Læsetid: 8 min.

DEBAT

4. august 2004


Til Frank Grevil
*Det måtte jo komme.
Statens hævn mod dissidenten.
Når løgnen bliver statsbærende,
bliver sandhedens talsmand forbryder.

Søren Juul-Nielsen, Århus C

Businessclass-perspektiv
*Dem, der mener, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde, rækker fingeren op!

Helgi Breiner

Rokade og ægte miljøoprydning
*Så kom ministerrokaden – og sikke én. H. C. Schmidt forlader Miljøministeriet, hvor han som politisk chef har demonstreret, at det ikke er fædrelandets naturværdier, han værner om.
Han er nok på den rette hylde som kommende fødevareminister, hvor han skal bortforklare bøndernes historiske ret til at forurene luft, vand og jord.
Connie Hedegaard som kommende miljøminister: Det bliver interessant.
Hun var en dygtig journalist, som til enhver tid i et TV-program ville kunne sætte Landbrugsrådets præsident til vægs med kritiske spørgsmål.
Chancen er forpasset. Nu er hun minister. Det er tidligere dokumenteret, at Anders Fogh ikke bryder sig om ministre, som er mere begavede, end han selv er. Derfor får Connie et gevaldigt problem, hvis hun vil sidde valgperioden ud. Det vil hun sikkert, så hun må nok lytte lidt mere til præsindenten, som nu sidder på samme side af bordet, som hun gør i det politiske kortspil – med ret til at sparke hende over skinnebenet, hvis hun kommer med en forkert melding. Jeg gætter på, hun melder pas.

Kjeld Chr. Krarup
København Ø.

Kulturministeren som chefideolog
*I Information har Rasmus Lindboe udnævnt Brian Mikkelsen til de konservatives ’chefideolog’. Helt ærligt, at kalde Brian Mikkelsen chefideolog er lige så latterligt som at kalde ham kulturminister. At være Chefideolog forudsætter selvstændig tankevirksomhed og ikke efterplapring af en forsinket højerorinteret ideologi. Hvis de konservative er enig med Information i udnævnelsen af Brian Mikkelsen som den stor ideolog, så er det forståeligt, at det ser sort ud for højrefløjen i Danmark, og at den er nødt til at gribe til selvopfundne historier, a la lygtepæls-ophængning og krige, der bygger på løgne. ’Kulturministeren’ mener, at der er mange, der ikke er mindstelønnen værd. Her er jeg helt enig med ham: Hvornår er der nogen, der sætter hans løn ned.

Kjeld Ammundsen
København Ø

Ved De nu hvad
*Kære hr. Metz! I Deres seneste skriverier langer De voldsomt ud efter Bertel Kjærsgaard og Pia Haarder (eller hvad de nu hedder). Så voldsomt, at De helt glemmer at omtale den fyrede skatteministers kreative bogholderi.
Den går altså ikke!
Det er nok muligt, at De ved denne afledningsmanøvre tror, at De kan få andre end undertegnede til at læse klummen en ekstra gang eller tre, men ’ordnung muss nu alligevel sein’.

Niels Jørgen Larsen
Allerød

SVAR: Kære Niels Jørgen Larsen!
Først nu opdager jeg, takket være Deres årvågne mail, som jeg netop med bævende hånd har åbnet, katastrofen. Der er i transimissionen mellem klummist og bladredaktion faldet en linje ud i seneste Intermetzo. Det er skrækkeligt. Nu er jeg henvist til at omtale det kreative bogførende element to gange i den kommende metzo.
Jeg er helt enig i synspunktet på Ordnung, der under alle omstændigheder muss sein.

Bedste hilsen
Georg Metz

Babysnak
*Det gibbede i mig af begejstring, da jeg læste Lena Smiths indlæg for nogen tid siden, Vær tæt på din baby, i Information. Endelig en mor, der tør sige sin ærlige mening om en af tidens ’babybibler’, Godnat og sov godt, og nægter at gøre vold på sig selv for at leve op til de strenge forventninger fra sundhedsplejersker, børnelitteratur og resten af omverdenen. Det er muligt, at vi i Vesten kulturelt set har svært ved at være sammen med de små på deres præmisser, men mon ikke den nye barselsfond kan bane vej for en ny generation af mere afstressede mødre og fædre? Så vi kan opnå en tættere kontakt med vores babyer.

Lisbeth Rindholt
cand. mag.
mor til en pige

Mange finder os latterlige
*Hvad fanden skal vi med SF? Og hvordan skal vi gøre det, vi skal? Anne Grete Holmsgård og Peter Goll havde diskussionen her i avisen, og Morten Homann og David Gibson gav deres bud, som Henrik Petersen den 29. juli afviste som »latterligt, hvis I vil have vi skal tage jer alvorligt.« Hermed et par bud på, hvorfor og hvordan vi skal tages alvorligt: »Miljøet eller de svage først,« lød ekkoet gennem Informations interview med AGH og PG. Hertil fremhævede PG nødvendigheden af, at SF altid sætter de svagestes behov/bekymringer i første række. Vi er jo de svages parti, påpeger han, og heri er jeg naturligvis enig. Men i mine øjne mangler der en internationalt solidarisk vinkel på PG’s analyse. For hvem taber, hvis miljøet får anden prioritet?
Kig engang på, hvordan man håndterer anormalt regnfald i Indien, Kina og Bangladesh: Dernede falder blikhusene sammen under de tunge regnskyl, og folk drukner. Det, mener jeg, at vi som socialt ansvarligt parti skal forholde os til. Med den nationale brille på kunne spørgsmålet lyde: Hvem har råd til at købe astmamedicin herhjemme, når miljølokummet rigtig brænder? I mine øjne må de to sider af vores politik nødvendigvis gå hånd i hånd.
»Hvad skal vi gøre for at få de nederste sociale lag til at stemme på os?« Svaret er naturligvis, som både PG, MH og DG er stærke fortalere for, at vi skal lytte til og tale med alle segmenter af befolkningen.
Men vi skal aldrig købe ind på en samtaleform, der eksempelvis gør indvandrere mere udsatte, end de allerede er. Vores dialog med befolkningen kan starte her, mellem dig, distingverede læser, og mig: »Hvad gør du for at hjælpe en fremmed til rette i Danmark?«
Dét er et eksempel på en dialog, som jeg mener, at SF bør indgå i med alle samfundets lag. Derudover har ’børnebanden’ i mine øjne nogle udmærkede forslag til progressive tiltag på f.eks. retsområdet. Men måden, vi taler med befolkningen på, er altafgørende. »Hvordan skal vi få flere til at stemme på os?«
SF ville gøre det bedre, hvis vi fremstod som et samlet parti – med plads til forskellighed og diskussion, naturligvis, men inden for de samme rammer. Der kan ikke herske tvivl om, at mange finder os latterlige efter Auken-affæren.
Derfor mener jeg på ingen måde, at det er den rette strategi at opreklamere særskilte debatfora i medierne, som MH og DG gjorde det i onsdagens avis. Lad os dog tage SF-diskussioner i SF-regi! Gerne offe ntligt, men ikke opdelt! Og sidst, men ikke mindst, tror jeg, at nøglen til at få flere til at stemme på SF, er, at partitoppen fornyes: Flere unge faglige og kvinder.

Camilla Burgwald
folketingskandidat for SF

Latinamerika – en by i Rusland
*Er Latinamerikadækningen (blevet) en by i Rusland? Avisens redaktionelle linje pådette område svæver. Læserne præsenteredes primo 2003 for avisens nye skribent på området (Rune Vitus Harritshøj, bosat i Buenos Aires), hvorefter denne frem til foråret 2004 dækkede kontinentet. Siden nul. Avisen har ikke forklaret, hvorfor denne skribent ikke optræder mere, endsige hvorfor Latinamerikadækningen er blevet en by i Rusland.
Med udlandsredaktørens fortid undrer det mig såre, at I vil være det bekendt over for en region, der er så principiel for mange af nutidens globale problemstillinger.
Avisens udland er blevet for traditionel. Independents skæve artikler fra varme lande er for mig en lappeløsning. Øv.

Peter Olsen

Præsidentens privatliv
*Når valgkampen i USA for alvor tager fart om kort tid, og diverse irrelevante privatlivsskandaler hos de to kandidater bliver centrum for forargelig fokus, så skal vi huske, en del af forklaringen ligger i, at det faktisk er farligt vigtigt, at den amerikanske præsident er en stabil person, som ikke for ofte handler amoralsk og ikke leder efter kortsigtede genveje. Han har nemlig i modsætning til en statsminister muligheden for at starte en krig og først spørge dagen efter, hvis han skønner, at det er tvingende nødvendigt.

Anders Saugstrup
Vordingborg

Det er ligeomvendt
*I lederen 26. juli giver ’brun’ udtryk for den opfattelse, at Jens-Peter Bonde er kommet i dårligt selskab i IND/DEM-gruppen i Europa-parlamentet, fordi den bl. a. tæller medlemmer fra det italienske højreparti Lega Nord, et antisemitisk græsk parti og yderst nationalistiske partier fra Storbritannien og Frankrig.
Helt ærligt: hvad havde lederskribenten i grunden ventet sig af den gamle opportunistiske formand for Radikal Ungdom, senere stalinistisk medlem af DKP’s centralkomité? For den slags mennesker helliger hensigten altid midlet.
Efter min opfattelse er de nævnte medlemmer fra Italien, Grækenland, Storbritannien og Frankrig kommet i passende dårligt selskab ved at være i gruppe med Jens-Peter Bonde.

Jakob Jensen
Bøgelunde

Cappelørn bør gå som leder
*Sommeren bragte en interessant videnskabelig diskussion frem i aviserne, nemlig spørgsmålet om videnskabeligheden i den prisbelønnede Kierkegaard-biografi SAK af Joakim Garff. I et omfattende indlæg betvivlede Peter Tudvad nogle af bogens oplysninger og påviste en række fejl. Det skete i kierkegaardsk polemisk form, og såvel indholdet i kritikken som formen vakte opmærksomhed.
Det mest interessante var dog ikke de to forskeres forholden sig, men de udsagn, der kom fra deres forskningsleder, cand. teol. Niels Jørgen Cappelørn, direktør for Kierkegaard-forskningscenteret i København, hvor de to er ansat. Han udtalte til Jyllands-Posten den 29. juli: »Jeg mener principielt, at man skal afstå fra at angribe sine kollegaer offentligt, og Peter Tudvad har, så vidt jeg er orienteret, ikke engang oplyst Joakim Garff om sin beslutning.«
Det er slet og ret dumt, at Joakim Garff ikke har fået korrigeret fejlene, men også dumt af Peter Tudvad at gøre ham opmærksom på dem gennem medierne.«
Her har vi altså en direktør og forskningsleder af et offentlig etableret forskningscenter, der mener, at forskere ikke skal angribe hinanden offentligt, fordi de er ansat ved samme institution; og at de ikke offentligt skal gøre opmærksom på hinandens fejl, men at sagen skal afgøres inden døre, uden for offentlighedens kendskab.
Det er ganske enkelt uhyrligt og dybt forkasteligt. Cappelørn angriber kernen i al videnskabelig praksis, nemlig offentliggørelse og offentlig diskussion af forskningens resultater. Det er muligt, at den private forskning mener, at det ud fra dens økonomiske præmisser er klogest at korrigere fejl internt, men for den offentlige forskning er det en dødssynd at tie med viden om, at tidligere offentliggjort forskning (inkl. biografier) indeholder fejl.
Nu kan jeg ikke vide, hvor dybt Cappelørns udsagn stikker, selvom han har vedstået at være citeret korrekt. Han udtaler nemlig samtidig i Information (den 29. juli), at han glæder sig over, at forskerne tager en faglig strid i offentligheden. Og at offentliggørelse af, at der er fejl i Garff’s bog kan føre til, at fremtidens forskere ser med nødvendig skepsis på dens udsagn om Kierkegaard.
Hvad skal man derfor stille op med forskningsleder Cappelørn? Hvis han lover bod og især megen bedring, kunne man måske lade nåde gå for ret. Men retten ville være, at han forlod sin stilling som forskningsleder og direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Mon ikke hans bestyrelse skulle sætte ham under skærpet tilsyn, sådan som det er moderne i teologiske kredse?
Vi andre, der er ansat ved de offentlige forskningsinstitutioner, kan så overveje, om dette er et signal om, hvad vi kan vente os, når den nye universitetslov er færdig-implementeret, og der er udpeget forskningsledere på institutterne.

Frands Mortensen
professor
Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu