra de almindelige markedsmekanismer (ingen mellemhandlere eller hospitaler, der skal leve af indtægten) og blev så accepteret, at den ikke kun var forbeholdt de rigeste? Altså så mindrebemidlede danskere (f. eks. gennem en tilskudsordning) også havde mulighed for at få en sådan transplantation?
Ja, hvad så? Kan denne form for nyretransplantation bestå prøven som ’kategorisk imperativ’, så vi alle kan komme med på vognen?
Eller handler det blot om, at vi ikke tror, at vi kan styre konsekvenserne, hvis vi tager stilling – uanset hvilken?
Men med denne mangel på stillingtagen, er det altså donoren, der betaler prisen.

Jørgen Aanæs
Roskilde

Holder ikke stik
*Kommentar til Birthe Frandsens artikel i denne avis den 29. juli. Artiklen er egentlig ikke værd at kommentere, forfatterens ukendskab til problemerne i området taler for sig selv.
Dog er der en enkelt grovhed, som jeg gerne vil kommentere. BF’s sammenligning mellem arabere i Israel og bosætterne i Gaza og på Vestbredden holder ikke, al den stund araberne bor på eget land, nedarvet gennem generationer, hvorimod bosætterne bor i illegale boliger, opført på erobret og besat land.

B. Ploug Pedersen
Svaneke

Ude i hampen
*Forfatteren til indlægget Før ham ud den 28. juli er åbenbart helt på linie med Bush, Blair og Fogh. Irak-krigen var en heltegerning og ikke nogen forbrydelse, dermed basta!
Jeg må indrømme, at jeg ærlig talt har den stik modsatte opfattelse, hvilket helt rigtigt opfattet var min pointe med ’Raskolnikov-fable’‘ (26. juli), også selv om jeg da ikke totalt vil afvise, at det undertiden - om end yderst sjældent – kan være moralsk berettiget at trodse gældende normer og forskrifter.
Paralleldragelsen til attentatforsøget mod Hitler finder jeg betydelig mere søgt end just rammende, for ikke at sige ’helt ude i hampen‘.

Søren Blaabjerg
Hørning

Haarders deroute
*Integrationsminister Bertel Haarder beklager 28. juli, at hans formuleringer over mobil på cykel om Europarådets menneskeretskommissær kunne misforstås. Dertil er vel blot at sige, at man af hensyn til trafiksikkerheden slet ikke bør tale i mobil, når man er på cykel.
Videre påstår Haarder, at »det er en kendsgerning, at 24-årsreglen letter integrationen.« Imidlertid mangler dokumentationen, og han nævner ikke med et ord familiesammenføringsreglernes negative virkninger. Når Haarder så ensidigt fremhæver indskrænkninger i borgerens frihed som et rimeligt middel til at opnå integration, lyder det unægtelig, som om målet for Haarder helliger midlet.
Så kunne han jo f.eks. også pålægge landets virksomheder betragtelige dagbøder, hvis ikke sammensætningen af en virksomheds ansatte afspejler sammensætningen af befolkningen. Sådan et initiativ vil utvivlsomt skaffe flere med etnisk baggrund i arbejde, men det er næppe nogen ensidigt positiv løsning, og det er i hvert fald et indgreb i virksomhedernes handlefrihed.
Haarders bagvendte argumentation for at erstatte frihed med ufrihed er desværre symptomatisk for dansk politiks menneskeretlige deroute. Menneskeretten er nemlig ikke længere en ledetråd for samfundsudviklingen, men er i stedet blevet til snærende grænser for politikernes handlefrihed. Derfor har man kunnet opleve politikere ærgre sig over, at de ikke kan gennemføre visse tiltag, fordi det ville være et brud på konventioner.
Idealerne om lighed for loven og sikring af borgerens frihed og rettigheder er gledet i baggrunden til fordel for mere tvang og færre rettigheder. Det gælder etniske minoriteter, men også arbejdsløse, kriminelle m.fl., og det afspejler sig i lovgivning, der begrænser borgerens frihedsrettigheder. Her er ’terrorlovgivningen’ et af de mere markante eksempler.
Haarders ønske om at adskille jura og politik er også i modstrid med det ideal, at lovgivning skal være forståelig for borgeren. Den franske menneskerettighedserklæring blev i sin tid placeret på offentlige steder, så enhver borger i princippet kunne kende sine rettigheder. Formålet med menneskeretttighederne er jo at beskytte borgeren imod statsmagten, og derfor bør de kunne læses og forstås af enhver borger. Helt centralt må de aldrig alene blive et spørgsmål om spidsfindig jura for specialister, som menigmand næppe har råd til at hyre.
Jeg vil derfor opfordre integrationsministeren til at styre cyklen tilbage i menneskeretssporet i stedet for at følge efter Pia Kjærsgaard og Søren Krarup.

Niels K. Petersen
folketingskandidat for
Minoritetspartiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her