Læsetid: 2 min.

Er Potter neo eller anti?

Børne-kult genstand for hed fransk debat
2. juli 2004

Debat
PARIS – I Le Mondes ekstremt seriøse spalter raser der for tiden en debat, som skærer helt ind til benet af de politiske og filosofiske problemstillinger i begyndelsen af det 21. århundrede.
Er Harry Potter en kapitalistisk neo-liberalist? Eller er han en venstreorienteret anti-globalist, som bekymrer sig om de underkuedes og undertryktes skæbne? Debatsiderne i det franske centrum-venstre dagblad – der ellers mere beskæftiger med menneskekloning og Den Tredje Verdens gæld – har gennem de sidste tre uger skubbet alt andet til side for at komme til bunds i – på et meget højt marxistisk-strukturalistisk niveau – de politiske undertekster i J.K. Rowlings værker.
Den store debat blev sat i gang den 4. juni af Ilias Yocaris, som er lektor i fransk litteratur på Institut Universitaire de Formation de Maîtres i Nice. Yocaris, som har ansvar for uddannelsen af den kommende generation af gymnasielærere, beklagede sig i Le Monde over, at »Harry Potters fantasiunivers lige som vores, er et kapitalistisk univers.«
De fem Harry Potter bøger er proppet med »neo-liberalistiske stereotyper,« som er en billigende karikatur af »det udskejende angelsaksiske socialsystem,« siger Yocaris.
Således fremstilles alle de, der repræsenterer staten (magi-ministeriet) som latterlige, inkompetente eller onde. Harry går i ’privat’-skole, som er et »mikrosamfund«, en »skånselsløs jungle«, der glorificerer »individualismen, den overdrevne konkurrence og kultisk dyrker volden.« De offentlige institutioner er ude af stand til at beskytte den enkelte. Harry og hans venner synes tværtimod, at de hele tiden må bryde de magiske regler, som staten har tvunget ned over hovedet på folk, for at beskytte sig mod de onde kræfter.
Yocaris siger, at Harry Potter bøgerne er et eksempel på det totalitære univers som George Orwell fremmanede som fremtidsscenario.
»Kapitalismen prøver ikke kun på, at skabe den verden vi kender i sit eget billede, men forsøger nu også at styre forbrugernes fantasiverden,« skriver han.

Anti-globalisthelt
Som svar på Yocaris tese, trykte Le Monde en kommentar, som var lige så lærd. Ifølge Isabelle Smadja, er Harry Potter langt fra nogen kapitalistisk lakaj. I virkeligheden er han den første fiktionshelt for anti-globalisterne, anti-fri-markeds tilhængerne, Tredje Verdens tilhængerne og ’Seattle’-generationen.
Smadja, der underviser i filosofi på Loritz gymnasium i Nancy, skriver at Yocaris har ladet sig forblænde af, at Potter bøgerne er blevet en så stor global og kommerciel succes. En uddybende læsning af bøgerne viser, at de i virkeligheden er en »indædt kritik af forbrugersamfundet og de frie markedskræfter.«
Smadja erklærer, at den magiske verden som J.K. Rowling har skabt, er gennemsyret af ideer om »en anden verden« (alter-mondialisme), som er det navn, man har givet til anti-globalisterne i Frankrig.
Harry og hans venner viser stor omsorg for »husalferne« og de ubetalte tjenere i den magiske verden. Grunden til at alferne for det meste er tilfredse med deres skæbne er, siger Smadja, at de leverer en »træffende« kritik af globaliseringen.
»Fattige lande er så forblændede og tiltrukket af det system, som udnytter dem, at de ikke har nogen interesse i at gøre oprør imod det.«

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu