Læsetid: 6 min.

DEBAT

28. august 2004


Vi må også gøre en indsats
*Hvis den såkaldte ’køreplan for fred’ ikke er i overensstemmelse med Israels interesser, må den laves om. Det internationale samfund har ikke i tilstrækkeligt omfang formået at forudse og imødekomme Israels ønsker.
Det kan ikke fortsætte. Hidtil har de præsidenter Israel har valgt at indsætte i Det Hvide Hus trods alt været til at leve med for folk i vores del af verden. Det skal vi ikke tage for givet vil fortsætte fremover, hvis vi ikke også selv gør en indsats.

Gorm Petersen, Hornslet

Frihedskamp er ikke terrorisme
*I medierne er Initiativet Oprør blevet fremstillet som en terroristrede. Det skyldes at Oprør har inviteret til en »forbudt fest« på Nørrebro i weekenden og luftet tanker om at støtte organisationer som FARC i Colombia og PFLP i Palæstina, der begge er sat på USA’s og EU’s terrorlister.
Den provokerende titel »forbudt fest« skal naturligvis signalere, at det med EU’s og Danmarks terrorlovgivning er blevet svært og undertiden forbudt at lave solidaritetsarbejde. Der var mange, der i firserne støttede ANC’s kamp mod apartheidregimet i Sydafrika, også den væbnede kamp. Nu er det forbudt at støtte f.eks. PFLP – Folkefronten til Palæstinas Befrielse – selvom PFLP fører en modstandskamp, der både omfatter væbnet kamp og socialt arbejde i form af kvindeværksteder, sundheds- og børneprojekter i de palæstinensiske flygtningelejre. Ifølge FN har et besat folk ret til at føre væbnet kamp mod besættelsesmagten.
Med den danske terrorlovgivning er der åbnet en ladeport for kriminalisering af faglige aktivister, solidaritetsfolk og antiimperialister: Øget politiovervågning, installation af ’snifferprogrammer’ i folks computere, afkrævning af brud på tavshedspligten hos journalister og advokater, hemmelige ransagninger i folks hjem uden dommerkendelse osv. osv. Der er grund til at reagere, når der sker en så alvorlig indskrænkning af ytrings- og organisationsfriheden. Det er hvad Initiativet Oprør forsøger.

Irene Clausen
medlem af Initiativet Oprør

Kierkegaard +/–
*Gad vide hvad det er for en slum Bo Warming den 20. aug. hentyder til i diskussionen om Kierkegaards København?
I 1857 boede der 500 mennesker pr. ha. mod 60 i dag. Boliger, produktion og kreaturhold var fordelt i hele byen, og de hygiejniske forhold var forfærdelig for de 150.000, som var klemt inde bag København volde mellem 1800 og 1857. Stanken var rent ud sagt udlidelig for både rig og fattig. Gaderne flød med fækalier og andet affald, så Kierkegaard har nok ikke ladet sig synderlig genere af kolorte.
Indtil 1857 boede alle byens klasser samlet i byen – de rige i forhusene og de fattige i baghuse, sidehuse og kældre og lofter. Bortset fra Amaliegadekvarteret, levede alle sociale lag dør om dør, trods himmelråbende forskelle på livet i lejligheden til gaden og livet i baghuset. Men naboer var de. Pointen er, dengang var byens vold rammen for både rig og fattig, imodsætning til nutidens ghetto-dannelser for rige eller fattige, og hvor fremmedgørelse grupper imellem, foragt og manglende forståelse vokser proportionelt med den fysiske og sociale afstand. En udvikling som i årtier er blevet understøttet af lovgiverne –fra boligpolitik til skolepolitik- og fjerner muligheden for at vi alle kan være sammen og se hinanden som mennesker.
Kierkegaard skal ses i lyset af en by, hvor rigdom og fattigdom, usselhed og medmenneskelig gik hånd i hånd. Kan en kierkegaardsk tankegang vokse ud af en opvækst i Vedbæk, og kan den grasserende ghettoisering af befolkningsgrupperne nogen sinde føre til tanker der rækker ud over en selv?

Hanne Schmidt
studerende

*Morten Thing retter sin kronik 23. august en kritik imod de, der har blandet sig i sommerens Kierkegaardebat og imødegået Tudvads voldsomme kritik, og hermed også undertegnede, der i en kronik den 11. august kommenterede debatten.
Jeg vil stadig hævde, at Tudvads kritik i sig har et farligt potentiale, nemlig potentialet til et videnskabssyn, hvor sande og dermed endegyldige svar og løsninger kan nås. Et videnskabssyn, der vil hævde at blot man har afdækket alle eksisterende kilder tilstrækkeligt, da vil man opnå et sandt billede af Kierkegaard. Men jeg vil hævde, at to vederhæftige historikere, der skriver en biografi om den samme person med brug af de samme kilder på den allermest nidkære vis, alligevel med lethed vil kunne komme til at skrive to forskellige biografier, hvor den biograferede vil fremstå på to væsensforskellige måder. Det er jo ikke blot et spørgsmål om hvorvidt alle kilderne benyttes, men tillige hvorledes de vægtes.
Dette er ikke et forsvar for Garff. Det handler ikke om den ene person frem for den anden, men om to forskellige grundholdninger, først og fremmest til hvad man forventeligt kan benytte en biografi til, og sekundært hvad man kan forvente at bruge historiefaget til som sådan.
En kritik af Tudvad er jo ikke (endskønt debatten efterhånden er nået dertil) en hvidvaskning af Garff. Jeg forbeholder mig retten til at være uenig i en række af Tudvads præmisser, og til at påpege eventuelle utilsigtede eller uheldige konsekvenser af hans videnskabelige grundsynspunkt, samtidig med at jeg er enig i den del af Tudvads kritik, der retter sig imod fejlagtig eller manipulerende brug af kilder, afskrifter og udeladelser.
Jeg mener således ikke at jeg har bidraget til at lukke debatten, som Thing skriver, men tværtimod til at forsøge at åbne den videre end til blot at være en tenniskamp mellem de to kombattanter.

Mikkel Thrane Lassen
historiker

Norske tilstande
*Det er trist, at Information har givet efter for EU-jublen og derfor bringer en ensporet leder som den fra den 25. aug. Her bliver det fremstillet, som om de fleste norske politikerne, organisationsaktive og erhvervsfolk fortvivler over at være »indespærret i et nationalistisk frilandsmuseum«.
Man kunne også se på de mange organisationsaktive, politikere og erhvervsfolk mv., der glæder sig over, at Norge stadig har mulighed for at forhandle frit i det internationale samfund. Dermed hjælper Norge med at sikre bedre miljø og bedre forhold for de fattigste lande. Mens Danmark ser til fra sidelinjen med klar besked fra EU om, at det skal vi ikke blande os i.
Lederskribenten har ganske ret i, at Norge overtager EU-regler for det indre marked, men her er det interessant at bemærke, at Norge rent faktisk har vetoret, hvilket er mere end Danmark har på mange områder. Dvs. de behøver ikke overtage reglerne hvis de ikke ønsker det – en mulighed Danmark mangler.
Desuden ønsker langt de fleste EU-modstandere i Danmark ikke norske tilstande, men i stedet at Danmark ved en udmeldelse laver aftaler i stil med dem Schweiz har. Herigennem vil det blive sikret, at Danmark ikke bliver isoleret, samtidig med at Danmark vil få mulighed for at føre en ansvarlig udenrigspolitik over for ulandene.

Rina Ronja Kari
medlem af landsledelsen i Folkebevægelsens Ungdom Mod EU

*David Rehling har ikke styr på fakta i sin leder den 25. juni. Han skriver, at Norges EØS-aftale med EU betyder, »at Norge pr. automatik skal gennemføre EU's
regler, men ingen indflydelse har på dem«.
Virkeligheden er, at EØS-aftalen ikke omhandler alle sider af EU. I perioden 1997-2003 indførte Norge kun 18,5 pct. af de nye retsakter fra EU. Norge har selvstændighed på en lang række vigtige områder som udenrigs-, rets- og sikkerhedspolitik. De står uden for EU’s toldmure og kan derfor selv vælge, om de vil lave told over for ulandene.
Folkebevægelsen mod EU er ikke skræmt af ’norske tilstande’. I juli blev Norge for fjerde år i træk opgjort til at være det bedste land i hele verden at leve i. Det fremgår af FN's udviklingsprogram UNDP's årlige rapport om udvikling.
Og Norge har faktisk indflydelse, da landet er repræsenteret i de komitéer og arbejdsgrupper under EU-kommisssionen, som laver direktiverne. Det er ikke så lidt indflydelse, når man tænker på, at ca. 80 pct. af al EU-lovgivning reelt vedtages her.
Norge har altså en større frihed og indflydelse på én gang. Samtidig kan Norge spille en selvstændig og positiv rolle i verdenssamfundet. Der er derfor god grund til, at flertallet af nordmændene – i modsætning til endnu en fejl i Rehlings leder – ønsker at blive ude af EU.
Den seneste norske meningsmåling viser, at 45 pct. siger nej til EU-medlemskab, mens 42,2 pct. siger ja.

Ditte Staun
talsperson for Folkebevægelsen mod EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu