Læsetid: 9 min.

DEBAT

Debat
18. august 2004


Den indre svinehund
*...vokser ligesom lindormen, når den tilkastes en luns for at tie
...er i al diskretion udnævnt til årets hund i regering efter indstilling fra støttepartiet
...er de liberales skødehund, bliver dog næppe håndtam
...er angstbider
...kan ikke aflives
...giver falsk tryghed.

Joan Amalie Holck, stud. teol.

Om igen, Barroso
*Tidligere landbrugsminister Mariann Fischer Boel har skudt papegøjen med udnævnelsen til landbrugskommissær. Det samme har storlandbruget og svinefarmerne. Med hånden på halvdelen af EU’s milliardbudget kan hun nu favorisere den industrialiserede og miljø-ødelæggende del af landbruget uden hensyn til dyrevelfærd og økologi i Europa, som hun har gjort det i Danmark. Samtidig kan hun ud over overførselsindkomsten på 609.892 kr., som hun og gemalen rager til sig fra EU, nu også hæve en milliongage som kommissær.
Den troværdighed og uafhængighed, som kommissionsformand José Manuel Barroso efterlyste ved udnævnelsen af nye kommissærer, lever Fischer Boel ikke op til. Som dansk landbrugsminister har hun alene været storlandbrugets forlængede arm. Aldrig før har dansk landbrug været så præget af skandaler og overproduktion, som i hendes ministertid. Mistrivsel i svinefabrikkerne har nået nye højder med åbne skuldersår, brækkede ben og fikserede søer. Slagtedyr er uhindret sendt på lange, lidelsesfulde transporter. Stank fra svinefarme har jaget naboer fra hus og hjem, mens vore vande tømmes for fisk grundet iltsvind fra landbrugets udledning.
Små, økologiske landmænd, fiskere, miljøforkæmpere og dyrevenner har raset over Fischer Boel, mens landbrugspræsident Gæmelke har smilet tilfreds. Hun gjorde, som han bad hende om. Det vil hun også gøre som kommissær – med mindre den grønne gruppe i EU-parlamentet laver så meget rav i den, at parlamentet nægter at godkende den inhabile godsejerske og EU-støttemodtager som landbrugskommissær.

Hanne Ahm
Gentofte

Vi lever i et deltager-univers
*I 1972 begyndte jeg på seminariet i Odense. I fagrækken indgik det Nye Testamente. Vores engagerede lærer introducerede os til Karl Barth, hvis teologiske holdninger var med til at danne grundlag for Tidehvervs-bevægelsen i 1930’erne i et opgør med det fundamentalistiske Indre Mission (!)
Ovenstående har dannet min opfattelse af, at religiøse tekster er menneskelige erfaringer med det guddommelige. Fundamentalister står for synspunktet om at teksterne i Biblen, Koranen osv. er guddommeligt inspirerede profetier, dvs. forudsigelser af Guds plan.
Lad mig genfortælle en dialog mellem Niels Bohr og Einstein:
Bohr: »Dette univers er et tilfældigheds-univers.«
Einstein: »Lad være med at sige, at Gud spiller med terninger.«
Bohr: »Du må hellere lade være med at fortælle Gud, hvad Gud gør.«
Alt efter temperament kan man holde med den ene eller den anden – samt fortolke historien efter, hvad man synes bedst om – fortolkninger kommer vi ikke uden om.
Bohrs postulat var, at dette univers er et deltager-univers og i et eksperiment, der forløb over ti år i Paris, blev det påvist at quarker (en meget lille fysisk enhed) blev påvirket af at blive iagttaget, to forskellige quarker begyndte at dreje samme vej rundt, når de blev iagttaget. Med andre ord havde Niels Bohr ret: »Vi lever i et deltager-univers« – iagttageren påvirker!
Infomation havde på et tidspunkt et essay af K. E. Løgstrup om forholdet mellem (atom)videnskab og kunst. Løgstrups konklusion var, at videnskabsfolkene kom længere og længere ned i stoffet og endte med atomkerner – og den store tomhed! I kunsten derimod skabes der noget unikt – gestalten – som berører os og bevæger os på en måde, der kan være ordløs, et smukt maleri, en smuk dans...
Erik Clausens film Villa paranoia, opfatter jeg som et sådant værk. Filmen handler om almindelige mennesker og vores skrøbelighed, og hvor vigtigt det er at tilgive hinanden samt give og tage imod kærlighed. I filmens sluttale høres noget af det kærlighedsbudskab, Jesus prædikede. Filmens Valentin bliver kaldt ’hjem’ af en engel i form af en lille brudepige, der ligner hans elskede hustru Stella, men Valentin er ikke død, han forbliver på Jorden.
Alligevel virker værket (filmen) som dét, Løgstrup omtalte i sit essay. Kunstnere giver nogle gange udtryk for, når de har udført noget unikt, at ’dette’ (kunstværket) er større end dem selv – de har været udsat for guddommelig inspiration. Alt dette handler om tro (på Gud), om man hælder til Einsteins fortolkning, eller om man tror på Niels Bohr udlægning, den tvivl må vi selv må gøre op med!
»Hvis vi har ører at høre med og øjne at se med, så vil vi høre og se (budskabet)« i Ny Testamente. Hvis man tror, så tager man budskabet til sig, hvis man er i tvivl, bruger man nemt autoriteternes forståelse.
Den fortolkning, der opfattes mest frugtbar, er, at vi er ansvarlige for vores liv, men da vi ikke kan opfylde Loven er vi blevet lovet syndernes forladelse gennem Jesus (den historiske person, ’videnskab’) eller rettere gennem Kristus myten som vi kan tro på.
Paulus sagde: »Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt.« Dermed antydes det, at på ide-planet (i sjælen) ved vi godt, hvad der er det rigtige at sige og gøre, men i hverdagen er vi styret af vores interesser, og derfor har vi brug for tilgivelsen.
Ps. Man kan i Iran se konsekvensen af de ‘skriftkloges’ styre, mullaherne sidder i baggrunden og bestemmer (læs: har magten) hvilke normer, befolkningen skal leve efter. Det minder mere om Orwells 1984 end om et teokrati.

H.C. Grau Nielsen
lærer

Frisind foretrækkes
*David Rehling mener, han er klogere end Anders Fogh Rasmussen, når sidstnævnte skelner mellem tolerance og frisind (Inf. 13. aug.). Rehling mener at kunne bevise, at det er det samme. Men det er det ikke, og det er der skrevet en hel bog om. En bog, der er meget berømt i højskolekredse og kendt af mange venstrefolk.
Bogen er skrevet af højskolelærer Holger Kjær, der i Tolerance eller frisind? indførte den vigtige sondring. Jeg er sikker på, Henrik Pontoppidan har nikket bifaldende fra sin himmel. Den tolerante, det er ham, der – som en højskoleforstander hos Pontoppidan – er som en åben ladeport, hvor alt kan blæse igennem. Ingen modhager, ingen modstand.
Den frisindede, det er ham, der har en stærk mening, og som derfor forstår, at andre også skal have lov at have en stærk mening. Frisind forudsætter tro, overbevisning og forankring i noget, der er så vigtigt, at der ikke kan gås på kompromis.
Tolerance forudsætter ingenting. De tolerante omfatter også dem, for hvem det hele kan være ligemeget – og for hvem friheden derfor er mindre vigtig.
Hvis der er andre begreber, David Rehling gerne vil have styr på, skal han bare sige til. Det er klogt at kende sine pappenhejmere, før man farer ud og afslører sin uvidenhed.

Bertel Haarder
integrationsminister (V)

Uklogt
*Er der nogen i regeringen, der har kunnet læse og forstå betydningen af, hvad Georg Metz skriver om Anders Fogh’s begreb om tolerance? Og som derefter vil tolerere statsministerens nysprog som et udtryk for regeringsførelsens intellektuelle standard? Connie? Per Stig?

Klaus Illum
ECO Consult

For let om angst
*Man kan sagtens indtage en romantisk-filosofisk holdning til angst (jf. Camilla Böchers indlæg den 16. aug.).
Jeg har mødt ikke så få mennesker,som ikke på nogen måde er i stand til at ’vælge en holdning’ til angst,hvor den er af destruktiv karakter,og ofte svært ivaliderende. Camilla Böcher vil ikke finde et eneste af disse mennesker i jubelkoret til hyldest af angsten,og i øvrigt heller ikke undertegnede.

Annette Holmboe
psykiater

Prokuratorfif
*Den danske officer fra Irak er vist ikke blevet tiltalt for tortur, men derimod alene for ’pligtforsømmelse’. Begrundelse: Danmark er ikke i krig, og så kommer overholdelse af Genevekonventionerne slet ikke på tale.
Jo, jo lille Danmark kan skam godt være med ved siden af storebror USA (Guantanamo), når det drejer sig om snilde prokuratorfif til undragelse af ansvar i forbindelse med fangemishandling.

Søren Blaabjerg
Hørning

Ensretning
*Systemet absorberer og transformerer os til flygtninge, danskere, fremmede, arbejdsløse, bøsser, pensionister – fjerner det individuelle og gennem umenneskelig behandling sættes vi i båse, så varieteten opløses. Det farverige, det unikke, det multietniske, det interessante og det kollektive opløses. Vi bliver alle grå, triste, trivielle og ens. Bryder nogle det stereotype, bliver vi angste og banker dem på plads eller marginaliserer dem for at opretholde illusionen om det perfekte danske humane – men nu homogene – samfund.

Henrik Moberg Jessen
København S

Livet er kamp, ikke harmoni
*David Rehling og Georg Metz er bragt i harnisk af disse udtalelser af statsministeren:
»Tolerance er sådan en lalleglad ligegladhed: Man skal bare tolerere alt. Frisind er noget andet. Først og fremmest at man har en holdning. Men netop, fordi man holder utrolig meget af sit eget, og det man selv tror på, så vil man, at andre skal have den samme mulighed.«
Den 13. aug. finder Rehling, at det er ude i hampen at skelne mellem tolerance og frisind. I al fald synes han, det virker konstrueret og kalder det skinbarligt vås. Metz følger ham op den 14. aug. og konkluderer, at det hele er noget farligt vås.
Tvisten drejer sig om, hvorvidt man kan skelne mellem tolerance og frisind. Kan man det? I 1961 udgav Holger Kjær, der var lærer på Askov Højskole, på Gads forlag Tolerance eller frisind? I forordet understreger han, at skriftet drejer sig om den kulturpolitik, et demokrati bør føre. Jens Kruuse skrev en kronik om den i Jyllands-Posten 1. september 1961. Kruuse fastslår, at det er »en lille bog, som ikke vil skaffe noget menneske fred i sindet, og som er farligere end noget andet, der er kommet fra Askov i den senere tid.« Og siger, at bogens hovedsag er synet på forholdet mellem stat og menneske, frisind og tolerance.
For Holger Kjær er frisind og tolerance to forskellige ting. For de fleste vil de nok være et fedt, men i grundtvigske kredse har man brugt de to ord som udtryk for to begreber, der absolut ikke er identiske. Holger Kjær griber sagen an historisk og underbygger modsætningsforholdet mellem de to begreber med filosofiske eksempler.
Et karakteristisk træk ved det frihedssyn, som Kjær kalder tolerance er, at det stærkt fremhæver det, som er fælles for mennesker og begrunder friheden med dette fællesskab.
»Den frihed, der er tale om, er altså en frihed for det, som mennesker er fælles om, eller måske snarere: en frihed for forskellige anskuelser, men under den forudsætning, at de ikke er så forskellige som de ser ud til ... De opfatter friheden som et bånd om det fælles, en slags elastik, der både kan og skal spændes vidt, men ikke må briste. Inden for elastikken er friheden, den omspænder alle, der ’dybest set’ er enige.«
Hvis man vil bestemme, hvad frisind er i modsætning til tolerance, så må man lægge hovedvægten på, at det ikke er det, man er fælles om, der skal være frihed for, men tværtimod det, hvori man adskiller sig. »Hvis der ikke er frihed for det, hvori mennesker virkelig er forskellige, bliver friheden så ikke som i den rousseauske tolerance en ren illusion?« spørger Holger Kjær.
Bag dette spørgsmål aner man Grundtvigs slagskygge og det frihedssyn, som han udmøntede i sin talemåde ’Frihed for Loke såvel som for Thor’. Livet er ikke harmoni, men kamp. Kamp mellem løgn og sandhed, liv og død. Det særlige ved hans frihedssyn er anerkendelsen af modstanderens frihed.
Kjær medgiver ganske ufanatisk, at der inden for oplysningstraditionen og rationaliteten findes eksempler på stort frisind, ligesom der har floreret den sorteste intolerance inden for den lutherske tradition.

Vagn Østergaard
Faaborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her