Læsetid: 5 min.

Har Thulestammen en chance i Strasbourg?

Thuleboerne forsøger at få Den Europæisk Menneskerettigheds-domstol til at behandle deres sag
12. juli 2004

International
Beboerne i Thule – Grønlands nordligste menneskelige bebyggelse – har indbragt Højesterets afgørelse fra november i deres sag mod Danmark for Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg.
Men det er langt fra sikkert, at domstolen vil realitetsbehandle sagen. Det første nåleøje, klagere i Strasbourg skal trænge igennem, er nemlig det, som udgøres af den juridiske prøvelse af, om sagen overhovedet er berettiget til at blive behandlet. Over 90 pct. af dem, der henvender sig med klagesager, får sagen sendt i hovedet igen: I 2003 afvistes således 17.270 klager, mens blot 753 blev godkendt til behandling.
Sagen kan afvises, hvis det ikke er statens ansvar, at der er sket en menneskeretskrænkelse (ratione personae), eller fordi der klages over et forhold, som ikke er omfattet af konventionen (ratione materiae). Men det kan også ske, at konventionskrænkelsen fandt sted på et tidspunkt, hvor den indklagede stat endnu ikke var forpligtet af konventionen (ratione temporis). Denne sidstnævnte afvisningsgrund kan i allerhøjeste grad komme på tale i denne sag.
Den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 er, hvad Thuleboerne søger mobiliseret for at få det territorium tilbage, Danmark eksproprieredei maj 1953 på grund af oprettelsen af den amerikanske luftbase dér.
Men det er ikke helt enkelt: Danmark ratificerede først konventionen i september 1953, altså ca. tre måneder efter Thule-ekspropriationen, og så indeholder den i øvrigt ingen regel om ejendomsretten! Jamen, hvad så? Jo, konventionen er siden da blevet udbygget med ikke færre end 14 tillægsprotokoller. Den første tillægsprotokol indeholdende beskyttelse af ejendomsretten trådte imidlertid først i kraft i maj 1954. Man kan spørge, hvordan i alverden Thuleboerne kan finde et juridisk grundlag, når dette interval må tages i betragtning.
I folkeretten opereres imidlertid med begrebet kontinuerlig krænkelse af rettigheder, og dette støtter Thule-boernes advokat, Christian Harlang, sig på.
I to tidligere afgørelser har menneskerettighedsdomstolen givet klagere ret i sådanne tilfælde. Det gælder således i sagen Papamichalopoulos m.fl. mod Grækenland om i alt 14 græske borgere, som fik frataget deres jorder otte år før Grækenland havde anerkendt domstolens kompetence. Det var under det græske oberststyres diktatur, og indgrebet fra juntaens side skyldtes, at der skulle anlægges en flådebase på de 14’s arealer. De fik alle erstatning langt senere via Strasbourg.

Speget sag
Det gjaldt også den politi-ske spegede sag om Titiana Loizidou, en græsk-cypriotisk kvinde, som ved Tyrkiets invasion af Cypern i 1974 sammen med ca. 170.000 andre græsk-cyprioter blev tvunget til at rejse til Cyperns sydlige del. Hun har siden været afskåret fra at nyde retten til sin ejendom i Kyrenia på Nord-Cypern. Ejendommen blev eksproprieret af den såkaldte republik Nord-Cypern – og det skete før Tyrkiet accepterede Strasbourg-domstolens kompetence i 1985. Domstolen erklærede imidlertid ekspropriationen ugyldig, idet fru Loizodou fortsat er ejer af sin grund i Kyrenia. Hun tilkendtes en rekordstor godtgørelse på 6,3 mio. kr. for den fortsatte ejendomretskrænkelse, som det udtryktes. Pengene er siden blevet betalt af den tyrkiske stat, der af Strasbourg-domstolen fandtes ansvarlig på Nord-Cypern.
Direktøren for den svenske Raoul Wallenberg Instituttet for Menneske- og Humanitærret i Lund, den islandske folkeretsprofessor Gudmundur Alfredsson finder Højesterets afgørelse i Thulesagen bemærkelsesværdig, fordi den ikke afspejler den udvikling i den nationale selvbestemmelsesret (indfødte folks rettigheder), der i hvert fald i de sidste tre-fire årtier af det 20. århundrede har præget det internationale samfund.
»Det er som at høre den gamle kolonimagt Danmark tale«, bemærker han. »Danske myndigheder er fortsat tydeligvis ikke til sinds at forlene grønlænderne med helt de samme rettigheder som ’syddanskere’, og en mængde enkeltheder vedrørende grønlændernes (Thuleboernes) landrettigheder blev ikke nærmere analyseret i dommen. At der ikke eksisterer ejendomsret til jord i Grønland (akkurat som hos mange oprindelige folk i Latinamerika og Asien) blev ganske vist fremhævet, men det svækker ikke Thuleboernes retsposition, idet også en brugsret til jord kan eksproprieres – med påfølgende erstatningspligt«.

Principiel sag
FN’s Menneskeretskomité (der i FN-systemet svarer til den af Europarådet oprettede Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg) traf således i 1981 afgørelse i en principiel sag om en canadisk-indiansk kvindes fortsatte reservatrettigheder – efter at hun havde indgået ægteskab med en ikke-indianer. Det fik nemlig betydning, da kvinden, Sandra Lovelace, siden blev skilt. Hun fortabte sine reservatrettigheder i 1970, men også efter 1976 – da Canada blev bundet af FN’s konvention om borgerlige og polilitiske rettigheder – led hun under tabet: Følgelig havde Canada krænket art. 27 i denne konvention,som sikrer personer fra etniske, religiøse eller sproglige mindretal ret til i fællesskab at nyde deres eget kulturliv. Canadisk lovgiving på dette område er siden ændret..
Den nyeste dom om et indfødt folks landsrettigheder for et internationalt forum stammer fra Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol i San José (Costa Rica). Den amerikanske menneskerettighedskonvention, som domstolen her anvender, binder 24 stater i Nord- og Sydamerika (men eksempelvis ikke USA!).
Domstolen fastslog i sin dom fra august 2001, at mayastammen Awas Tingni i Nicaragua havde fået krænket sin ejendomsret (landrettigheder) ved en koncession til skovhugst, det nicaraguanske statslige skovvæsen i 1995 havde givet selskabet SOLCARSA. 62.000 hektar af mayastammens jord blev herefter frataget den for en 30-årig periode.
I denne sag fra Nicaragua bestemte Den Interamerikanske Menneskeretsdomstol i august 2001, at de ca. 600 mayaindianere fra Awas Tingni-stammen for afsavn ved inddragelsen af stammens brugsret til jord skulle kompenseres med 50.000 dollars (ca.3,7 mio. kr.), hvortil kom 30.000 dollars (2,2 mio. kr.) til sagsomkostninger. Nicaragua blev samtidig pålagt at fastsætte klare grænser for Awas Tingnis jorder og tilskøde dem disse.
Det skal også med, at Strasbourg-domstolen grundlæggende baserer sine afgørelser på fortolkninger af den europæiske menneskerettighedskonvention, hvorfor afgørelser fra andre internationale organer kun kan komme med som sekundære bidrag. For Thulestammen drejer det sig først og fremmest om at sikre sin overlevelse. Omkring 80 pct. af de ca. 700 mennesker, der nu bebor den nye boplads Qaanaaq, lever af understøttelse. Som formanden for Hingitaq 53, Uusaqqak Qujaukitsoq, udtrykker det: »Får vi ikke vor hjemstavn tilbage, har den danske stat og Grønlands Hjemmestyre ansvaret for, at verdens nordligst boende befolkning ophører med at eksistere«. Så dramatisk kan skæbnedramaet om Thulefolket formuleres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu