Læsetid: 8 min.

DEBAT

16. august 2004


Derfor
*Man tror, fordi man ikke kan se skoven for bare træer.

Leif Grage

Hold jer i skindet
*Vigtigt for alle unge at huske indvandrer-, flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarders remse: Tænk globalt, elsk lokalt!

Torsten Reffstrup, Bjert

Både-Og
*Hvor herligt at to så gudsbenådede – og på hver deres måde inspirerende – forskere som Garff og Tudvad sætter krudt, knofedt og – kan man fornemme – eksistens ind på at anskueliggøre de basale forskningmetodiske dilemmaer som enhver kommende forsker må placere sig i forhold til. Uden for kredsen af debattører i den villige presse har debatten haft en forfriskende måde at krydre venskabelige diskussioner og stille eftertænksomhed på.
Hvis og når den ebber ud, bør samtlige indlæg optrykkes i en bog med hovedkombattanterne som hoved(med)forfattere, som skal være obligatorisk læsning i metodekurser for kommende litterater og historikere, som erstatning for de slidte eksemplarer af kedelige fag-politsk korrekte lærebøger i faget.
Her har vi mødt virkeligheden – som er lige så lærerig og kompleks som Kierkegaard!

Birgitte Lau
chefkonsulent

Offentlig sex er kommet for at blive
*Når man læser Terence Blackers internationale kommentar den 12. august bliver man slået af den nymoralisme, der præger artiklen, en prægning, der bygger på en forestilling om – skomager bliv ved din læst.
At Pamela Anderson (Baywatch-skuespiller) skulle kunne skrive en roman, og at Salman Rushdie kan skrive et forord til en bog om pornostjerner, synes at være helt uden for Blackers verdensforståelse.
Først mener han, at troen på at sex er en nydelse, der er lige ved hånden som alle andre nydelsesmidler, er udtryk for en opvurdering af kommercialiseret sex – i artiklen personificeret ved referencer til Hugh Hefner og hans Playboy Magazine, men også ved Rushdies fascination af sin kone, der er både ung og smuk, betydeligt yngre en Rushdie selv.
Sex er tilsyneladende ikke noget, man må nyde – i hvert fald ikke i det offentlige rum.
Det andet forhold er den tilstand, at det tilsyneladende er forargeligt, at en mand i halvtredserne gifter sig med en betydelig yngre kvinde. Nu kan der selvfølgelig være tale om ren og skær misundelse, men det virker nu mere som om, at han finder det moralsk forkasteligt af en eller anden grund.
Endelig finder han anledning til at nedgøre Pamela Andersons romanforfatterskab. Her er der virkelig tale om en højrøvethed, der bygger på forestillinger om, at hvis man er hårdtpumpet, lyshåret blondine, så er man nok også dum.
Jeg aner ikke om, Pamela Andersons roman er god. Jeg kender den ikke, men den er vel principielt lige så interessant i sin egen ret, som Terence Blackers udsagn om dens forfatter.
At Salman Rushdie er forelsket i sin kone og udtrykker det offentligt, gør ham jo ikke nødvendigvis til pornostjerne som Hugh Hefner, der har gjort det til en levevej at tjene penge på sex i det offentlige rum, blot fordi han har skrevet et forord til en bog om pornografiske stjerner.
Den form for fordømmelse, der ligger heri, er smagsdømmeri af værste skuffe, der egentlig fortæller mere om Blacker end om hans ofre.
Sex er kommet for at blive, og som han selv udtrykker det, så er »det på tide, at sex som symbol på vores frihed og velvære kommer ud af sin skyggetilværelse og bliver fejret som et stort bidrag til verdenskulturen«.

Kurt Wissendorf Møller
seminarielektor

Undskyld
*Danmark deltager i en krig, som vi er trukket ind i på forkerte præmisser. Der var ingen masseødelæggelsesvåben og ingen Osama bin Laden-terrorister i Irak. Den danske regering må derfor skyndsomt sige et stort ‘Undskyld’ til det irakiske (og danske) folk og trække de danske tropper hjem. Måske kan vi så undgå bilbomber og få genopbygget vore image som et fredselskende folk.
Jeg opfordrer læserne til at sende et brev til statsministeren med et krav om tilbagetrækkelse af de danske tropper – og jeg synes, at det skal følges op af en opfordring om en undskyldning til det irakiske folk.

Hanne Norup Carlsen
Fredsskattefonden

Man bliver ikke rigere af at feste
*’Vi skal have gang i forbruget, så vi kan få gang i væksten’.
Hvor tit hører man ikke det budskab fra økonomiske analytikere, politikere eller kommentatorer? Hvis folk bruger mere her og nu fremfor at spare op, så øges efterspørgslen lyder det. Øget efterspørgsel skaber incitament til merproduktion; og når der produceres mere så får vi flere i arbejde, hvad der altsammen skaber vækst og mere velfærd. Altså merforbrug fører til mere at forbruge. Det lyder jo nemt og smertefrit. Men hvad nu hvis de penge som de dødssyge »pugere« sætter i banken (eller bruger på aktier og obligationer) også bliver brugt? Hvad nu hvis opsparing i lige så høj grad som forbrug medvirker til vækst og velstand? Hvad nu hvis hele tankegangen om forbrug som drivkraft for vækst er forkert? Vækst opstår ikke gennem fra forbrug men i sidste instans gennem produktion (d.v.s. gennem arbejde samt vedligeholdelse af produktionsapperatet) og innovation (dvs. forbedring af produktionsmidlerne). Begge dele er i ligeså høj grad som efterspørgsel gennem forbrug afhængig af udbuddet af kapital via bankerne. Det er derfor noget sludder at påstå man fremmer væksten i samfundet ved at tage sine penge ud af banken og bruge dem med det samme. Så har bankerne bare mindre af låne ud af eller investere for. Selv om forbrugsargumentet er noget sludder er det ikke deso mindre præcis det argument som analysebureauer bruger når de opfordrer bankerne til at holde igen med gode opsparingstilbud eller når der opfordres til forbrugsstimulerende rentesænkninger.
Hvis et menneske ønsker mere at forbruge så skal han ikke bruge det han allerede har har skabt – for at få mere at forbruge. Han skal enten arbejde mere eller opfinde smartere måder at tjene penge på – f.eks. ved at uddanne sig. Overført til hele samfundet er måden man øger væksten i et samfund på derfor ikke at øge andelen af forbrug frem for opsparing, men derimod at øge incitamenterne til at arbejde eller til at innovere. Det handler kort sagt om at smøge ærmerne op og tage fat. Politisk kan incitamenterne til øget vækst skabes ved at øge belønningen for produtivitet, d.v.s. ved at sænke skatten på arbejde, ved at begrænse mængden af overførselsindkomster eller ved at forbedre vilkårerne for erhvervslivet gennem afregulering og lavere beskatning. Men lad renten og bankerne være i fred. For man bliver ikke rigere af at feste.

*Indlægget af inspireret af den franske økonom Frederic
Bastiats essay ‘That which is seen and that which is not seen’ fra 1850.

Simon Espersen
cand. scient. pol.

Ældrebyrden er fup
*Først Helle Thorning Schmidt den 10. august, så Nick Hækkerup den 12. august. Hvem bliver mon den næste socialdemokrat i Informations spalter, der vil skære i velfærden på grund af den opfundne ældrebyrde? Der bliver talt så meget om problemet med alle de gamle, der skal forsørges om mange år ude i fremtiden. Men problemet er jo ikke, at der mangler arbejdskraft. Problemet er, at mere end 800.000 er stødt ud af arbejdsmarkedet. Problemet er, at ‘det grå guld’ ikke bliver brugt. Og pro-blemet er, at en hel masse færdiguddannede unge er helt desperate, fordi det er nærmest umuligt at finde et arbejde.
Et andet stort problem er de mere end 50.000 mennesker, der af den ene eller anden grund har forladt arbejdsmarkedet, før de har nået pensionsalderen. Denne udstødning kan – og skal – der rettes op på. Det gøres ikke ved at forringe efterlønnen eller andre ordninger. Det kræver frem for alt et mere menneskeligt arbejdsmarked, hvor vi bliver bedre til at dele arbejdet. På den måde kan vi bevare og udbygge velfærden her og nu, og samtidig sikre os den nødvendige arbejdskraft i fremtiden.
Ældrebyrden er fup. Den er bare en dårlig undskyldning for at skære ned på velfærden. Det ville være rart, hvis denne erkendelse også snart ville trænge ordentligt igennem i Socialdemokraternes rækker.

Rune Lund
folketingskandidat for Enhedslisten

En klog investering
*I Danmark er vi som bekendt ikke konkurrencedygtige, hvad angår lønniveauet, men vi har til gengæld en ret veluddannet og meget fleksibel arbejdsstyrke. På den måde har vi i mange år klaret os godt på verdensmarkedet, men vi er ved at blive indhentet af en række andre lande, hvor man producerer varer og serviceydelser på (mindst) samme niveau som herhjemme, men hvor lønudgifterne for virksomhederne er langt lavere.
Der er kun én vej frem: at gøre danskerne klogere, hurtigere og mere opfindsomme, så vi kan satse på videnservice, højteknologi og internationalt attraktive kulturtilbud Men det kommer vi ikke gratis til. Derfor er der behov for massive investeringer i uddannelses- og forskningssektoren og ikke mindst i samspillet mellem universiteterne og erhvervslivet.

Tomas Bech Madsen
folketingskandidat (R), Sorø

Troværdighed forudsætter reform
*Aage Frandsen, SF, oplyser i et interview den 9. august, at de systemforandrende reformer, SF står for, er for svære at kommunikere i en valgkamp. I stedet vil man koncentrere sig om daginstitutioner, folkeskole, grøn omstilling, flere jobs og tid til omsorg. Ganske sympatiske emner.
Men mange vælgere ved godt, at vi har omfattende miljøproblemer, hvis løsning kræver andet og mere end ’grøn omstilling’. Mange vælgere ved også, at den form for globalisering, vi ser i dag, truer deres jobs, arbejdsvilkår og grundlaget for velfærdssamfundet. Vælgerne ved godt, at løsningerne herpå rummer andet og mere end ’flere jobs’.
Løsningerne af miljøproblemerne rummer ændringer af produktions- og forbrugsstrukturerne, og det har – ift. traditionel vækst – en pris.
Men folk med lave indkomster skal ikke have endnu mindre. Derfor må omstillingen til en bæredygtig udvikling knyttes sammen med en fordelingspolitik, hvor forholdene forbedres for de dårligere stillede. Der er også brug for en debat om livsværdier, hvor nærvær mellem mennesker er vigtigere end en uhæmmet forbrugsvækst. Her kunne SF have en pointe.
I stedet for den nyliberalistiske globalisering er der brug for en alternativ – human – globalisering, hvor de globale relationer tjener andre formål end blot at sikre profitmaksimering for de få. I stedet skal globaliseringen fremme miljøhensyn, social udvikling, udbygning af demokrati og fredelig konfliktløsning.
I den liberalistiske globalisering er der fri bevægelighed af kapital. Hvorfor ikke fri bevægelighed af lønmodtagerrettigheder, frie fagforeninger, forbrugerbeskyttelse, demokrati og miljøbeskyttelse? Koordineringen af offentlighedens, de ansattes og forbrugernes indsigt – på globalt plan – i de multinationale virksomheders dispositioner?
Folkelige bevægelser og en progressiv blok af lande, fordelt på alle verdensdele, kunne ombygge globaliseringen, så den blev human. De rige lande skal åbne deres markeder for u-landene. Men samtidig skal der skabes job til dem i i-landene, der ellers ville blive arbejdsløse. Arbejdsløsheden skal afvikles, dels gennem øgede beskæftigelse i ny miljøvenlig produktion, en bedre offentlig service for borgerne og et differentieret arbejdsmarked, hvor frivillige orlovsmuligheder opsuger en evt. rest-arbejdsløshed.
Der er brug for debat om den grundlæggende miljøomstilling og alternativerne til den blinde globalisering. I valgkampen er det vigtigt at fokusere på konkrete problemstillinger, f.eks. dem, SF har peget på.
Men de kan ikke stå alene. De skal forbindes med et perspektiv, der viser, at vi har alternativer ifm løsningen af de grundlæggende problemer.
Et sådant perspektiv kan også skabe engagement og energi i en valgkamp.

Ole Thorbek
Solidarisk Alternativ (SOL)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu