Læsetid: 2 min.

Liberal 5. kolonne

6. juli 2004

Sociologisk
Sociologen Niklas Luhmanns systemiske teori har infiltereret vores begrebsopfattelse – fra organisering af pædagogisk arbejde til indholdet i snart hver anden debatklumme i nærværende avis.
Ifølge Luhmann består samfundet af lukkede sociale og psykiske systemer som forholder sig hver for sig til en omverden, i vedvarende forsøg på at reducere kompleksiteten i samfundet gennem kommunikation. Han begrunder begrebet mening alene som en reduktion af kompleksitet og som kommunikation. Han afviser alle de normative, etiske og moralske aspekter som vi andre lægger i kommunikation mellem mennesker og systemer, og som må være det der gør en forskel mellem godt og ondt.
I pædagogiske kredse er hans teorier omdannet til en metode, hvor det væsentligste aspekt ligger i problemreduktionen, dvs. isolering af problemfelter med mulighed for effektivitet i læringen eller den socialpædagogiske indsats som udformes som en resultatkontrakt mellem institution og kommune.
Systemisk metode er et tilsyneladende teknisk og effektivt redskab til både ændring af adfærd og bibringelse af konkret viden, hvor man kan se bort fra sociale og psykologiske forhold, som ligger uden for pædagogisk rækkevidde. Altså også en god metode til at få mennesker til systematisk at acceptere tilpasning og forandringsparathed på arbejdspladser og institutioner.
Alle siger at kompleksiteten i samfundet stiger, og derfor skal politik, økonomi, forskning, behandling og læring nødvendigvis decentraliseres i mindre systemer og subsystemer for at kunne tilpasse sig den individualiserede virkelighed.
Alt måles
Udbredelsen af den systemiske metode kommer i kølvandet på krav til al tings udmøntet i målbare resultater, også i det sociale og omsorgsbetingede arbejde.
I liberalismens og i udliceringens navn er udbud og efterspørgsel blevet det vigtigste i det offentlige rum. Vi ser det i medier og kunst, rengøring, revalidering og omsorg, hvor alle kommer i klemme i indbyrdes konkurrence. Der sker en polarisering, hvor flere og flere kæmper om at få en bid af kagen, og hvor det ene system kan og skal rydde det andet af vejen, da dets funktion og overlevelse er bestemt af markedet.
Alle postulerer at det offentlige ikke er på omgangshøjde med udviklingen, og det forhindrer mulighederne for forandring, og selv institutioner, der fungerer godt, skal ændre sig hele tiden.
Som fhv. statsminister Poul Schlüter mener Luhmann, at ideologier er noget bras. Men i stedet for politisk og samfundsmæssigt at imødegå opløsning, sniger denne systemiske teori sig ind i alle samfundets fuger og påvirker den enkelte i sin egen selvreference.
Som idé er systemisk teori udtryk for den humanistiske tankegangs endelige demontering. Ved at vi overbevises om systemteorien som forklaringsmodel på hvad som helst, ser jeg en afvisning af demokratiet og den personlige udvikling forankret i fællesskabet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu