Læsetid: 4 min.

Chávez giver de fattige håb

En million børn fra Venezuelas slumbyer har fået adgang til gratis skoleuddannelse
Debat
18. august 2004

International
Fremmødet var højt ved søndagens folkeafstemning: Hele 94,9 procent af Venezuelas vælgerbefolkning meldes at have stemt. Ifølge den nye grundlov har borgerne ret til at begære præsidenten afsat, før den ordinære embedsperiode udløber – en ret, som mig bekendt ikke findes i noget andet vestligt demokratis forfatning.
De venezuelanske oligarker og deres partier var forbitrede modstandere af den nye forfatning, som et folkeflertal stemte for at indføre i 1999. De forsøgte i 2002 at vælte Chávez ved et USA-støttet kup og at fremprovokere hans fald ved en omfattende strejke i olieindustrien anført af et korrupt fagforeningsbureaukrati. Begge dele slog fejl. Det er skæbnens ironi, at disse kræfter denne gang forsøgte at udnytte selv samme forfatning til at slippe af med den mand, som har styrket det venezuelanske demokrati.
Det kan nu konstateres, at deres forehavende endnu engang er mislykkedes. Protesthylene fra oppositionen og dens apologeter i såvel venezuelanske som internationale medier kan ikke sløre den kendsgerning, at Chávez har besejret sine modstandere i et demokratisk valg for fjerde gang i træk. Under den ’bolivariske’ revolutions banner har Venezuelas demokrati formået at bryde med det korrupte topartisystem, som blev fremelsket af oligarkiet og dets venner i Vesten.
Chávez seneste sejr er kommet i stand på trods af den totale fjendtlighed, Venezuelas privatejede medier indtager over for ham: Hverken de to store landsdækkende dagblade, tv-kanalerne, som ejes af Gustavo Cisnero (Venezuelas og Latinamerikas rigeste mand, red.), eller for den sags skyld CNN gjorde forsøg på at skjule deres støtte til oppositionen.
Også forbløffende mange udenrigskorrespondenter i Caracas har bildt sig selv ind, at Chávez er en undertrykkende caudillo, og har desperat søgt at finde belæg for deres fantasier i virkeligheden. Endnu har de ikke været i stand til at dokumentere eksempler på tilbageholdelse af politiske fanger og da slet ikke på overgreb, der tåler sammenligning med de retsløse tilstande på USA’s Guantánamo-flådebase eller de politisk motiverede fyringer, der uden større opstandelse er sket af tv-chefer og avisredaktører i Blairs Storbritannien.

Socialt demokrati
For et par uger siden havde jeg i Caracas en længere diskussion med Chávez. I løbet af vores samtale gik det op for mig, at det, som Chávez forsøger, er intet mindre end at skabe et radikalt, socialt demokrati i Venezuela, der søger at myndiggøre samfundets nederste lag. I en tid med dereguleringer, privatiseringer, hvor den anglosaksiske models underordning af politik under rigdom synes ubestridt, bliver Chávez’ mål betragtet som revolutionære, skønt de politiske tiltag, han står for, ikke er forskellige fra dem, som Clement Atlees efterkrigsregering gennemførte i

Storbritannien.
Olierigdommene går nu til at at uddanne de fattige og forbedre deres sundhedstilstand. Lidt under en million børn fra slumbyerne og de fattigste landsbyer har fået adgang til gratis skolegang og uddannelse; 1,2 mio analfabetiske voksne har lært at læse og skrive. Mellemskoleuddannelse er blevet en mulighed for 250.000 unge, hvis sociale status udelukkede dem herfra under det gamle regime. Tre nye universiteter blev oprettet i 2003 og yderligere seks ventes fuldført i løbet af 2006.
Hvad sundhedssektoren angår, har de 10.000 cubanske læger, som Castro har sendt for at hjælpe landet, bidraget til markante fremskridt i de fattige distrikter, hvor 11.000 gratisklinikker er blevet oprettet. Venezuelas generelle sundhedsbudget er tredoblet. Føj hertil den finansielle støtte, staten giver til at oprette små virksomheder og opføre nye huse til de fattige, en jordreformlov, der blev gennemført trods kraftig modstand – såvel juridisk som voldelig – fra godsejerne. Ved udgangen af 2003 var 2.262.467 hektar omfordelt til 116.899 familier.

Reformer kræver magt
At Chávez er så populær kan ikke overraske på den baggrund. Intet tidligere regime har i den grad bekymret sig for at bringe de fattige ud af deres elendighed. Man kan ikke undgå at bemærke, at Venezuela er delt ikke blot mellem rig og fattig, men også efter hudfarve. Chavistas (Chávez-tilhængerne, red.) har en tendens til at være mørklødede og nedstamme fra negerslaver. Oppositionens støtter er derimod overvejende lyshudede og nogle af dens mere frastødende tilhængere går ikke af vejen for at skildre Chávez som en sort abe. Et satirisk dukketeater, som lader en karikeret Chávez blive spillet af en abedukke, var endog på gæstespil i den amerikanske ambassade i Caracas. Colin Powell kunne imidlertid ikke se morskaben i det, og ambassadøren blev nødsaget til at udtale sin dybe beklagelse.
Det bizarre argument, som en fjendtligt sindet lederskribent fremfører i The Economist denne uge, om at de sociale forbedringer kun er en manøvre for at købe Chávez popularitet og stemmer, er bemærkelsesværdig forskruet. Det forholder sig stik modsat.
De revolutionære 'bolivarer’ ønsker sig magt for at kunne gennemføre reelle reformer. Alt, hvad oligarkerne har at tilbyde, er mere af fortidens misere. At fremstille det, som om Venezuela står på afgrunden af en totalitær tragedie, er slet og ret latterligt. Det er tværtimod oppositionen, som har forsøgt at føre landet i den retning. Bolivarerne har udvist en forbløffende moderation.

Omfordeling
Da jeg bad Chávez om at forklare sin filosofi for mig, svarede han:
»Jeg kan ikke acceptere den marxistiske revolutions dogmatiske postulater. Jeg kan ikke slå mig til tåls med, at vi lever i en periode med proletariske revolutioner. Virkeligheden fortæller os dette hver dag. Til dem, der siger, at vi på grund af den virkelighed ikke kan gøre noget for at hjælpe de fattige, siger jeg: Her skilles vores veje. Jeg vil aldrig acceptere, at det skulle være umuligt at omfordele et samfunds velstand. Jeg tror på, at det er bedre at dø i kamp end at flage med et meget revolutionært og idealistisk banner og gøre intet… Forsøg at gennemføre din revolution, tag kampen op nu. Gør de små fremskridt, hvis de bare fører en millimeter i den rigtige retning, i stedet for at drømme om utopier.«
Og derfor vandt han.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her