Kronik
Kommunalreformen betyder noget helt særligt for de danske partier. Startskuddet har dermed lydt for de reformer af partierne, som en kommunalreform fører med sig som konsekvens, da partierne bygger på den offentlige sektors indretning.
Denne opgave er ganske særlig for Socialdemokraterne. Partiet har nu i en rum tid skubbet den udfordring foran sig, at partiets medlemmer år for år bliver både færre i antal og stadig mere tyndhårede. Et og andet er sket de senere årtier, som berettiger til organisatorisk fornyelse af det Kgl. Danske Socialdemokrati. Og nu er anledningen der, med kommunalreformen, til at gøre alvor af fornyelsen.
Men et er at skrige fornyelse af Socialdemokraterne ud, et andet at tegne det virkelighedsbillede, som giver perspektiv til fornyelsen. Et sådan billede fortæller om et parti spændt ud mellem to grupper af medlemmer, de røde seler og 68´erne.
De socialdemokratiske røde seler er notorisk berygtede for deres særlige mad-, drikke- og rygevaner samt tilhørende fysiske karakteristika. Det er imidlertid kendetegn, som ikke er særligt videnskabeligt underbyggede. Det er derimod deres demokratiske sindelag. De røde seler er i høj grad repræsentationsdemokrater, som ser det som folkestyrets fremmeste opgave at vælge ledere, som tager beslutningerne om samfundets ve og vel. Det gælder også på hjemmebanen, hvor demokratiet går på, at partiets medlemmer vælger andre medlemmer til at være tillidsvalgte med ansvaret for partiets virksomhed til hverdag.
Det forholder sig anderledes med 68´erne og demokratiet. De er set over en kam deltagelsesdemokrater, fordomme over deres fremtoning ufortalte. For dem er demokratiet mere end en metode til valg af ledere. Det er også et ideal om, at borgerne deltager mest muligt i beslutningsprocesserne. I partiet udmønter det sig i, at denne gruppe medlemmer ikke stiller sig til tåls med, at de tillidsvalgte bør være de eneste ansvarlige for partiets virksomhed. De menige medlemmer bør have muligheden for at deltage aktivt også uden at lade sig vælge til en post i partiet.
Et medlem med ønske om at blive aktiv i partiet kan ridse banen op for, hvilke konsekvenser forskellen mellem de røde seler og 68´erne har i partiets dagligdag:
»Så brug os! Og så lad være med at forlange, at vi skal bruge to-tre år i en partiforening for at nå derop, fordi så har vi jo ikke tid til at se, hvad der foregår ude i verden. Sammensæt nogle ekspertgrupper, og, de kan gå fra landspolitisk ud i det lokalpolitiske, som kan gå videre ud blandt de medlemmer, vi har, og sige »hvor er det, vi har nogle mennesker, der ved noget omkring det her?«
Medlemmet er mod, at hendes indflydelse i partiet skal gå gennem et antal år som tillidsvalgt. Hun ønsker en indflydelse som medlem, hvor hun kan bidrage umiddelbart med den viden og de erfaringer fra hendes liv, som kan forbedre partiets adgang til det omgivende samfund. Men hendes ønsker forbliver ønsker, fordi traditionen i partiet tilsiger, at vejen til medlemsindflydelsen går gennem at blive valgt til en post.
Det er ikke et enkeltstående medlemstilfælde, der her er lagt frem. Omkring i Socialdemokraterne går der mange medlemmer rundt, der har den samme oplevelse af, at partiet ikke giver de rette rammer for deres ønsker om deltagelse. Fælles for dem er, at de er deltagelsesdemokrater, indmeldt i partiet for ikke alt for længe siden og født efter krigen. Og så er mange af dem kvinder.
Dette billede af demokratiske skillelinier i Socialdemokraterne er altså samtidig med en sejlivet trend mod færre, og ældre, medlemmer. Og dertil samtidig med en kommunalreform, som gør en organisationsreform uundgåelig. Spørgsmålet er da, hvad Socialdemokraterne skal gøre ved dette sammenrend af samtidigheder.
Den lette løsning ligger lige til højrebenet. Den består i at tilpasse partiets grænser grænserne på det nye Danmarkskort. Regionsbestyrelser afløser amtsbestyrelser, lokalforeninger rundt omkring får nye legekammerater rundt omkring i andre lokalforeninger, uden at de nødvendigvis lægger sig sammen i nye, og større, lokalforeninger. Og partiforeningernes opgaver bliver filet til i kanterne, så de passer til den nye opgavefordeling i kommuner og regioner. Og så er den skid i øvrigt slået.
Den langt sværere løsning ligger et helt andet sted end ved højrebenet. Vi er i genren for kunstfærdigt udførte saksespark. Løsningen er, gradvist over en årrække, at supplere repræsentationsdemokratiet i partiet med deltagelsesdemokratiet. At forme partiet også efter de ikke så tyndhårede socialdemokrater, medlemmer som vælgere, som qua en demokratisk opdragelse præget af kritisk sans, individuel stillingtagen og gruppearbejde ønsker det traditionelle bestyrelsesarbejde hen, hvor peberet gror. Socialdemokrater, som vil den umiddelbare adgang til de politiske beslutninger, og de politikere, der træffer dem, uden at skulle betale lærepenge som tillidsvalgte. Ingen grund til at pantsætte tilliden hos en anden, når man ser sig selv som tillidsvækkende.
Socialdemokraterne bryster sig ved festlige lejligheder af, at partiet er Danmarks største politiske værksted. Med en reform af partiet, som bryder mange af grænserne ned mellem politikere, tillidsvalgte, medlemmer og vælgere ville denne selvkarakteristik blive mere virkelighedsnær. At enhver socialdemokratisk vælger, udfra egne interesser og på egne betingelser, kunne være personligt bagland for en hvilket som helst socialdemokratisk politiker ville være reformens vision.
Vision er beslægtet med fatamorgana. Og store dele af Socialdemokraterne vil se visionen som en luftspejling, som ikke har noget at gøre med virkeligheden i partiet. Det var reaktionen fra dele af partiet for ti år siden, da en gruppe yngre medlemmer af partiet leverede følgende karakteristik af partiet:
«Mulighederne for at udvikle og diskutere politik i Socialdemokratiet er begrænsede. Idepolitisk debat er så godt som ikke-eksisterende...Derfor skal partiet moderniseres, så det tiltrækker nye generationer af danskere. Socialdemokratiet skal være et åbent parti med maksimal medlemsindflydelse.«
Reaktionen kan meget vel blive den samme denne gang. Et historisk vingesus kan dog være et argument for, at en vision er rettidig omhu. Det var Socialdemokraterne, der revolutionerede partiet som institution i det danske demokrati, sidste gang det skete i starten af det forrige århundrede. Her blev elitepartiet afløst af det masseparti baseret på repræsentation, vi kender fra alle partier i dag. En type parti med storhedstid i 50´erne og 60´erne, som formåede at skabe et stabilt partisystem i Danmark, hvor de mest betydningsfulde klasser i samfundet havde hver sit parti at vedkende sig. Dette system har været ustabilt siden jordskredsvalget i 1973, som mere end noget andet var et opgør med Socialdemokraterne monopol på arbejderklassen, i dag afløst af den individuelle lønmodtager. Måske tiden er inde til, at Socialdemokraterne igen revolutionerer det danske parti, som lever stadig mere på statsstøtten og mindre på medlemskontingentet? Denne gang ved at tage alvorligt, at flertallet af danskerne ikke mere føler et synderligt behov for at lade sig repræsentere, endsige bekender sig til en klasse, men ser sig selv i stand til individuelt at deltage i demokratiet, forudsat at adgangen er der til at deltage.
Socialdemokraterne som revolutionerende? Det klinger hult for mange mennesker, som har glemt, hvad partiet oprindeligt var, men husker, hvad partiet fik skyld for at være, da de sidst havde regeringsmagten. Administratorer, taburetklæbere, systembevarende, jeg nævner i flæng. Socialdemokraterne kan bevise, at partiet stadig er visionært, ved at starte arbejdet med at reformere partiet. Partiet kan også vælge bare at rette ind efter de nye grænser på Danmarkskortet. Fred være med det, hvis det bliver partiets løsning, det er partiets egen sag. Men lad det samtidig være sagt, at Socialdemokraterne siden midten af 90´erne, hvor en gruppe yngre medlemmer senest for alvor satte fornyelse af partidemokratiet på dagsordenen, netto har mistet titusindvis af medlemmer.
*Peter Sig Kristensen er nyuddannet antropolog med et speciale om medlemsindflydelse i Socialdemokraterne, skrevet på baggrund af feltarbejde i 30 socialdemokratiske lokalforeninger og interviews med mere end 80 medlemmer af partiet.
