Læsetid: 2 min.

VKO eller VK-KD

Debat
20. juli 2004

Valgkamp
Bodil Kornbeks kommentar i Information bliver et af valgkampens centrale omdrejningspunkter.
Kristendemokraternes udlændingepolitiske ordfører havde den 15. juli nogle interessante synspunkter, sammenfattet i følgende citat:
»Helt konkret er der et himmelråbende skel mellem den ansvarsløshed, der udvises fra Regeringens side over for asylansøgere, og de værdier, som Regeringen ønsker, at indvandrere og deres familie skal efterkomme (…) Betingelserne for et anstændigt og værdigt asylforløb er stærkt forringet med tiltag som bl. a. madkasseordningen og passificeringen af såkaldte fase tre-ansøgere, samtidig med, at deres retssikkerhed befinder sig et bemærkelsesværdigt lille sted.«

Helt centralt
Kornbæks vurdering af regeringen bliver ikke mindre interessant af en kommentar, som de Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, samme dag havde i Berlingske Tidende. Hendes budskab var, at rets- og udlændingepolitikken vil umuliggøre et fremtidigt SR-regeringsgrundlag:
»Hvad vil Det radikale Venstre i regering med Socialdemokraterne og omvendt?« spurgte Christmas-Møller retorisk, uden så meget som at skæve ind gennem egne vinduer. For sagen er, at Bodil Kornbeks kommentar i Information bliver et af de helt centrale omdrejningspunkter i den forestående valgkamp, som tegner to muligheder for VK-regeringen: Enten må den gå til valg på en fortsat blok-politik, helt afhængig af Dansk Folkeparti.
Eller også må den, hvad meningsmålingerne tyder på, søge det nødvendige supplement til VKO-partierne på midten.
Det radikale Venstre kan på forhånd udelukkes i regeringens overvejelser og det samme kan CentrumDemokraterne (lad så det sidste formentlig være af mindre betydning…)
Tilbage er Bodil Kornbeks parti, som reelt kalder regeringens udlændingepolitik ansvarsløs, uanstændig, uværdig og passificerende. Med retssikkerheden placeret på et »bemærkelsesværdigt lille sted«.
Udlændingepolitikken vil blive skamredet af Dansk Folkeparti og dets støtteregering (!) i forsøg på genvalg. Og da nu Pia Christmas-Møller har erfaring i disciplinen, ’Analyse af rets- og udlændingepolitikken som regeringsgrundlag‘, er der grund til at spørge hende:
Hvordan vil hun og regeringen forene VKO-partierne og Kristendemokraterne bag et regeringsgrundlag for udlændinge- og retspolitikken? Og hun kan tage u-landspolitikken, den midlertidige kommunalreform m.m.m. med i svaret.
I forvejen har mange såkaldt liberalt sindede svært ved at acceptere VK’s afhængighed af Pia Kjærsgaards og Søren Krarups parti; vælgerne siver fra Venstre. Samtidig skranter Dansk Folkeparti, ikke voldsomt endnu, men tendensen er klar. Og det lille konservative parti står som altid i stampe. Så spørgsmålet om KD og VKO er hverken teori eller drilleri. Men drevet frem af videbegær.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her