Læsetid: 4 min.

Moralværdier og mirakelkur

En nedbrydning af velfærdsinstitutionerne er samtidig et angreb på den demokratiske dialogs nødvendige forudsætninger
Debat
13. juli 2004

INTERNATIONAL
I en tid hvor Information fejrer oplysningen er det samtidig naturligt at lykønske Tysklands fremmeste tænker Jürgen Habermas i anledning af hans 75 års fødselsdag for nylig. En betydningsfuld filosof, der har udvist stort mod i sin mobilisering af oplysningsprojektet i kampen mod neo-liberalismens angreb på velfærdsstaten.
I 1999 beskrev den verdensberømte filosof Richard Rorty, i Frankfurter Rundschau, sin mindst lige så berømte kollega, Jürgen Habermas, som en filosofisk kosmopolit. Anledningen var Habermas´ 70-års fødselsdag og under overskriften »intellektuel gavmildhed« udmalede Rorty, hvorledes Habermas, på grund af spændvidden i sit interessefelt, indtager en unik placering i det moderne filosofiske landskab. I en tid, hvor tænkningen er præget af specialisering står Habermas tilbage som en af de få tænkere, der tør overskride faggrænser og traditioner i sin filosofiske søgen.
Hans berømmelse skyldes dog ikke så meget hans intellektuelle kosmopolisme, som hans insisteren på at rehabilitere 1700-tallets filosofiske oplysningsprojekt og indrage det i forsvaret af den moderne velfærdsstat.
Velfærdsinstitutioner og oplysning er for Habermas to størrelser intimt forbundet med hinanden. Et forhold det er uhyre væsentligt at holde fokus på i det nuværende politiske klima i Danmark. Her fremføres en fremtidig nedjustering af velfærdsstaten som det trylleord, der skal føre Danmark sikkert ind i det ny årtusinde. En plan som regeringen mere end nogen andre tilslutter sig. Hvilket f.eks. tydeligt åbenbarede sig, da den i august sidste år, stik imod afgivne valgløfter, luftede ideen om en forringelse af dagpengesystemet. En ide, dampen dog hurtigt gik af, da den blev konfronteret med offentlighedens forargelse.
Oplysningsprojektet blev oprindeligt af den tyske filosof Immanuel Kant beskrevet som menneskets træden ud af dets selvskabte umyndighed. Oplysning består for menneskeheden eller det enkelte menneske i at ryste illegitime autoriteter af sig for gennem sin fornuft at tage herredømmet over eget liv tilbage i egne hænder. Det menneske som slavisk følger autoriteters bud, f.eks. religionens og traditionens, handler hverken frit eller fornuftigt, men underkaster sig tværtimod andres illegitime styre.
Siden Kant lod sin ode til fornuften offentliggøre i Berlinischen Monatsschrift i 1784 er oplysningstanken dog havnet i voldsom filosofisk modvind.

Eneste legitime
Kritiske røster har anført, at oplysningens kritik af religion og tradition har været årsag til et generelt filosofisk og kulturelt sammenbrud. Påstanden er, at oplysningen ikke har kunnet udfyldet tomrummet efter sin kritik. Den har kun formået at vise, at livet ingen mening har og moralen intet grundlag uden at kunne sætte noget andet i stedet.
Jürgen Habermas argumenterer imod denne kritik, idet han mener, at mennesket forsat lever i en tilstand af politisk ufrihed, som kun oplysningen kan kurere os fra. Habermas har derfor gjort det til sin livsopgave at yde oplysningsprojektet kunstigt åndedræt og vise, hvordan det forsat rummer potentialet til at sætte mennesket fri »for sin selvforskyldte umyndighed«.
For Habermas, som hos Kant, fører oplysningen ufriheden eller umyndigheden ud af menneskers liv i samme takt som fornuften føres ind.
Demokratiet er derfor, ifølge Habermas, den eneste legitime samfundsform. Det er nemlig kun i denne styreform, at fornuft og rettigheder mødes i et lykkeligt ægteskab. Demokratier er fornuftige, fordi deres lovgivning bygger på borgernes frie offentlige diskussion med hinanden. Og samtidig respekterer de borgernes frihedsrettigheder ved, at borgerne principielt kun er underlagt de normer, som de selv er medforfattere til. Hermed inkarnerer det demokratiske ideal sjælen i oplysningstankens ideal om frie autonome borgere.

Dansk velfærd
Dette ideal er dog ikke blevet indfriet endnu. I de senmoderne vestlige samfund, for slet ikke at tale om u-landene, begrænses vi, ifølge Habermas, forsat i vores autonomi. Om end efterhånden, i forhold til på Kants tid, i mindre grad af religion og tradition og i højere grad af ideologien om de frie markedskræfter. Denne ideologi, manifesteret i drømmen om en minimalstat, er derfor i strid med oplysningstankegangen.
Det frie ord bliver nemlig først en retfærdig nøgle til fordeling af goder, hvis alle grupper i samfundet har lige og fri adgang til en række basale institutioner. Institutioner som skoler, universiteter, hospitaler, socialkontorer, ret og politi er alle forudsætninger for et velfungerende demokrati. Forestiller man sig et samfund, hvor landets overklasse har patent på lærdommen, så vil det her ikke være muligt for borgerne at føre en ligeværdig diskussion vedrørende landets politik. På samme vis udelukkes man fra det demokratiske liv, hvis et privat sundhedssystem lader folk gå ubehandlede omkring eller hvis man generelt af økonomiske årsager er forment adgang til et anstændigt liv.
Ved at gøre oplysningen og den demokratiske dialog til kilden til samfundets legitimitet leverer Habermas derfor samtidigt et stærkt argument for de institutioner, der kendetegner f. eks. det danske velfærdssamfund. Velfærd og oplysning går hånd i hånd.
Det betyder samtidig, at neo-liberal politik, i kraft af sin kritik af velfærdsstaten, er en fjende af oplysningen. .
Med andre ord udtrykkerkampen imod velfærdsstaten ikke blot en usympatisk arrogance overfor samfundets svageste, men også en modvilje mod fornuft og oplysning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her