Læsetid: 3 min.

Mellem kildefetichisme og mytomani

Apropos Tudvads kritik af Garff: Når de lærde slås, gør det ikke bare ondt, men ofte ondt værre
Debat
27. juli 2004

Kommentar
Peter Tudvad retter i Information 24.-25. juli i en stort opsat artikel en karatermorderisk kritik af Joakim Garffs Kierkegaardbiografi, SAK. Tudvad peger på en række unøjagtigheder, der har sneget sig ind i Garffs fortælling. Det sidste er godt – det første mindre klædeligt. Tudvad har flere gode pointer. Den vigtigste er Garffs beskrivelse af rektor Nielsen på Borgerdydskolen, som Tudvad viser højst sandsynligt er misforstået, når Garff flirter med associationer til pæderasti eller pædofili. Tudvads argumentation for baggrunden for Kierkegaards Farinelli-underskrift på breve til vennen Boesen forekommer også klart overbevisende. Hans påpegning af slør og inkonsekvens i overførsler mellem de pseudonyme skrifters beskrivelser og den virkelige virkelighed, er mindre belastende, fordi den kritiske læser af Garff selv inviteres til at tage højde for det. At tjeneren Anders måske – måske ikke – var med på Kierkegaards Jyllandsfærd – og om en jomfru er ung når hun er 37 – hører til i småtingsafdelingen.

Nu har Garff – så vidt jeg ved – ikke på noget tidspunkt påberåbt sig, at SAK var en videnskabelig afhandling. Den er ikke indleveret som disputats og indgår heller ikke i Kierkegaardinstituttets officielle skriftrække. Hvad pressen og litterære komiteer har udråbt den til at være, hverken kan eller skal Garff jo stilles til ansvar for. Og at Garff fik Brandesprisen for sin litterære bedrift er efter min opfattelse velfortjent. Garff har skrevet sin biografi om Kierkegaard og udfra et indgående kendskab til litteraturen fremdraget et væld af relevante og illustrerende data. Selvfølgelig kan man med Tudvad ærgre sig over, at Garff ikke tog imod tilbuddet om at få rettet notoriske unøjagtigheder, inden nye oplag og oversættelser til hovedsprogene fandt sted. Både lægfolk og lærde må derfor endnu engang sande, at når de lærde slås, gør det ikke bare ondt, men ofte ondt værre. Samarbejdsmuligheder mellem forskere i konkurrenceprægede forskningsmiljøer hæmmes ofte af forskelle i metodiske og teoretiske grundsyn, der reelt – om end beklageligt – stiller sig i vejen for et samarbejde. Og lur mig, om dette ikke har gjort sig gældende for de to kolleger på Kierkegaardinstituttet.

Biografi er en vanskelig genre. Ofte ender den med at fortælle mere om forfatteren, der har skrevet den, end om den biograferede person. Men der er med Tudvads påpegning af unøjagtigheder efter min mening alligevel ikke rokket væsentligt ved indicierne for relevansen af Garffs vinklede beskrivelse af Kierkegaard som flanør. At Tudvad generelt ikke bryder sig om Garffs freudianske psykologiseringer er op til ham selv – ligesom det er op til andre læsere selv at tage stilling til, om de finder dem oplysende. Der er selvfølgelig sået tvivl om den konkrete brug af det i ovennævnte Farinelli-eksempel, men at Garff generelt har skrevet med – og ikke mod kilderne – synes der ikke at være sået nogen alvorlig tvivl om. Det er der i øvrigt en lang tradition for at gøre også i historiefaget, hvor den legendariske radikale professor Erik Arup måske har været den mest prægnante repræsentant i den henseende.
Ad fontes! Til kilderne! Synes at være Tudvads valgsprog. Det kan ingen være uenig i. Men kilderne skal tale – og italesættelsen af dem er altid præget af italesætterens viden og fordomme. Det gælder for Garff såvel som for Tudvad. Sidstnævntes skolemesteragtige påpegning af Garffs misvisende oplistning af sine kilder i primære- og sekundære rubrikker i SAK modsvares af hans egen tilsyneladende despekt for et funktionelt kildesyn.
En sådan despekt kommer for sin del nemt til at overse, at overleveringstraditionen om Kierkegaard i sig selv er en vigtig kilde, der også er med til at befordre betydningsforskydninger i grundlaget for de vurderinger, som i dag må tilkendes historisk sandhedsværdi om personens betydning. For min skyld må Tudvad gerne kalde SAK for et litterært værk, men i så fald hører det til en kategori, der indeholder et stort mål af det, B.S. Ingemann kaldte for den faktiske sandheds poesi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her