Læsetid: 8 min.

DEBAT

21. august 2004


Dagens paradoks
*For at forhindre tvangsægteskaber forbyder man unge mennesker at bestemme selv, hvem de vil giftes med.

Per Vadmand, Ringsted

Hvordan flytter det politiske centrum?
*Førhen gjaldt det om at erobre den politiske midte, hvis man ville erobre regeringsmagten. Det ser imidlertid ud som om, at regeringspartierne inklusive deres støtteparti på det yderste højre forsøger sig med en ny strategi, nemlig den at flytte det politiske centrum med sig mod højre.
Bendt Bendtsen hævder, at de radikale har rykket sig mod venstre. Mogens Lykketoft fremfører, at kløften mellem socialdemokraterne og de radikale er dyb som aldrig før. De radikale har altså på samme tid flyttet sig mod venstre og fjernet sig fra Socialdemokratiet. Det lyder paradoksalt, og netop derfor skal Bendtsens udtalelse opfattes som et retorisk forsøg på at trække den politiske midte mod højre.
Midten kendetegnes ved en velafbalanceret, holdningsbaseret og ikke-populistisk politik med respekt for det enkelte menneske og statslige institutioner, og med fast kurs mod det almene vel Imidlertid er det et faktum, at regeringspartierne ikke respekterer alle befolkningsgrupper på lige fod, at de ensidigt plejer erhvervslivets interesser – senest udtrykt i oprettelsen af et ministerium, der skal fremme familien som forbrugsenhed; hvor blev den borgerlige frihed af? Den almennyttige boligsektor vil man afskaffe, samtidig med at ethvert initiativ, som ikke direkte har sigte på at behage det private erhvervsliv, stemples som bizart.
Regeringen er ultra-liberal, og de konservative er ikke længere konservative. Man ser det tydeligt, når Brian Mikkelsen forkrampet forsikrer om, at han da fører borgerlig politik, endskønt alle hans forslag lyder som om, de kommer fra neo-liberale tænketanke.
Hvis det lykkes for regeringen at trække midten med sig mod højre, så opnår de den gevinst, at traditionelle midtersynspunkter, som f.eks. det, at respektere det enkelte individ uanset herkomst, politisk standpunkt og etnicitet kan defineres som ekstreme.

Lars Andreassen
cand. mag.

Mangfoldige homoer
*Apropos Copenhagen Pride skriver Anne Skjerning i et læserbrev den 19. august, at det vigtigste budskab for arrangementet er at formidle, at bøsser og lesbiske først og fremmest er almindelige mennesker.
Hvad er der galt med, at folk stikker ud fra normen? Det vigtigste at få frem må da være forskelligheden. Og så synes jeg, at Skjerning skulle opgive sin rolle som beskuer og deltage til næste år, så hun kan give sit eget bud på et billede af en homo sammen med alle andre i fjerboa og udtrådte træsko. Leve mangfoldigheden!

Torben Preihsler
cand. mag.

En ægte Brian-historie
*Ingen havde sunget ved Brian Arthur Mikkelsens vugge, at han en dag skulle blive konservativ minister. I den side af den politiske skala er det da også de færreste beskåret at nå helt op til vort samfunds allerhøjeste top, hvis man er opvokset i socialdemokratiske Ballerup. Når kulturministeren har plads i regeringens interne koordinationsudvalg, må man lytte, når han fremlægger sin fremtidsvision.
Baggrunden er vigtig for at forstå de udmeldinger, kulturministeren kom med for nylig som hans – og måske de konservatives? – velfærdsvision. For tilsyneladende rummer Mikkelsens ideer ikke ret meget for de mennesker, han er rundet af. Tværtimod minder holdningerne mere om dem, man stødte ind i Konservativ Ungdoms mest brovtende drengerøvsperiode i 1980’erne, hvor The Voice-baronen og Klaus Riskær Pedersen var KU’ernes ikoner.
Mikkelsen vil for det første afskaffe folkepensionen og efterlønnen til fordel for en personlig alderdomskonto. Aldersgrænsen på 65 år skal også væk. Incitamentet for at gå på arbejde, hvis man er lavtlønnet kassedame, er for dårligt – så mindstelønnen skal ned. Overførselsindkomsterne stiger for meget, så de skal ned. I Mikkelsens ideale samfund skal skatten højst være 30 pct., og resten af velfærdsydelserne skal borgerne købe selv ved brugerbetaling og forsikringer. Sygehusbehandling skal også betales ved kasse ét i Mikkelsens lykkeland – og Foghs minimalstat.
Det er rene ord for pengene. Men hvor stor troværdighed har Mikkelsen? Et sted i interviewet i Information fortæller han også en anekdote, som han selv understreger er »en ægte historie«. Det må være belastende hele tiden selv at måtte påpege, at man nu også siger sandheden – det har jo tidligere knebet for ministeren.
Åbenbart ønsker Brian Mikkelsen, at samfundet skal skrues sammen, som om det skulle indfri hans personlige behov. Han kan sagtens selv betale til sine pensionsordninger, der kan sikre ham og familien en tryg alderdom.
Men hvorfor skal skytset rettes mod hans forældres og bedsteforældres generation? Hvad har de gjort ham? Mikkelsen har åbenbart det synspunkt, at rengøringsassistenten, som gør direktørens toilet rent om morgenen, ligefrem har fortjent en lavere løn uden udsigt til folkepension eller efterløn. Hvor mange flere arbejdspladser vil det dog skabe? Hvor meget vil det øge lønmodtagernes ‘valgfrihed’?
Det mest positive ved kulturministerens velfærdstanker er, at han i den efterfølgende debat har fået læst og påtalt. Derfor skal vi takke ministeren for, at han sådan tænker højt i sommervarmen – ministeren skal bare fortsætte i samme spor, så skal hans regering nok klare sig rigtigt skidt ved næste valg.
For konservativ er Brian Mikkelsen ikke. Han er renlivet nyliberalist som åndsfællerne Anders Fogh Rasmussen (da han skrev bogen om minimalstaten) og borgmester Søren Pind, som sidste år forsøgte at få Venstre til at vedtage nogenlunde den politik, Mikkelsen nu præsenterer som sin. Det er derfor ikke interessant, om han har opbakning i regeringen – for det må han have, når han gør det uhørte for en fagminister og ikke-partiformand, at han udtaler sig om emner uden for sit fagområde.

Bjarne Laustsen
MF (S)

De læskedrikkende bestemmer
*Det gør mig så trist til mode, når verdenssituationen tvinger mig til at erkende, at alting drejer sig om penge, vækst og magt. Især når det drejer sig om kæmpekoncerner som Coca-Cola! Vi taler om en læskedrik, børn går med i hånden på vej til skole, en læskedrik, der har brandet sig ind på alle arbejdspladser, institutioner og private hjem, og som utænkeligt kan være alt andet end en overdådig overskudsforretning! Alligevel lader Coca-Colakoncernen vigtige og i forvejen skrøbelige grundvandsressourcer synke støt i de fattigste lande, hvor læskedriksproduktionerne selvfølgelig er placeret pga. den billige arbejdskraft.
Rige som fattige lande huskes konstant på, at vi skal drikke læskedrikken hele året rundt, og i alle sammenhænge ved hjælp af sommer-, jule- og alt indimellem-Coca-Cola-reklamer! Er der ingen samvittighed, medmenneskelighed, eller anstændighed tilbage i denne verden? Skal vi derud hvor Coca-Coal beder inderne og alle de andre om at holde kæft og drikke en Coca-Cola, hvis de er tørstige? Hvis ikke det allerede er for sent, så opfordrer jeg hermed til, at vi allesammen starter nu med at vælge en anden læskedrik.

Katrine Pabst
kommunikationsstuderende ved RUC

Solenergi i stedet for olie?
*Energiproblemerne spidser langsomt til. Der tales om brint som alternativ energikilde, sammen med andre vedvarende energikilder. I Informations artikelserie om oliekrisen blev Saharaørkenen omtalt som en mulighed, hvis man en dag ved solenergi vil fremstille brint ud fra vand i stor stil.
Man behøver dog ikke hele Sahara, men kun 3-4 procent, for med solceller eller anden teknik at fremstille lige så meget brintbrændstof, som hele verden i dag forbruger af de fossile brændstoffer, olie, kul og naturgas. Der behøves ca. 300.000 km2 (på et område uden sandstorme). Danmark ville behøve ca. 750 km2. Der er derudover mange andre ørkener end Sahara, specielt i Australien, men også i Asien og i Amerika.
Så i løbet af en årrække kunne man omstille sig fra olie, kul og naturgas til brint (eller en brintforbindelse med kulstof, der passende kunne være CO2 fra atmosfæren) ved at anlægge de fornødne solpanelmarker og høste solenergi. Teknisk kunne det vel lade sig gøre. Tankskibe, drevet med brint og vindkraft, kunne transportere de fremstillede brændstoffer rundt i verden.
Derudover vil solenergi i fremtiden blive endnu mere anvendelig, for i dag er problemet, at solceller ikke udnytter solenergien særlig effektivt, kun ca. 15 pct. Ved omdannelse fra elektricitet til brint, er der ligeledes tab. Men alligevel kan meget brintbrændstof fremstilles ved solenergi, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.

Tom Nielsen
Frederiksberg

One2speak A/S
*På den kommercielle hjemmeside one2speak A/S kan man læse, at »Martin Ågerup er økonom og økonomisk historiker, uddannet ved universiteterne i Bristol og Exeter i England«. Om han opnåede en akademisk grad fremgår ikke.
Han er præsident for et obskurt kommercielt foretagende: Akademiet for Fremtidsforskning, der ved siden af Institut for Fremtidsforskning, Instituttet for Fremtidsforskning og Selskabet for Fremtidsforskning støvsuger markedet for kommercielle fremtidsanalyser og foredrag. »Han taler uden omsvøb og til tider provokerende - men altid ud fra en positiv synsvinkel. Med masser af holdninger og skæve vinkler, der giver tilhørerne andet og mere end rent fagligt input.« Det tør siges. Det foruroligende er, at det også er lykkedes ham at fremme sin kommercielle virksomhed ved at få utallige indlæg optaget i en ukritisk dagspresse. Skønt man ikke skal gå efter manden, men efter bolden, er det nyttigt for forståelsen at vide, hvilke regler, han spiller efter.
Nu skal vi så også høre om hans betragtninger om Romklubbens Grænser for vækst (19. aug.) ud fra hans ’altid positive synsvinkel’. Da han har andet ’end et rent fagligt input’ at meddele, indleder han med én af de forførende fejl, der kan besnære tilhørerne til de foredrag, han sælger. Han citerer Romklubben (1974): »Vores model viser, at hvis olieforbruget følger det hidtidige mønster i udviklingen, vil alle olieforekomster være opbrugt i begyndelsen af det næste århundrede, selvom man anvender de mest optimistiske skøn«. Og konstaterer »Romklubben tog fejl«.
Forkert: Frem til 1974 steg olieforbruget med ca. 6 pct. om året. Derpå faldt det under oliekriserne, hvorpå det siden 1984 er steget med ca. 2 pct. om året. Romklubbens udsagn var således rigtigt, men olieforbruget fulgte ikke ’det hidtidige mønster i udviklingen’.
Romklubben forudså heller ikke, at det kunne gå så galt, at forholdet mellem befolkningstallene i verdens rige og fattige enklaver udviklede sig fra 35/65 rige/fattige i 1970 til 20/80 i 2000. Hvis gabet mellem rige og fattige ikke var blevet så drastisk forøget, havde stigningen i olieefterspørgslen været så stor, at produktionen ikke havde kunnet følge med frem til i dag.
Så det, vi kan konstatere, er, at grænsen for vækst i det sidste halve århundrede har været trukket mellem et lille rigt mindretal og et stort fattigt flertal af klodens befolkning. Og selv om han blev godt betalt derfor, kunne Martin Ågerup næppe sandsynliggøre, at en økonomisk vækst på 2 pct. om året lader sig realisere blandt de 80 pct. fattige, hvis den også skal opretholdes blandt de 20 pct. rige.
Der er grænser for vækst. Og de er allerede overskredet.

Klaus Illum
civilingeniør, lic. techn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu