Kronik
Med artikelserien om verdens olieforsyningssituation (første artikler den 24.juni) har Information givet et væsentligt og tiltrængt bidrag til belysningen af fremtidsudsigterne. De kunne være lyse, hvis de rige lande hurtigt kom i gang med en planmæssigt tilrettelagt tilpasning af det olie-industrielle kompleks til den forestående nedgang i olieproduktionen. Men de er mørke, fordi olieforbruget nok får lov at stige helt frem til det tidspunkt, hvor produktionen begynder at falde, så en årlig forbrugsstigning på to procent afløses af et fald på to procent eller mere.
Tro ikke, at vi ved »afslutningen af den billige olies æra« kun vil opleve stigende oliepriser. Der er ikke tale om, at »den billige olie slipper op« og erstattes af dyrere olie. For hvis forbruget ikke nedtrappes, vil produktionen ikke kunne følge med efterspørgslen. I en stadigt mere olieafhængig verdensøkonomi vil der ske uanede olieprisstigninger, fordi selv skyhøje oliepriser ikke i længden vil kunne holde olieproduktionen oppe. Vi skal således ikke kun indrette os på højere oliepriser. Vi kommer med det gode eller det onde til indrette os på et faldende olieforbrug. Og jo længere vi udskyder omstillingen, des højere bliver prisen.
Den overhængende fare er, at råolieprisen forbliver lav (omkring eller under 35 dollar pr. tønde), indtil produktionskapaciteten topper, og at forbrugerpriserne på olieprodukter ikke i tide hæves ved gradvist stigende forbrugsbeskatning. Under de omstændigheder vil fortsat vækst i antallet af olie-motorer i biler, lastbiler, landbrugsmaskiner, fly, skibe, oliefyr osv. og fortsat udbygning af de oliebaserede infrastukturanlæg (veje, lufthavne etc.) gøre verdensøkonomien stadigt mere afhængig af olie, alt imens økonomien undergraver sit vigtigste ressourcegrundlag. Thi så længe forbrugerpriserne er lave, vil andre teknologier og livsformer ikke vinde indpas. Situationen, den dag produktionskapaciteten topper, bliver således mere katastrofal, jo længere tid der går, før toppen nås.
Dette katastrofe-scenarie udmales i det Internationale Energi Agenturs (IEA) omfattende rapport World Energy Investment Outlook 2003. Under overordentligt optimistiske forudsætninger om verdens oliereserver og udviklingen i produktionskapaciteten fremskriver IEA en udvikling, hvor forbruget stiger med 1,6 procent om året. Under disse forudsætninger bliver forholdet mellem oliereserver og årligt forbrug (dvs. hvor længe reserverne rækker, hvis man forestiller sig konstant produktion, indtil reserverne er udtømt) hurtigt formindsket, så det i 2030 kun vil være 20 år mod 40 år i dag. Det betyder, at hvis produktionen ikke er toppet før 2030, så vil den falde brat efter 2030.
At klare en årlig produktionsstigning på 1,6 procent kræver, at olieindustrien investerer enorme summer i efterforskning, udvinding, tankskibe og raffinaderier. IEA anslår ca. 100 mia. dollars om året, andre analytikere anser dette beløb for at være alt for lille. Samtidigt skal der investeres langt større beløb i produktion af de hundreder af millioner biler, tusinder af fly m.m. og i de infrastrukturanlæg (f.eks. en Femern-bro), der skal til for at opbruge oliereserverne i den stadigt hurtigere takt.
Det vil sige, at verdensøkonomien med enorme civil- og militærøkonomiske omkostninger arbejder sig op ad en stadigt stejlere forbrugsstignings-kurve som ender i et brat fald, når toppen nås. Hvilket sandsynligvis vil ske længe før 2030, fordi forbruget nu vokser med mere end to procent om året, og fordi IEAs forudsætninger om oliereservernes størrelse, og udviklingen i produktionskapaciten er urealistiske.
Det turde være åbenbart, at det er vanvid således at investere enorme summer i udbygning af olie-produktionsapparatet på den ene side og olie-forbrugsapparatet på den anden, for om føje år at skulle demontere forbrugsapparatet lige så hurtigt, som det er blevet udbygget. Det gælder naturligvis om at sørge for, at olie-forbruget topper, før produktionen topper. I en fornuftig økonomi ville en voksende del af disse enorme summer blive overflyttet til investeringer i de nye teknologier og nye transport-infrastrukturanlæg, der skal til for at opretholde samfundets funktioner med et stadigt aftagende olieforbrug. Men en sådan gradvis demontering af det olie-industrielle kompleks kan markedsøkonomien alene ikke afstedkomme. Så længe forbrugerpriserne på olieprodukter er lave, kører den opad med træk på alle fire hjul, eskorteret af kampvogne og bombefly indtil den kører ud over skrænten.
Dette er ikke sortseeres dommedagsprofetier. I dag er det kun teoretiske økonomer bl.a. de, der har forfattet EU-Kommissionens rapport World energy, technology and climate policy outlook 2030 (WETO, 2003) og folk som Bjørn Lomborg uden særlig indsigt i olieudvindingens geologi, teknologi og økonomi, der fortsat hævder, at olieproduktionskapaciteten hovedsageligt er bestemt af markedsprisen på råolie, og at nedgangen i den billige konventionelle olieproduktion kan opvejes af den dyrere ikke-konventionelle produktion fra tjæresand, olieskifer og naturgas.
Som det fremgår af bl.a. Informations artikelserie, er virkeligheden en anden. Omkring 30 procent af verdens olieproduktion kommer i dag fra felter, hvis produktion er for nedadgående, og selv om høje råoliepriser kan få olieselskaberne til at investere i en øget udvindingsgrad, kan de kun bremse produktionsnedgangen for en tid. Produktionen i Nordsøen er toppet. Produktionen fra de store felter i Mellemøsten kan måske forøges i nogle år, men sandsynligvis med det resultat at det efterfølgende produktionsfald bliver mere brat. For at omdanne den tunge olie (bitumen), der nu med store miljø- og energiomkostninger udvindes af tjæresand i Alberta, Canada, til råolie skal der tilføres brint, der kun kan fås fra naturgas. En betydelig produktion vil således yderligere dræne Canadas naturgasreserver, som USA er stærkt afhængig af. Også olieproduktion på basis af naturgas har store miljø- og energiomkostninger, fordi omkring halvdelen af den naturgas, der tilføres procesanlæggene medgår til at drive processen. Så hvis et voksende olieforbrug i betydeligt omfang skulle blive dækket af ikke-konventionel olieproduktion fra tjæresand, olieskifer og naturgas, så ville forøgelsen af CO2-udslippet blive så stor, at Kyoto-aftalerne bliver irrelevante.
Det bliver således stadigt sværere og dyrere og mere miljøbelastende blot at opretholde olieproduktionen på det nuværende niveau for ikke at tale om at forøge produktionen med to procent om året. Ikke mindst fordi situationen i Mellemøsten er så sprængfarlig. Og olieselskaberne har til formål at tjene penge, ikke at sikre verdens olieforsyning. Måske er produktionen allerede toppet, måske sker det om fem eller 10 år. Ingen ved det før nogle år efter, at det er sket. Men der er ingen holdepunkter for profetier om, at en forbrugsstigning på omkring to procent om året vil kunne dækkes over en længere årrække.
I erkendelse af problemets alvor er både Energistyrelsen og Teknologirådet gået i gang med projekter, som skal beskrive forskellige scenarier for den fremtidige udvikling af det danske energisystem inklusive transportsektoren under forskellige antagelser om fremtidige oliepriser, for dermed at belyse de politiske valgmuligheder. Situationen er imidlertid den, at uanset hvordan verdensmarkedsprisen på råolie måtte udvikle sig i de kommende år, er der af de ovenfor anførte grunde ingen anden forsvarlig valgmulighed end at iværksætte en ombygning af vores energisystem inklusive transportmidler og de dertil hørende fysiske infrastrukturanlæg, sådan at olieforbruget nedtrappes med omkring to procent om året og dermed som foregangsland at demonstrere for andre rige lande, hvordan det kan lade sig gøre.
Det drejer sig derfor om at undersøge, i hvilken takt indkomstbeskatning og registreringsafgifter på biler skal erstattes af en øget beskatning af olieforbrug, sådan at det sikres, at forbrugerpriserne uanset verdensmarkedsprisen på råolie stiger tilstrækkeligt til, at det bliver økonomisk fordelagtigt for forbrugerne at nedtrappe deres forbrug ved at formindske unødvendigt spild i biler, huse og industrier. Og om at undersøge hvordan energisystemet i praksis kan ombygges til et lavere olieforbrug. Det er en konstruktiv opgave med et lyst perspektiv, fordi et samfund med et lavere olieforbrug vil være bedre at leve i, og fordi der er meget frugtbart arbejde at udrette for at skabe det arbejdspladser, der ikke så let kan out-sources.
Ønsketænkning, ja, men af den håbefulde art. Vi behøver imidlertid ingen scenarieberegninger for at indse, at det er ønsketænkning af den farlige art, når trafikministeren og Kaj Ikast tror, at der med en stigning i benzin- og dieselprisen på kun 50 procent frem til 2050 vil være brændstof nok til den bilkørsel, der skal til for at betale en motorvejsbro over Femern sund.
*Klaus Illum er civilingeniør og konsulent, ansat ved ECO Consult
