Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
11. august 2004


Tehætten
*Lille Joachim: Mor, jeg vil også ha' sådan en hvid hue som den Frederik har...
Mor: Så skal du først have været i marinen... i mange år...
Lille Joachim: Men det har Frederik da heller ikke...
Mor: Hvorfor overhovedet bryde sig om sådan en tevarmer... Du har jo dine dyr, min dreng.

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Vi ses ved kaffemaskinen
*Professor Frands Mortensen opfordrer Niels Jørgen Cappelørn til at trække sig som leder af Søren Kirkegaard Forskningscenter (4. aug.). Mortensens begrundelse er, at vi her har at gøre med en forskningsleder som mener »at forskere ikke skal angribe hinanden offentligt, fordi de er ansat ved samme institution; og at de ikke offentligt skal gøre opmærksom på hinandens fejl.« I følge Mortensen skal uenighederne ud af huset, og vé den, der holder sagerne for sig selv.
Jeg er ansat ved samme institut som Frands Mortensen og vil derfor undlade at gå de syv meter ned ad gangen og banke på hans kontordør. Jeg følger altså opfordringen og går offentligt i rette med min gode kollega: Ifølge Frands Mortensen er »kernen i al videnskabelig praksis... offentliggørelse og offentlig diskussion af forskningens resultater.« Men dermed overser Frands Mortensen – som så mange andre – et væsentligt forhold: Før man går til offentligheden skal man have noget at gå i byen med. Og når man har været i byen, skal man helst kunne vende hjem og fortsætte arbejdet sammen med gode kollegaer. Det er i samarbejde og kritisk samtale, at forskningen udvikler sig. Det er vel dette Cappelørn stilfærdigt gør opmærksom på. Havde Tudvad ikke haft så travlt med offentligt at slå Garff i hovedet med en noget én-dimensional videnskabsopfattelse, så kunne der have udviklet sig en interessant og frugtbar dialog. Men Tudvad valgte offentligheden først, og fik støtte af Frands Mortensen.
Vi ses snart ved kaffemaskinen, Frands.

Peter Lauritsen
lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet

Dansk tortur eller ej
*I disse dage fylder pressen os med ’den store historie’ om afhøringer af irakiske fanger, hvor afhøringslederen nægtede fangen vand og lod ham sidde på gulvet.
Og vi er faktisk til ’grin’ i hele verden, da hovedfejlen over alle fejl, når det gælder afhøring, fangevogterjob eller militær omgang i det hele taget med muslimske mænd, jo er, at der bliver sat kvinder til det!
Hvad selv dumme øverstbefalende i den danske hær burde vide, var da, hvad mange almindelige mennesker ved: Det er ekstremt ydmygende for muslimske mænd at blive forhørt, kommanderet eller somme tider bare konfronteret med en kvinde! Læs dog på lektion, ånds- og kulturfattige militær!

Karl Nielsen
Kerteminde

*Danmark er uden tvivl ved at begå bevidst, åbentlyst justitsmord på kaptajn Annemette Hommel. – Annemette er en dygtig, ansvarlig, veluddannet dansk soldat, som valgte at sætte sit eget liv på spil for at hjælpe den Iraqiske befolkning, som lider efter årtiers diktatur.
Annemette skulle forhøre en person, som var blevet anholdt af danske kolleger, -med bilen fyldt af raketter af samme slags, som blev brugt til at bombardere »Camp Eden« nætterne før!
I den nuværende diskution er der ikke èn eneste i Danmark, der tænker over, eller nævner -at det er krig det handler om, altså et sted hvor mennesker dør, -og hvor selv den mindste tilvejebragt oplysning, kan betyde forskellen på at se familie, venner og hjemland igen. -Næh i denne lille andedam er det såmænd vigtigere at beskæftige sig med om en terrorist er blevet nægtet vand under èn times forhør, -eller ikke!
Den eneste fejl Annemette har begået, -er at hun er kvinde -og så endda en vantro èn af slagsen! Dèt slipper man åbentbart ikke godt fra, som udsendt forhørsleder, i et muslimsk land som Iraq, – og især ikke hvis den med-udsendte tolk også er muslim!
Det er beskæmmende og direkte flovt at se hvorledes store dele af det danske Folketing, straks forsøger at bruge sagen politisk. -I deres iver forstår disse politikere ikke hvor medvirkende de er til at sætte vore danske styrker i endnu større fare. Det vil hurtigt rygtes blandt de lokale terrorister at den danske styrke ikke har fuld opbakning fra deres hjemland og denne svaghed vil selvfølgelig betyde yderligere pres/angreb på Camp Eden.
Denne uvidenhed disse folketingspolitikere udviser, er uhyrlig, men måske ganske forståelig: -Ingen af de kvindelige medlemmer i tinget, har jo selv været i trøjen -og meget få af de mandlige ligeså, -så fornemmelsen for rigtig krig, kan selvsagt kun være lille! – og så sidder man jo selv lige nu, solbrune, i sikker afstand fra krigsskuepladsen -og nyder den fredelige danske sommer!

Jørgen Bülow Hansen
Helsinge

*Tortur er indbegrebet af krig. Krig er at ydmyge fjenden. Tortur er den mest effektive måde.
Derfor er det korrekt, at udtale, som oberst Henrik Flach og flere militærfolk før ham, at vedkende sig, at krig er et hårdt erhverv, hvor ydmygelse er afgørende. Derfor er forsvarsministerens hjemkaldelse noget at det mest tåbelige, der er sket i mange, mange år.
Derfor er Foghs, Bushs og Blairs insisteren på en retfærdig krig både tåbelig og vildledende.

Ole Munk
København

*’Danske værdier’ er kommet på på svedetur!
Man kan ikke være uenig med de fremtrædende kommentatorer, som mener, at Genève-konventionen burde sættes ud af kraft i krigstid. Hvor meget nemmere ville det således ikke være, dersom der udelukkende skulle tages humane hensyn til krigsfanger i fredstid? Subsidiært burde konventionen tolkes sådan, at den passer ind i vort – altså den krigsførende halvdel af danskernes – kram, hvilket nogle kommentatorer da også er inde på. Man burde således følge i de danske jens’ers støvlespor, der kalder irakere ’svin’ og ’hunde’, og fortolke disses menneskelige værdighed i overensstemmelse hermed.

Poul Ferland
Hadsund

*De måtte jo komme: Indlæggene i diskussionen om danskernes gerninger i Irak, der, med bevægelser som kattens om den varme grød, lader læseren forstå, at tortur nu er det eneste der dur, når det virkelig gælder.
Et stort dagblad har i sin søndagsudgave valgt den udvej at lade de kamouflerede tortur-tilhængere snakke løs inde i bladet, samtidig med at man i lederen toner rent flag.
Information den 7. august derimod overlader i sin forside-leder ordet til en medarbejder, hvis let kamuflerede konklusion er: Anvend tortur eller bliv væk fra Irak!
Jeg tror, at rigtig mange af Informations venner deler min dybe skuffelse over at se en sådan holdning udtrykt på lederplads.

Børge Spang-Thomsen
Birkerød

*Ang. Informations leder den 7.– 8. august: At få taget sin mødom er vel noget, de fleste stræber efter og finder nødvendigt for at få et helt og naturligt liv. At en forsvarshær deltager som besættelsesmagt med deraf følgende anklager om anvendelse af tortur, burde retteligere sidestilles med et billede af et statsligt bordel for ulovlige seksuelle udskejelser med den uforudsete konsekvens, at et sådant kræver løbende leverancer af »servicemedarbejdere«.
Og når uforudsete konsekvenser går op for én, hvad gør man så? Indrømmer man, at man har lavet en fejl, eller siger man B, fordi man har sagt A? Og går vi et spadestik dybere end konklusionen, i lederen, om at nedlægge forsvaret, synes jeg, at det er rimeligere at mene, at et forsvar kun skal bruges som forsvar. (Og tro nu ingen, hvis de påstår, at vi fører forsvarskrig, fordi vi også vidste, at Irak udover masseødelæggelsesvåbnene havde langtrækkende fremføringsmissiler, der kunne nå dansk territorium).

Jørgen Aanæs
Roskilde

*I forbindelse med omtalen af sagen fra Irak om mulig tortur er en dansk officer citeret (5. august) for at udtale, at det efterhånden er så svært at være udsendt i Danmarks krigsopgaver, at ingen vil sendes ud.
– Det ville da være dejligt!

Dorte Valentin Sørensen
Bagsværd

*Efter ud’s kryptiske leder 7. august – med øjensynlig kritik af de »pletfri« og »vandkæmmede« torturmodstandere og forståelse for oberstløjtnant Poul Dahls uhyrlige tortur-synspunkter – må Information anstændigvis tage ulden ud af munden og klart meddele: Er avisens budskab at de »vandkæmmede« skal stikke piben ind, da en smule dansk tortur er en uundgåelig omkostning ved demokratiets væbnede udbredelse? Eller skal lederen forstås som en påmindelse om at krig og besættelse altid brutaliserer – samt en opfordring til at trække de danske besættelsestropper hjem?

Søren Nielsen-Man
Århus N

Den omvendte ’Connie’
*Connie Hedegaard styrker regeringen, menes der, men måske hun kommer til at minde mange om behovet for en helt anden regering...

Jeanette Vindbjerg Nissen
Roskilde

Foghs farvel til midten
*Da Kristendemokraternes udlændingepolitiske ordfører, Bodil Kornbek, i Information 15. juli kaldte regeringens udlændingepolitik ansvarsløs, uanstændig, uværdig og passiviserende, var der ikke tale om en enlig sommeragurk.
Bodil Kornbek fortsætter uanfægtet (regeringen vil sige, at hun fremturer) som autoriseret partirepræsentant med sin fordømmelse af Foghs/Haarders spekulation i udlændingepolitikken: »Det er foruroligende, at vi har en regering, der gør sin udlændingepolitik afhængig af et parti, der hverken respekterer den grundlovssikrede religionsfrihed eller har problemer med at diskriminere folk med en anden kulturbaggrund,« skriver hun i Politiken 29. juli.
Og dagen efter sætter hun i en kommentar i Berlingske Tidende trumf på: »Bertel Haarder burde tage kommissærens (Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles) kritik alvorligt og få den danske lovgivning i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskeretttighedskonvention (…) Kristendemokraterne mener, at alle personer, der er myndige, skal have lov til at gifte sig med hvem, de vil. Derudover skal tilknytningskravet for familiesammenføringer lempes.«
Dermed har det tredje og sidste af de tre midterpartier sagt farvel til Fogh. Eller rettere: Fogh har sagt farvel til den midte, han før valget for små tre år siden anglede efter. Han har med sin snævre blokpolitik sammen med Kjærsgaard både ude (Irak-krigen) og hjemme (udlændingepolitikken og kommunalreformen) gjort sin regerings fortsættelse afhængig af, at VKO-partierne ved det forestående valg opnår 90 mandater.
Da både regeringen og dets støtteparti er ved at lægge sidste hånd på valgstrategien med opbagning af udlændingepolitikken, vil kløften mellem midten og højreblokken blive yderligere uddybet. Også selv om Fogh med sin regeringsrokade søger at sminke hensigten. Det forekommer utænkeligt, at Kornbek og hendes parti kan forenes med Kjærsgaard/Krarup/Camre bag anbefalingen af et regeringsgrundlag, hvor udlændingepolitikken spiller en central rolle.
Foghs opgave som klinker af skårene er langt større end den, der venter S og R efter den radikale Marianne Jelveds sommermelding om, at Danmark naturligvis skal overholde de internationale menneskerettighedskonventioner. Alt andet vil være uacceptabelt for begge partier.
Men ironisk er det, at Fogh – så snart han fik regeringsmagten – forsømte den midterkurs, han tegnede de første streger til sammen med Venstres daværende partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, allerede aftenen efter valgnederlaget 11. marts 1998. Han varmede op med fotoseancer foran Downing Street 10 for at lune sig i skæret fra den dengang fremstormende Tony Blair. Bogen om minimalstaten hørte hjemme i antikvariatet, forsikrede han. Men nu har midtervælgerne fået syn for sagn, så det bliver svært for Fogh at gentage forsikringerne, uden at de hæfter sig ved det, der står med småt.

Lars Weiss
folketingskandidat (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her