Kronik

Livet er alle anstrengelserne værd!

Når kærligheden er borte, er det nemt at forstå én af betydningerne af begrebet ’døden’. Det svarer til at indtage et pragtmåltid gennem en sonde eller til at føle, at det er tilstrækkeligt at læse om andres lykke
26. juli 2004

Kronikken
Livet er alle anstrengelserne værd!« Sådan udtaler den spanske forfatter, født i Valladolid i 1948, Gustavo Martín Garzo sig den 5. juli 2004 i en af de førende cantabriske aviser, El Diario Montañés, idet han tænker på H.C. Andersens forfatterskab, hvor ovennævnte grundholdning går som en rød tråd gennem eventyrene.
Martín Garzo definerer Andersen som ’Tristhedens store skribent’ og mener, at eventyrenes apanage først og fremmest er ensomhed og udelukkelse. Forfatteren tilføjer, at »størstedelen af de historier, det er umagen værd at læse, bevæger og rører os netop pga. deres tristesse«. Martín Garzo understreger også, at ingen virkelig sandfærdig og interessant historie kan komme uden om døden, lige som det heller ikke er muligt at komme uden om kærligheden:
»Alle historier, som fortjener vores opmærksomhed, fortælles, for at vi skal nærme os kærlighedens og dødens mysterier, som er det stof, der sætter vore vilkår som mennesker på plads for os.« Endelig siger Martín Garzo også: »Hvad er et eventyr eller en fortælling andet end en klædedragt lavet af ord. Dens mission er at afsløre sandheden. Det er derfor, at der eksisterer eventyr og fortællinger, for at vi skal se os selv ganske nøgne.« Det er meget interessant at se en ’udlænding’ fremføre disse tanker, for noget er der givetvis om det; og de to størrelser, kærligheden og døden, er jo, hvad enten vi bryder os om det eller ej, rammer for hele vores tilværelse. Man kan selvfølgelig godt forestille sig et liv uden kærlighed (om end det er en trist og grim tanke), mens man til gengæld ikke kan forestille sig et liv, der ikke på én eller flere måder står i forhold til døden. For det er jo i den relativt korte periode ml. fødsel og død, at vi forsøger at sætte vores præg på tilværelsen, idet vi da heldigvis er forskånet for nogen objektiv viden om, hvad ’dét at dø’ egtl. vil sige.
Jeg siger ’heldigvis’, for det kunne jo tænkes, at der ikke var mere end dette liv, således at alle fejlgrebene i dette, vort eneste liv, var definitive og uden mulighed for korrektion på et senere tidspunkt. Det kunne selvfølgelig også være, at døden var et aspekt af livet (og altså ikke livets modsætning), som vi havde til gode at opleve, og som det vil(le) være futilt og tåbeligt at beskæftige sig for meget med ’i levende live’, fordi vi netop intet véd om den slags ting (om end der findes nok profeter og galninge, der prøver at skræmme sarte sjæle til at tro, at netop de sidder inde med ’viden’ på dét område!).
Jeg sidder og skriver i ’udestuen’ til mit værelse på paradoren i Fuente Dé for enden af en dal og med udsigt til et imponerende bjergmassiv i nationalparken, Picos de Europa, i Cantabrien, ca. 125 km fra Santander ude ved Atlanterhavet. Når man kommer fra Santander ad motorvejen mod Oviedo, A-8, drejer man fra i Unquera og kører mod Panes og Potes gennem den snoede slugt, El Desfiladero de la Hermida, ml. høje og truende bjerge med meget lidt plads til to biler, der passerer hinanden. Det er så utrolig smuk en tur, at man (næsten) gerne mister venstre sidespejl, bare for at få lov til at køre hér med floden Deva på højre side. Et par kilometer fra Potes ligger klostret, Monasterio de Santo Toribio de Liébana, som i århundreder har pralet med at besidde et af de største stykker af ’det sande kors’.

Det kunne være sjovt, hvis det var rigtigt. Men er det i grunden ikke temmelig ligegyldigt, idet det vel mere er menneskets indbildningskraft, der sørger for mirakler og religiøse oplevelser, end det er tilstedeværelsen af konkrete mere el. mindre tvivlsomme relikvier af enhver art, der ’blot’ er katalysatorer for det brændende ønske om at overskride visse grænser, når vi synes, det er utilfredsstillende, at der kun skulle være det, ’vi’ kan opfatte med vore sanser?
I dag var jeg på vej ud at vandre, men kom snart på andre tanker pga. det kølige vejr (i går morges var jeg ved at få forbrændinger på stranden ved Castro Urdiales efter at have ofret mine solbriller til en voldsom bølge, der væltede mig i et uopmærksomt øjeblik, mens jeg tænkte på de højeste ting uden smålige og afsporende tanker om, hvor jeg rent konkret befandt mig!), de tætte skyer og finregnen. Når vejret er sådan, virker stedet knugende og dystert.
Sådan var det ikke, første gang vi var hér sammen i sommeren 2001. Dér skinnede solen to dage i træk, og det var en sand fornøjelse, om end vi svedte kraftigt, at vandre op ad bjerget og efter et par timers anstrengelser nyde belønningen i form af en frokost i det grønne med spegeskinke, lokal ost, tomater, godt brød og kølig hvidvin samt mineralvand med brus. Åh, hvor var det smukt at sidde på klipperne med udsigt til et lille vandfald og grine og snakke, spise og drikke i fuldstændig harmoni med os selv og med naturen.

Også dengang var der som nu et klokkekor af det græssende kvæg, der bevægede sig målbevidst på skråningen på jagt efter en endnu bedre mundfuld græs. Vi bare sad dér og var til, som man kun er til, når man véd, at dét nu, der er så godt, altid vil være, og at det eneste, der ville kunne ændre denne lyksalighedssituation, er en uventet død, som imidlertid forekommer ganske usandsynlig, fordi man beskyttet af kærlighedens kappe er usårlig!
Vi anede ikke, hvad klokken var, men vi kunne se på skyggerne, at det vist var på tide at begynde nedstigningen, og det var vist heller ikke helt så varmt, som det havde været, men rigeligt til dig og mig, som havde akkumuleret og optaget alle solens mest varme og livgivende stråler i os.
Det var én af de dage, hvor man ydmygt i sit indre takker Det Højeste Væsen for, at man fik lov til at opleve så megen lykke og så megen tidløshed. Alt var, som det skulle være, og skabelsen var lige begyndt. Intet kunne være anderledes, og det var klart, at det ville blive ved og ved og ved. Åh, husker du hvilen på vores fine værelse, inden den dejlige middag! Husker du, hvor vi stadig grinede og spøgte og kåde tjattede til hinanden, fordi vi vidste noget, de andre ikke anede noget om! Og husker du, hvordan vi bekræftede vores hemmelige viden atter en gang, inden vi faldt fra hinanden og i søvn for så at vågne til endnu en dejlig dag!
Da jeg i aftes efter at være kommet hertil fra Castro Urdiales og Santander sad og ventede på middagen, som jeg havde bestilt hos vores tjener fra dengang, og som igen havde haft den frækhed at give mig et menukort på engelsk, kunne jeg ud gennem vinduet se, at der holdt en Mercedes A ved siden af min bil, og dét, syntes jeg, var underligt, fordi det jo netop var sådan en, vi havde kørt i sommeren for tre år siden. Var du så måske alligevel et eller andet sted på paradoren i Fuente Dé og ventede på at overraske mig og sige, at alt det andet blot havde været en ond drøm, og at det hele nu ville blive godt igen som før?
Køernes og kalvenes klokkekoncert har nu bevæget sig hen under mine vinduer, og ad små stier går dyrene nu og græsser. En af de store tyrekalve (en undersætsig og upålideligt udseende én!) skulle lige foretage en springøvelse på en intetanende og troskyldig yngre kvie, men foretagendet mislykkedes, og hun slap med æren og dyden i behold, men det varer nok ikke længe, før naturen går sin gang, og køer og kvier tålmodigt finder sig i tyrelyster.
Det regner for øvrigt mere end før, og igen er skyerne kommet længere ned ad bjerget, så jeg overvejer at lukke vinduet ud til naturen, mens jeg skutter mig, fordi der kommer en tanke i klemme.
Da vi var her for anden gang i efteråret 2002, havde de ikke fået vores bagage med i flyet fra Frankfurt til Bilbao, og du var inde og købe noget tøj i Santander, inden vi arriverede hér. Da vi spiste morgenmad, kunne vi se, at det havde frosset om natten, så nogle gæster bad om varmt vand for at få deres bilruder fri for is. Jeg syntes også godt, at jeg havde følt kulden brede sig om natten, og da vi atter fandt vores sommer-frokoststed på klipperne, var det tydeligt at mærke, at meget lidt af dét, der havde været til stede sommeren før, havde overlevet, selvom solen gjorde sit bedste for at genskabe den gode og kærlige stemning.
Hvorfor vidste jeg ikke; kun at kærlighedens modsætning var kommet mellem os.

. Eller til at elske med et sminket lig, der pga. af isen har holdt sig usædvanligt godt, og som har alt på nær en sjæl.
Du forsvandt mere og mere, og det ’store’ forsvandt med, selv om det netop ikke måtte eller kunne forsvinde, og det virkeligt triste er, at jeg intet aner om, hvad der er sket. Kun at jeg alligevel, hvor absurd og latterligt det end måtte forekomme, sidder og savner dét, der var, selv om jeg burde være rasende over, at kærligheden blev regnet for så lidt, at den kunne afgå ved døden på en så uværdig måde. Jeg er vendt tilbage til Fuente Dé, ikke for at mindes dig og mig og alt det gode, men heller ikke for masochistisk at dvæle ved det onde, kærlighedens absolutte modsætning.
Jeg er vendt tilbage, fordi stedet er så godt, og når det bliver renset for dig, bliver det ekstra godt. Så godt, at jeg vil glæde mig over atter at komme her med en, der vil være i stand til at sætte pris på glæden og livet og kærligheden og alt dét, der tæller i det korte spand af tid mellem den gådefulde fødsel og den uforståelige død.Og for hende vil jeg på frokostklippen, som nu omsider giver slip på al den opmagasinerede kærlighed og varme, læse Andersens eventyr om De vilde Svaner, mens jeg glæder mig over atter at have fået del i tilværelsens ’store’, fordi livet alligevel er alle anstrengelserne værd!

*Per Lund-Rasmussen er lektor, cand. mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu