Læsetid: 15 min.

DEBAT

Debat
30. august 2004


De uskyldige
*Under Milosevic fandt der grove krænkelser af menneskerettighederne sted. Under Saddam Hussein fandt der grove krænkelser af menneskerettighederne sted. Under Bush, Blair & Co. har der fundet grove krænkelser af menneskerettighederne sted (rent bortset fra ofrene for de egentlige krigshandlinger) – gør det sandsynligvis fortsat. Jeg er uskyldig! bedyrer Milosevic, Bush, Blair & Co. i kor. Jeg tror, de mener det oprigtigt (eller oprigtigt prøver at indbilde sig det).

Søren Blaabjerg, Hørning

Studerende ikke på første klasse
*Knækbrød og leverpostej er ikke just hverdagskost for de fleste studerende! Så langt er vi enige med Jakob Lange (JL) m.fl., der udtaler sig om SU den 23. aug. Men hvorfor skal det også være det? Det spørgsmål mangler de at svare på.
At man som studerende er forkælet, hvis den daglige kost ikke består af rugbrødshumpler med vand, er ude af proportioner. De fleste penge kommer fra lån og arbejde – og selv med det, så er studenterliv ikke et liv i overflod.
JL lever med et romantisk billede af den sultende studerende. Hvorfor er det så horribelt, at studerende har fået det bedre? For det har vi – ingen tvivl om det. Men en studerendes økonomi ligger stadig på niveau med en bistandsklients, hvis ikke lavere.
Vi er mere end glade for den støtte, som staten yder til vores uddannelse. Danske studerende er her privilegerede. Men der er stadig studerende, der tager lån, søger stipendier og arbejder for at kunne klare sig gennem studierne – det er for eksempel de studerende, der betaler 5000 kr. i husleje. Et beløb, der svarer til den samlede SU (inkl. lån). Og et beløb, de bliver nødt til at betale, for den bolig, de kan få. Samtidig skal der også købes mad og betales regninger.
Til lykke til de studerende hvis forældre har lyst og råd til at hjælpe dem igennem studierne. De studerende, der, ifølge JL, har en »foruroligende høj disponibel indkomst«. Hvor de kan findes, ved vi dog ikke. For vi er aldrig stødt på dem.
Til gengæld møder vi studerende, hvis forældre af og til inviterer deres børn i biografen, som hjælper dem med at køre skrivebordet fra IKEA og hjem til kollegieværelset og som oven i købet ikke har noget imod, at børnene kommer hjem og spiser til middag i ny og næ. Og der sparer vi som studerende både penge til biografbillet, HT-bus og et måltid mad. På denne baggrund er det forståeligt, at JL mener, at det ikke kan betale sig for de studerende at færdiggøre vores uddannelse! For så inviterer mor og far sikkert ikke på middag længere…

Peter Dalby og Vibe Skytte
Forenede Studenterråd, Københavns Universitet

Opskrift på en slyngelstat
*Det er mit indtryk, at en definition på en slyngelstat for tiden er ret subjektiv, og det er ikke holdbart. Vi må have et objektivt kriterium at gå ud fra, også for at kunne sikre, at vore venner og vi selv ikke går hen og udvikler sig og os til en slyngelstat. Jeg har lavet en oversigt som mit bud på en opskrift på en slyngelstat. Den er brugbar som udgangspunkt for en debat, der kunne munde ud i en objektiv definition. Det måtte da være en stor hjælp, når vi nu om kort tid formodentlig bliver medlem af FN's sikkerhedsråd.
En slyngelstat er kendetegnet ved:
Dødsstraf. Tortur. Børnesoldater. Masseødelæggelsesvåben. Myrder udenlandske statsledere. Vælter regimer, man ikke selv kan lide. Eksporterer våben, torturinstrumenter og know how derom. Økonomisk krigsførelse. Mad som våben. Bryder internationale traktater og aftaler. Religiøs eller politisk fundamentalisme. Militariseret. Manipulation af meningsdannelsen. Stor social ulighed. En tvivlsom retsstat. Et ubæredygtigt samfund.
Hvis man forsynder sig på hovedparten af disse punkter, så er man objektivt set en slyngelstat og bør af det internationale samfund slæbes for Den internationale Domstol og udsættes for sanktioner, indtil man kan opføre sig ordentligt.
Man kan begynde med at feje for egen dør først, derefter lige tjekke vennerne af til eventuel senere kammeratlig samtale og så med de gode eksempler i hånden gå ud i al verden.
Jeg er sikker på, at det vil gavne freden, verdensøkonomien – og glæden på denne jord. Så fat blyanten, kryds af og kom i gang med diskussionen.

Geo Horn
Gandrup

Hvilken planet kommer du fra?
*Jørgen Flindt Pedersen (JFP) tegner i sit essay Skyd de sårede den 25. aug. et billede af en vildtvoksende kapitalisme, som siden 1990 har trængt statens og dermed politikernes indflydelse tilbage. Miljø og velfærd er blevet sultet, mens borgere i Danmark og andre vestlige lande har jagtet velstand og dyrket individualismen.
På den planet, jeg bebor, tager staten i Danmark over 60 pct. af nationalindkomsten, som derfor er til magthavernes (politikernes og embedsmændenes) disposition. Den er så grådig, at højtuddannede danskere er så fattige, at de må bygge deres egne køkkener, fordi de ikke har råd til professionelle. Hvis det er en magtesløs stat, ville jeg nødig møde en magtfuld.
Samme stat har siden 1990 brugt 65 mia. kr. af danske skatteyderes penge på miljøpolitik. Det kan man synes om eller ej, men JFP kan ikke i ramme alvor nægte, at ’miljøet’, dvs. grønne politikere, har haft en ganske imponerende evne til at tage folks penge og bruge dem til de formål, de synes om.
JFP er faldet for en af vor tids store myter, myten om ’superliberalismen’, der angiveligt stormer frem overalt. Det er en mystisk myte, for der er intet belæg for den i tallene. Overalt i verden vokser statsmagten. Også i USA, hvor det offentlige forbrug nu er 35 pct. af BNP. Og før nogen siger militært-industrielt kompleks, vil jeg tilføje, at 50 pct. af dette forbrug går til overførsler og pensioner og det meste af resten til civile offentlige lønninger.
Alle stater og alle politiske partier i den vestlige verden er i dag statspartier. Forskellene på danske partier i holdningen til staten er mikroskopiske.
JFP kan tage det roligt: Den omklamrende, allestedsnærværende elefantiasis-stat, han så hedt attrår, er dagens virkelighed her på planeten. Han har bare at se sig om.
Hvis han til gengæld vil fortælle mig, hvordan jeg kan komme til den superliberale planet, han tror, han bebor, vil jeg gerne have det at vide. Det er nemlig muligt, at jeg der ville føle mig helt socialistisk, noget der næppe er fare for her på Jorden.

David Gress
professor, ph.d., Ctr. for Kulturforskning

Faktaløst
*Charlotte Aagaard krydrer sin artikel den 21.-22. aug. om JuniBevægelsens fortrædeligheder med en ufaktuel faktabox. JuniBevægelsen havde i starten af 90’erne 6000 medlemmer: Vi kan ikke i tilgængelige dokumenter her i landssekretariatet finde en sådan medlemsoversigt. Vi har nok aldrig haft flere end 4-5.000 medlemmer. I dag har vi ca. 3.000 medlemmer.
JuniBevægelsen har haft 60 lokalkontorer: Nej, JuniBevægelsen har haft ca. 60 lokale kontaktpersoner – og det er noget ganske andet. JuniBevægelsen har et landskontor i København, et aktivistkontor i Århus samt et ad hoc kampagnekontor i Aalborg. Kontoret i Aalborg er lukket for denne gang, Århuskontoret håber vi at kunne bevare til at hjælpe med holde gang i aktiviteter i det jyske. På landskontoret har der været ansat fem personer, hvoraf de to er på deltid. Da kampagnen gik igang ansatte vi én ekstra journalist til at hjælpe os med at markedsføre vores nye kandidater. Det var en tidsbestemt ansættelse. Århuskontoret drives udelukkende af aktivister og græsrødder.
JuniBevægelsen har en 13-mand stor ledelse: Nej, JuniBevægelsen har en 14-mand stor ledelse.

Britta Darre
JuniBevægelsens landssekretær

Hvor ynkeligt
*’Beklagelse til Henrik Gade Jensen’ læser man på forsiden den 25. august, og det var da på tide. For mage til ringe journalistik i denne sag i sin tid finder man heldigvis stadig ikke hver uge i Information.
Journalisten skrev dengang, at Gade Jensen havde »forbindelser til nazistiske kredse« og havde været »tæt på et nazistisk miljø« – nu beklager man så, hvis læserne har fejlopfattet (sic!) det således, at Gade Jensen skulle skulle have sympatier med eller haft tilknytning til nazister eller nazistisk miljø.
Den beklagelse er, ja mere end ynkelig, den er et dementi. Desværre af respekten for Informations læsere.

Johann Bang
Århus

Per er sympatisk
*Selv i et sobert interview med en dygtig journalist, kan der indsnige sig en misforståelse eller fejltolkning. Den 17. aug. deltog jeg her i avisen i en samtale med Margrethe Vestager om friskoler. Som skoleleder på Nørrebro var det naturligt at komme ind på fordelingen af tosprogede elever på skolerne og jeg nævnte, at der burde gøres en større indsats for at fordele eleverne mere jævnt, hvilket vores skoleborgmester ikke har været så villig til.
Det er blevet til, at Per Bregengaard ikke vil gøre noget ved tilsynet med friskolerne. Jeg står dog stadig ved, at jeg sagde, at skoleborgmesteren er kompetent og sympatisk!
Han havde i øvrigt et læserbrev samme dag her i avisen, hvor han fortæller om et nyt tiltag i fordelingstankegangen, nemlig Magnetskoler,så nu sker der forhåbentlig noget.

Lise W. Egholm
skoleleder

Tavs Cappelørn mellem to stole
*I fejden om Joakim Garffs Kierkegaard-biografi SAK udvider Peter Tudvad kritikken til også at omfatte lederen af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn. Tudvad påviser med rette det paradoksale i, at Cappelørn på den ene side forsvarer Garff med, at SAK er »en narrativ litterær biografi og ikke en videnskabelig kildekritisk biografi«, og på den anden side lader denne biografi optræde i Forskningscenterets selvevalueringsrapport fra 2002.
Derudover sætter Tudvad spørgsmålstegn ved det videnskabelige paradigme og de kollegiale hensyn, der ligger til grund for Cappelørns udtalelser. Der er i pressen endnu kommet svar fra Cappelørn.
Tudvads problematiseringer er imidlertid vigtige og legitime af mere end én grund:
Dels har Søren Kierkegaard Forskningscenteret i løbet af de sidste 10 år modtaget ca. 90 millioner kr. fra Danmarks Grundforskningsfond og dermed den danske stat; under disse omstændigheder bør der selvsagt ikke herske tvivl om de videnskabelige, kildekritiske krav, som Søren Kierkegaard Forskningscenteret er underlagt. Med Cappelørns selvmodsigende kurs i debatten om Garffs biografi er det desværre ikke tilfældet.
Dels har Cappelørn været leder for udarbejdelsen af den autoriserede bibeloversættelse, der blev udgivet af Det Danske Bibelselskab i 1992, og som til en vis grad blev bekostet af den danske stat. Her lod han i talrige tilfælde fagvidenskaben tilsidesætte for at tækkes krav fra den kirkelige højrefløj. Resultatet, der blev kåret til ’Årets bog 1992’ (!), blev mange steder derefter. I 1998 skrev f.eks. professor i Gammel Testamente, Thomas Thompson: »Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig. Diskussionens sande emne er teologi og endda en rigtig dårlig form for teologi. Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme«.
Hverken kritikken af 1992-oversættelsen fra professor Thompson eller i f.eks. Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag, udgivet af Det Kongelige Bibliotek & C.A. Reitzel i 2001, har Cappelørn svaret på.
Videnskabelighed er ikke noget entydigt begreb; det har bl.a. de sidste årtiers postmodernistiske kritikker vist. På den anden side eksisterer der fortsat elementære krav til videnskabeligt arbejde, uden hvilke det ville ophøre med at eksistere. Dertil kommer det fundamental-videnskabelige krav: Sandheden først og fremfor alt. I den forbindelse har Cappelørn mere end én gang sat sig mellem to stole, et forhold, der også har (haft) konsekvenser for skatteydernes penge.

Jens-André P. Herbener
cand.mag., stud.mag.art.

Den glemte konflikt
*Moldova – efterladt mellem Rumænien og Ukraine efter Sovjetunionens sammenbrud. Fra at være en perle blandt sovjet-republikkerne og et yndet sted for ‘apparatjas’ at nyde otiumet efter lang og tro tjeneste for den ubrydelige union, er Moldova i dag Europas fattigste land. Over en million har forladt landet til fordel for bedre jobs i Vesten eller en tilværelse som illegal underbetalt arbejdskraft. Tilbage er de gamle og uudannede, som lever af de dollars, der bliver sendt hjem.
For at gøre situationen værre plages landet stadig af en intern konflikt med udbryderrepublikken Transnistrien, som med Kremls velsignelse og militære støtte har udråbt en selvstændig stat under enevældig ledelse af præsident Igor Smirnov.
Transnistrien har dog ikke opnået anerkendelse fra FN og betragtes officielt som en del af Moldova.
Transnistrien er et bizart stykke Europa. For den beskedne sum af tre kroner får man visum til dette ikke-eksisterende land, som dog alligevel har både egen valuta, militær, politi og stærkt censurerede medier. Når man står på den næsten tomme hovedgade i hovedstaden
Tiraspol og betragter en ensom rusten Lada passere forbi de sovjetiske slogans, som uhæmmet lyver om landets styrke, tager man sig selv i at tænke, om man vitterligt er i Nordkorea eller i Europa få hundrede kilometer fra det udvidede EU. Sure babushka og skrattende russisk popmusik fra en søvnig bar bekræfter en i det sidste. Vi er i Europa, men i en glemt del.
Udover produktion af en i øvrigt glimrende cognac har Transnistrien ikke meget at byde på. Industrien er nedslidt og det, der bliver produceret, er usælgeligt. Transnistriens eneste ressource er enorme lagre af efterladte våben fra Den røde Hær, som sælges til højst bydende. Disse våben er blevet fundet i mange af verdens brændpunkter og giver en astronomisk indtægt til Smirnovs regime. Pengene går dog ikke til befolkningen, som må nøjes med en indtægt på under 300 kr. om måneden. I stedet har Smirnov besluttet at opføre et nyt fodboldstadion til sit fodboldhold Sherif.
Situationen i Moldova passer ikke ind i de mange floskler, som det sidste år er lydt om ‘et nyt og helt Europa’. Befolkningen på begge sider af Dnestr-floden, som deler landet, føler sig ikke som del af det forenede Europa. Sagen er den, at EU meget bekvemt har glemt konflikten i Transnistrien, på den måde undgår EU unødige problemer med Rusland. Problemet er blot, at EU, er de eneste, som kan løse konflikten ved at lægge pres på magthaverne i Kreml.
EU bør tilbyde Moldova en ‘cypriotisk løsning’, hvor genforening og politiske reformer belønnes med EU-medlemskab. På den måde kan man sikre en demokratisk udvikling i landet, som dermed skaber større stabilitet i området. Alternativet er skræmmende: fortsat våbensmugling, øget organiseret kriminalitet med base i et lovløst Transnistrien, menneskehandel og flygtningestrømme ind i EU.

Jens-Kristian Lütken
landsformand for Europæisk Ungdom

Væk med olien
*De dramatiske stigninger i oliepriserne understreger behovet for, at vi gør os uafhængige af olien gennem en massiv satsning på vedvarende energi. Det kan godt være, at oliepriserne i de næste år i en kortere periode falder igen, men det er samtidig en kendsgerning, at olieproduktionen i løbet af de næste 10 år vil kulminere og derefter begynde at falde. Det vil ske samtidig med at efterspørgslen efter olie vokser dramatisk. Det kræver, at vi i løbet af få år gennemfører en omstilling af det danske energiforbrug, hvor vi satser meget mere på vedvarende energi. Ved at gøre det vil Danmark også stå uhyre stærkt, når oliemangelen for alvor slår igennem. For at sikre dette er det nødvendigt med en samlet plan for udviklingen af den vedvarende energi, som også vil medvirke til øget beskæftigelse i Danmark.
En sådan plan bør indeholde to hovedelementer:
*Udvikling af en dansk bølgekraftindustri – har mulighed for at gøre vind rangen stridig: Bølger er mere forudsigelige og stabile end vind, og bølgekraft i Nordsøen giver fire gange mere energi pr. areal hav end den nyeste vindmølleteknologi. For at styrke udviklingen af en dansk bølgekraftindustri skal der afsættes midler til projektering og udvikling af nye offentlige testsites: Ét ud for Hanstholm og et i
Østersøen.
Disse testsites skal ejes af det offentlige, der kan vælge at forpagte dem til kommuner eller foreninger med adgang for alle Ole Opfindere. I tilknytning til hver testside udvikles den nødvendige infrastruktur. Store og komplicerede maskiner kan afprøves i Østersøen, mere grydeklare afprøves ud for Hanstholm. Der afsættes 50 mio. kr. til modelbygning og afprøvning i såvel bølgetanke som i testsites.
Der afsættes favorable lån til udvikling af en offentlig bølgekraft produktion, hvor det offentlige i samarbejde med åbne, offentlige foreninger har aktiemajoriteten.
*Udvikling af brintteknologi til erstatning for benzin Indsats for brintteknologi skal anvendes til at udvikle et bæredygtig transportsystem, hvis krumtap er køretøjer drevet af brændselsceller, der er forureningsfri i nærmiljøet og CO2-fri, såfremt brinten er baseret på vedvarende energi som sol og vind. Hovedelementerne i et sådant system er således el fra sol og overskuds-el fra vindstrøm, der anvendes i en elektrolyseproces, som udvikler brint, der lages i brinttanke. Herfra forsynes brintbiler, busser og tog med brændstof.

Per Clausen
Enhedslisten

Forsørg dig selv
*Klaus Illum vil i et læserindlæg den 21. august ikke gå efter manden, men synes alligevel at det skal frem, at jeg bedriver ’kommerciel virksomhed’.
Jeg har svært ved at skamme mig over, at jeg er i stand til at forsørge mig selv, og kan ikke se, hvorfor dette skulle diskvalificere mig som debattør. Så vidt jeg har forstået, bedriver Klaus Illum selv kommerciel virksomhed i Eco Consult. Det synes jeg, han skal være stolt af. Jeg er overbevist om, at Illum bidrager til debatten ud fra sin overbevisning og ikke ud fra hensynet til personlig vinding. Jeg er ked af, at han ikke har samme tiltro til mig.
Illum betvivler, at jeg har opnået en akademisk grad. Jeg kan meddele, at jeg har to af slagsen. Han skriver, at akademiet for fremtidsforskning er et kommercielt foretagende. Det er ikke korrekt. Akademiet er en forening, og det har eksisteret siden 1967.
Illum påstår, at gabet mellem rige og fattige i verden er blevet ’drastisk’ forøget siden 1970. Dette er ikke korrekt. Faktisk gør nøjagtigt det modsatte sig gældende. Gruppen af fattige lande har i perioden i gennemsnit haft højere økonomisk vækst pr. indbygger end højindkomst-landene.
Illum skriver, at jeg næppe kunne sandsynliggøre, at »en økonomisk vækst på 2 pct. om året lader sig realisere blandt de 80 pct. fattige, hvis den også skal opretholdes blandt de 20 pct. rige«. Jeg ved ikke, hvorfor lige nøjagtigt 2 procent skulle være det magiske tal. Hvis man mener, at der er grænser for vækst, burde nul procent vel være den vækstrate, man forudså. Men jeg kan meddele Illum, at alle regioner i verden har haft positiv vækst siden 1975. De eneste regioner, hvor dette ikke har gjort sig gældende, er Afrika syd for Sahara og Øst-blokken. Sidstnævnte er nu glædeligvis ved at indhente det forsømte. I gennemsnit har både høj- og lavindkomstlandene i den nævnte periode haft vækstrater pr. indbygger, på mere end to procent om året. Det er vel ikke mig, der skal sandsynliggøre, at denne trend vil fortsætte, men derimod Klaus Illum, som skal sandsynliggøre det modsatte.

Martin Ågerup
præsident for Akademiet for Fremtidsforskning

Spiral
*Kære Lars Qvortrup. Tusind tak for din XL den 26. august, hvor du, udover at få præsenteret det tredje og afgørende sæt i trilogien om det hyperkomplekse, også præsenterer en spiralformet erkendelsesmodel. Ved hjælp af læring tvinger man sin cirkelslutnings ender fra hinanden og danner en spiral, så selvom man hele tiden starter forfra er udgangspunktet et andet, og man kommer ud af stedet. Det er besnærende enkelt.
Men så kommer alligevel spørgsmålene dryppende. Er der mon kun en eneste cirkel og dermed spiral. Og i hvilken retning trækker vi den spiral, er det langs en lige linje, eller er det osse noget krøllet og indviklet.
For mit indre øje fremmanes et billede af spiralformer. En flok arrige små tornadoer bevæger sig henover midtvestens virkelighed. De svinger og svajer og bevæger sig i uforudsigelige baner. Af og til smelter nogen sammen, til tider deler en sig i flere. Levende køer og firehjulstrækkere, hønsehuse og tv-journalister, alt hives i vejret og hvirvles brølende og skrigende rundt i luften.
Efter tornadoerne er forsvundet, et andet sted eller ingen steder hen, falder alt og alle til jorden igen. Og under det hele gror græsset lydløst videre.

Preben Hammer Jensen
Lille Egede

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her