Kronik

Sayonara Denmaku

Det er ikke Kafkas Processen – det er Joseph Hellers Catch 22. Et eksempel på, hvordan regeringens udlændingepolitik kan gribe ind i folks tilværelse
Debat
20. juli 2004

Kronikken
På lørdag rejser jeg til Japan – igen. Det er anden gang på under en måned, at jeg skal skaffe de 8000 kr., billetterne koster. Det svarer til i alt 32.000 kr. før skat – altså langt mere, end jeg i det hele taget tjener på en måned. Rejsen betyder samtidig, at jeg muligvis må droppe en større oversættelsesopgave, jeg ellers allerede har sagt ja til at lave, fordi jeg godt kunne bruge pengene.
Jeg begynder så småt at forstå, hvor pressede narkomaner, der skal rejse 1000 kroner om dagen, egentlig er. Men modsat dem jeg har et valg – jeg kan vel bare blive hjemme? Næ, det kan jeg ikke. For så kan jeg ikke være sammen med min kæreste. Hun blev nemlig udvist af Danmark i juni. Med syv dages varsel.
Det hele begyndte, da jeg for halvandet år siden gjorde det eneste, man bare ikke må gøre i dagens Danmark. Jeg trådte ind ad døren til en fest ude på Nørrebro. Det var sådan en rigtig etnisk fest med Grøn Tuborg på bordet, chips og dip, høj popmusik og unge mennesker iført jeans og skjorte. Der faldt jeg i snak med en japansk kvinde, og jeg blev forelsket på stedet. Fra den dag udviklede forholdet sig langsomt, men sikkert.
Min kæreste var i Danmark som au pair-pige. Så hendes opholdstilladelse udløb i januar. Hun ville gerne blive, men det var udelukket på grund af vores udlændingepolitik. Straks foreslog alle i min omgangskreds, at vi sgu da bare kunne gifte os, og så var den potte ude. Men det duede ikke. Hun er nemlig yngre end mig. Hun var dengang lige præcis 23 år – ét år for ung til, at vi kunne blive familiesammenført.
Familiesammenført? Stop lige en halv. Vi vil jo bare gerne være sammen. Bo sammen, ligge i teske sammen, gå i biffen sammen, sidde sammen om aftenen og spise frikadeller – eller tonkatsu to gohan.
Min kæreste vil gerne være pædagog. Det var derfor hun overhovedet tog til Danmark. Hun opfatter nemlig stadig Danmark som et foregangsland på det pædagogiske område. Det har hun fra sin far, der er lærer og tidligere formand i sin afdeling af lærernes fagforbund i Japan. Tidligere læste han ligefrem danske bøger om pædagogik, og han kan stadig finde på pludselig at sige: »Godnat, nu vil jeg ligge i seng.« Sproget lærte han sig tilbage i 1970’erne. Det var dengang danske børn ikke lå på 117. pladsen i den internationale læsestatistik. Dengang vi var kendt som humanismens højborg. Det er, mildt sagt, et overstået kapitel.
For at en udlænding kan blive optaget på en videregående uddannelse i Danmark – hvilket uden videre kvalificerer til ophold på grund af diverse udvekslingsaftaler – skal vedkommende bestå en danskprøve, der svarer til gymnasieniveau. Men prøven lå tre måneder, efter at min kærestes visum udløb. Så for overhovedet at kunne være her i landet, så hun kunne tage prøven, måtte hun bruge 17000 kr. på at købe et højskoleophold. Det ville også styrke hendes danske sprog og viden om Danmark.
Hun knoklede virkelig. Hver aften læste hun tekst-tv i flere timer. Hun konverserede dagligt med mine venner og min familie. Hun læste danske aviser hver dag. Men alligevel var hendes danske kun næsten godt nok. Hun bestod faktisk halvdelen af prøven, men dumpede lige akkurat den anden halvdel.

Plan B var, at hun ville søge ind på Højvang-seminariet i Glostrup. Her har man nemlig lavet et genialt forberedelseskursus for flygtninge og indvandrere, som gerne vil være pædagoger. Kurset går ud på, at den udenlandske studerende får sit danske sprog kørt helt i stilling samtidig med, at man lærer dansk historie og kultur og har relevante fag som psykologi og pædagogik.
Min kæreste skulle først bruge tid – og penge – på at få sit japanske eksamensbevis fra gymnasiet officielt oversat. Derefter skulle det godkendes. Hvis hun ikke fik det godkendt, ville hun blive udvist af Danmark med syv dages varsel. Det blev godkendt. Så skulle hun til optagelsesprøve. Hvis hun ikke bestod prøven, ville hun blive udvist af Danmark med syv dages varsel. Hun bestod. Og gik videre til samtalen. Hvis hun ikke klarede samtalen, ville hun blive udvist af Danmark med syv dages varsel.
Jeg husker de to måneder, det hele stod på i, som totalt udmattende. Et forhold, der hele tiden kan afsluttes med syv dages varsel, er slet ikke noget forhold. Skal vi leje et sommerhus i Skagen til sommer? Skal vi købe en lejlighed sammen? Skal vi planlægge et liv? Ja, det kommer an på om ...
Hun bestod!
Vi var lettede. Det hele var overstået. Med ét slag. Med ét brev. Pludselig måtte hun være her i de næste fem år. Hun måtte selvfølgelig ikke arbejde eller få SU.-ligesom sine medstuderende, men hun måtte gerne opholde sig i Danmark, og japanere er heldigvis bedre end danskere til at spare op. Så nu skulle hun bare have optagelsen konverteret til en formel opholdstilladelse.
Min oplevelse af Udlændingestyrelsen er, at den er tænkt som en decideret obstruktion af de mennesker, der gerne vil opholde sig i Danmark. En indvandrer kan let bruge en hel dag inde hos Udlændingestyrelsen på at få ordnet en bagatel. Og f.eks. er det i praksis umuligt at ringe ind og blive stillet om til sin sagsbehandler, så ens sag kan drøftes i et par minutter. Der er i stedet ansat en person til at gå ned og gentage spørgsmålet, så sagsbehandleren kan svare, så mellemmanden kan gå tilbage og gentage svaret for den, der spurgte. Sådan en samtale kan godt vare en time – hvoraf over halvdelen er ventetid. Udlændingestyrelsen er kort sagt ren Kafka. En tragikomisk udgave af Processen, der alene kan eksistere her i landet, fordi der stort set ikke er nogen danskere, der gør sig begreb om, hvor grotesk et sted, det egentlig er.
Min kæreste stod op klokken syv den næste morgen, for hvis hun stod allerførst nede ved døren, når de åbnede, ville ventetiden kun være to timer. Det kom vi op at skændes om. Jeg sagde, at der jo aldrig kan være nogen ventetid, hvis hun rent faktisk stod som nummer ét foran døren. Men hun fastholdt, at sådan var det altså. Og ganske rigtigt. Hun stod allerforrest i køen foran døren, da de åbnede. Men det tog stadig over to timer bare at få udleveret en standardformular.
Hun var ked af det den dag, da jeg kom hjem. Da hun fik udleveret formularen sagde damen noget med, at sagen efter hendes opfattelse nu slet ikke var så klar endda. Jeg gik helt enkelt ud fra, at min kæreste havde misforstået et par danske ord. Det er en faktor, man vænner sig til. Sandheden måtte være blevet Lost In Translation. Hun var jo optaget på uddannelsen.
En uge efter sad hun og tudbrølede, da jeg kom hjem. Hun havde grædt hele dagen. Hun var helt fra den, omsider brudt definitivt sammen psykisk. Hun var nærmest paranoid, bange for at miste sin dagligdag i Danmark, bange for ikke at få en uddannelse, bange for ikke at kunne bruge sit liv på noget fornuftigt, bange for at miste sin kæreste, når hun rejste om på den anden side af jorden.
"... hvorfor opholdstilladelse ikke kan tildeles," stod der i brevet fra Udlændingestyrelsen. Brevet sluttede med i ekstremt ubehagelige vendinger at understrege, at hun skulle ud af landet inden syv dage.
I brevets kancellistil – som jeg, der er universitetsuddannet nærlæser fra Institut for Litteraturvidenskab, næsten ikke kunne afkode – stod der, at Udlændingestyrelsen ikke ville give opholdstilladelse til en udenlandsk studerende, der var optaget på et forberedelseskursus, der alene henvender sig til udenlandske studerende, fordi vedkommende ikke var optaget på en videregående uddannelse, der kvalificerer til opholdstilladelse. Jeg tog mig til hovedet. En offentlig uddannelsesinstitution har lavet et specielt forberedelseskursus for udlændinge, så de kan komme i gang med en videregående uddannelse, men samme lands myndigheder nægter dem at være her, imens de tager den, fordi de ikke er optaget på den uddannelse, de er ved at kvalificere sig til. Det er faktisk ikke Kafkas Processen – det er Joseph Hellers Catch 22.
Syv dage. Hun pakkede sine kuffert, sagde farvel tilalle sine danske venner, fik sit danske kørekort konverteret. Og jeg smed selvfølgelig alt, hvad jeg havde i hænderne og rejste med min samlever ud af mit eget fædreland.
I øjeblikket overvejer Bertel Haarder hendes klage over afgørelsen. Og måske er der håb. Det var trods alt ham, der personligt gav arbejdsmarkedsintegrationsprisen til Højvang-seminariet sidste år, fordi de har lavet det forberedelseskursus for flygtninge og indvandrere, som min kæreste er optaget på..

*Kristian Ditlev Jensen er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her