Kronik

15 år efter ’De sataniske vers’

Emner som religiøs fundamentalisme, kvindeopfattelse og modernitet er blevet mere og mere påtrængende siden fatwaen mod Salman Rushdie for 15 år siden
17. august 2004

Kronik
14. juli 2004: Jeg går tur med min familie i en yndig gammel landsby i det sydvestlige Frankrig. Vi er på ferie. Der er forskellige kulturelle arrangementer i anledning af Bastilledagen, franskmændenes nationaldag, som markerer den franske revolution og tilblivelsen af det moderne Frankrig. Jeg falder over en bog om en kvinde fra oplysningstiden, Marie-Olympe de Gouges, som et apropos til nationaldagen.
Hun var en tidlig feminist, men det er først inden for de sidste godt 20 år, hun er blevet anerkendt som en sådan. Hun talte for, at også kvinder skulle komme til fornuft og blive bevidste om deres rettigheder, efter en revolution som ikke uden videre havde gjort deres kår bedre. Et år før den mere berømte feminist, engelske Mary Wollstonecrafts bog, A Vindication of the Rights of
Woman, skrev hun et lovforslag til nationalforsamlingen, hvor hun hævdede kvindens rettigheder og ligestilling som citoyenne, borger.
Efterskriftet til lovforslagets punkter indeholder et opråb til kvinderne: »Kvinde, vågn op; fornuftens alarmklokke lyder i hele universet; anerkend dine rettigheder. Naturens magtfulde imperium er ikke længere omgivet af fordomme, fanatisme, overtro og løgne. Sandhedens fakkel har fordrevet alle skyer af dumhed og tilranelse. Den slavegjorte mand har mangedoblet sine kræfter og har haft brug for hjælp fra dine kræfter, for at knuse sine lænker. Efter at han er blevet fri, er han blevet uretfærdig overfor sin ledsagerske. Oh, kvinder! Kvinder, hvornår holder I op med at være blinde?«
Marie-Olympe de Gouges blev henrettet i 1793 under rædselsregimet, dette ’oplysningstidens skibbrud’ i den franske historie. Heldigvis overlevede ideerne.

14. juli-14. februar 1989: Jeg mindes festligholdelsen af 200-året for den franske revolution i Paris 15 år tidligere. Dengang boede jeg i Paris. Der var især et ekstravagant optog kreeret af Jean Paul Goude ned ad Champs Elysées. Det var et fantasifuldt opbud af dansere og musikere i mærkelige til lejligheden skabte dragter, der vidnede om en senmoderne fortolkning af de universelle værdier fra oplysningstiden.
Et værk af en en bricoleur, en fræk og respektløs multikunstner, under indflydelse af et multietnisk, multikulturelt samfund, in casu det franske, med et stærkt budskab om en spraglet humanisme, som rummede en forening af det fællesmenneskelige og det særegne. Fem måneder tidligere havde en indisk studiekammerat, en ung kvinde fra New Delhi, fortalt mig at den engelsk-indiske forfatter Salman Rushdie havde fået en dødsdom, fatwa, af det iranske præstestyre på grund af sin roman, De sataniske vers, og derfor var gået under jorden. Min oplevelse af Paris dengang var at det var en multikulturel storby, hvor studerende fra alle verdenshjørner mødtes og sugede lærdom til sig.
Næsten alle jeg mødte var fremmede, som jeg selv, og fascinerede af den franske kulturarv, dens kunst og litteratur og af byens esprit libertaire, anarkistiske ånd og totale tankefrihed. Samtidig kunne jeg konstatere, at den selvbevidste franske hovedstad allerede rummede meget synlige kulturblandinger, ligesom den arkitektonisk hele tiden fornyede sig, i splidagtig harmoni med det gamle.
Paris var blevet global, opdagede jeg måbende med min danske ’bondebaggrund’ og medbragte forestillinger om fransk national enhed. Jeg måtte minde mig selv om, at Frankrig etnisk set var lige så sammensat som USA, ligesom det havde været et indvandrerland siden forrige århundrede.
De sataniske vers – 15 år efter: Romanen De sataniske vers er uhyre kompleks med sin blanding af det fabulerende og det realistiske, det konkrete og det drømmeagtige. Min egen læsning af romanen for nylig har fokuseret på religiøs fundamentalisme, kvindeopfattelse og modernitet, emner som er blevet mere og mere påtrængende siden fatwaen for 15 år siden. Det er karakteristisk for romanens skildring af religiøs fundamentalisme, både i fortid og i nutid, at kvinden står i vejen for dyrkelsen af Gud og af sandheden.
Den eksilerede imam i London dyrker i hemmelighed en kærlighed på afstand til en ’kejserinde Aisha’ fra sit hjemland, samtidig med han hader hende og opfatter hende som en destruktiv kraft. Han sværger til asketisk levevis og drikker filtreret vand hele tiden, symbol på renhed og sandhed, i modsætning til kejserinden: »Kejserinden,« påpeger han, »drikker vin«. Bourgogne, Bordeaux og rhinskvin blander deres berusende fordærv i denne på én gang herlige og hæslige krop. Det er en synd, der er nok til at fordømme hende for altid uden noget håb om frelse. Det rene vand, klarhed og stringens, står over for vinen og dens konnotationer: blod, seksualitet, vildskab.

Imamen planlægger en revolution imod moderniteten og al dens uvæsen, og den indbefatter en ny tidslighed med fortid, nutid og fremtid i ét. Bevidstheden om tidens gang og den menneskelige handlekraft skal med al magt bekæmpes af de rettroende. Fjenden er: … selve Historien. Historien er den blod-vin, som ikke længere må drikkes. Historien er en rusgift, den er skabt og besiddes af Djævelen, af den store Shaitan, den største af de løgne – fremskridt, videnskab, rettigheder (min understregning) – som imamen har sat sig for at bekæmpe. Historien er en afvigelse fra stien, viden er en vildfarelse, fordi summen af viden var fuldstændig, den dag da Al-Lah afsluttede sin åbenbaring til Mahound. Efter historiens nederlag vil paradiset komme til syne. Samtidig med at kvinden er religionens fjende, hvilket bliver mere og mere tydeligt i romanens skildring af religionens opkomst, hvor kvinder lukkes inde og underlægges alle mulige regler, bliver hun dæmoniseret som den anden, modstykket til den rene mand. Den rene, ubesmittede mand er derfor også i bogens talrige historier ham, der kan kontrollere sine menneskelige følelser – og som undervejs må gøre mange krumspring for at holde sig fri af den syndefulde kvindes lokken. Han repræsenteres især af imamen og profeten i romanen. Kvinden tillægges de egenskaber, som er urene og peger væk fra Gud og sandheden, navnlig sanseligheden og seksualiteten.
I romanen bliver det mere og mere tydeligt, at kvindekønnet og modernitet hænger uløseligt sammen, fordi begge størrelser genererer tvetydighed: liv-død, pluralisme, kulturblandinger, tvivl, refleksion. Skøgen og storbyen udgør et hele, af Rushdie kaldet Babylondon med en såre velkendt bibelsk reference. Fundamentalister kan ikke forlige sig med en flydende verden, ligesom deres magt forudsætter, at kvinders liv og seksualitet kan kontrolleres. Og videnskaben er en fjende, fordi den i princippet er uafsluttelig. Det guddommelige væsen har derimod sat et punktum for længe siden, sandheden er blevet åbenbaret. Der er ikke mere at udforske eller søge svar på. Humanismen med dens ideer om menneskerettigheder er også en fjende, for Guds vilje vejer altid tungere end snævre menneskelige hensyn. Herrens veje er uransagelige.

Det slår mig, at den fornuftens alarmklokke som Madame de Gouges skrev om i 1791, er den samme, som den der lyder i dag, når modige mænd og kvinder rundt omkring i verden kæmper imod religiøs fanatisme og undertrykkelse. Den kamp foregår også i Danmark, hvilket nu omsider er ved at gå op for de fleste. Rushdie viser med sin roman, at den fundamentalistiske udgave af en monoteistisk religion, som lige så godt kan være kristen eller jødisk som muslimsk, er en menneskelig opfindelse. Det er menneskeligt at søge det absolutte og sandheden, men romanen dementerer, at renheden findes. Til gengæld findes fantasien, følelserne, relationerne, kunsten.
Det er fejlbarligheden som ærkeenglen Gibreel, halvt mand, halvt engel, ikke kan komme overens med. Hans frustration ender med jalousimord på kæresten og dennes formodede elsker. I sin skizofrene tilstand rabler han: »Jeg er englen guds forbandede engel, og lige for tiden er det den hævnende engel, hævneren Gibreel, altid hævn, hvorfor? Jeg er ikke sikker noget i den retning, for den forbrydelse at være menneske må folk især kvinderne men ikke udelukkende betale.«
Guds sendebud ender som forbryder og selvmorder, og djævelen, den forvandlede Saladin, ender som et menneske igen med en ny chance for kærligheden.
Urenheden er et menneskeligt vilkår, mener Rushdie, som oven i købet lader sin fiktive profet sige: »Forfattere og skøger. Jeg kan ikke se nogen forskel her.«

*Anne-Marie Vestergaard er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu