Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
19. august 2004


Store Klaus og lille Klaus
*To store ting har gjort Danmark verdenskendt: H.C. Andersens eventyr og porno-frigivelsen.
Landets tredje bedrift skulle nu være at
påvise, at de to ting hænger sammen.

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Eksotiske homoer
*I weekenden havde københavnerne atter fornøjelsen af at blive underholdt af det store opbud af bøsser og lesbiske, der iklædt festlige kostumer gik i parade under Copenhagen Pride. Publikum var der nok af – tilsyneladende var der mange, der ligesom jeg gerne ville bruge deres lørdag på at se de eksotiske homoer trække i fjer og laksko og fyre den af til party-musik på fuld styrke. Dog undrede det mig som tilskuer (jeg er selv homoseksuel), hvad budskabet i dette optrin egentlig er?
For mig var det i hvert fald noget andet end glimmer og glamour, det gjorde indtryk. En stor del af deltagerne i optoget var påfaldende almindelige at se på. Mange mænd og kvinder kom gående alene eller hånd i hånd, og hverken skuet ned i fjer eller palietter. For publikum var der absolut ikke meget show ved den del af paraden. Men på en måde var det netop de mindst udklædte , der leverede det stærkeste budskab. Særligt en gruppe af unge mødre med børn i klapvogne, der kom til syne mellem balloner og faner. Jeg tog mig selv i tænke, om de mon var gået forkert.
Men nej – tværtimod! Det er jo netop det budskab, der er så vigtigt også at få formidlet – at bøsser og lesbiske først og fremmest er almindelige mennesker, der forelsker sig, bliver kærester, bliver gift og får børn (kvinderne i hvert fald).

Anne Skjerning
stud.techn.soc.

Chavez demokratiserer
*Der skal meget til for at gøre Dorrit Saietz tilfreds i lederen Chávez’ triumf den 17. august. Især hvis man er erklæret venstreorienteret som Hugo Chávez, der tydeligt nok ikke kan gøre noget rigtigt, fordi han er så voldsomt retorisk samt har revolutionære attituder. Ganske vist »deler han«, som lederskribenten skriver, »ud med rund hånd af landets olieindtægter og bygger sundhedsklinikker, bemandet med cubanske læger, han deler fødevarer ud og starter alfabetiseringsprogrammer«. »Cubanske læger«, javel ja, så véd vi nok, hvor vi er henne.
Det er langt fra tilstrækkeligt efter ds’ mening, der ganske vist véd, at Venezuelas tidligere regimer helt klart har gjort det modsatte, nemlig forarmet, fordummet og undertrykt befolkningen med hård hånd. Næ, hvis vi skal møde det rigtige fremskridt, så skal vi se til de pæne og artige latinamerikanske stater som f.eks. Chile, der endog har strakt sig til at have en socialdemokratisk regering!
Men der er den faretruende forskel på Chile og Venezuela, at Venezuela har verdens femtestørste oliereserve liggende inden for landets grænser. Den slags er livsfarligt, som irakerne ved det så smerteligt, og det er værd at bemærke, at det pæne styre i Chile sjovt nok hænger sammen med den dalende strategiske og økonomiske betydning, landets kobberforekomster har. Dengang kobberet var en livsbetingelse for det militært-industrielle kompleks i USA, sad der et diktatur i Chile. Dertil skal lægges, at Chile har en anden demografi og historie end Venezuela og i kraft af dette et temmelig højt uddannelsesniveau, der er en forudsætning for en rimelig demokratisk udvikling.
Det er netop det, Chavez forsøger at gøre noget ved. Han har, udover et sundheds- og uddannelsesprogram, også sat en demokratisk bevægelse i gang gennem sin kampagne for at få registreret fattige vælgere. Ja, kan man indvende, bare for at gavne sig selv. Jamen, hvis ikke de underprivilegerede får demokratisk slagkraft, hvordan kommer man så ud af diktaturets slagskygge? Tænk, at ds kan sige, at nu må oppositionen trække i arbejdstøjet. Som om hun ikke ved, at de for længst er trukket i
kampuniformen og for amerikanske dollars hverver fattige til
demonstrationstog mod Chavez.

Henning Prins
forfatter

Sydamerikansk interesse
*En læser, Peter Olsen, spurgte den 4. august, om Latinamerika-dækningen er (blevet) en by i Rusland. Og hvorfor Information ikke holder os læsere ajour med dette store kontinent. Har I tænkt jer at give ham, mig og alle andre Latinamerika-interesserede læsere et svar. Det har vi og Latinamerika fortjent. Synes I ikke?

Karen Jeppesen
seminarieuddannet

SVAR: Information nærer ikke noget ønske om at nedprioritere dækningen af Latinamerika. Men vore begrænsede midler tillader os desværre ikke at lønne en fast korrespondent i denne del af verden. Vi dækker dog efter bedste evne de vigtigste begivenheder – som senest folkeafstemningen i Venezuela og situationen i Haiti. Og skulle muligheden opstå for atter at tilknytte en fast korrespondent på området, vil vi gøre det.

Dorrit Saietz
udlandsredaktør

I høet med Birthe og Bertel
*»Vis frisind: Hop i høet med Anders Fogh«. Under den overskrift gjorde jeg her i bladet den 13. aug. grin med statsminister Anders Fogh Rasmussens forsøg på at gøre en stor forskel på frisind og tolerance.
På Venstres sommertræf sagde Fogh: »Tolerance er sådan en lalleglad ligegladhed: Man skal bare tolerere alt.« Derpå lovpriste han frisind som en ægte Venstre-dyd.
Om denne sondring skrev jeg, at den umiddelbart er det skinbarligste vås, for ordene betyder nogenlunde det samme. Bortset fra, at der i frisind måske ligger end mere aktiv medvirken til udskejelser, end der gør i tolerance.
Huhej, er både integrationsminister Bertel Haarder og V-retsordfører Birthe Rønn
Hornbech ilet Fogh til undsætning. I indlæg her i avisen (henholdsvis 18. og 17. august) belærer de om, at der sandelig er en afgørende forskel. Bertel Haarder endda med den nedladende tilføjelse:
»Hvis der er andre begreber, David Rehling gerne vil have styr på, skal han bare sig til. Det er klogt at kende sine pappenhejmere, før man farer ud og afslører sin uvidenhed.«
Nu priser Fogh tolerance
Men ha! De to ivrige Venste-ideologer overser, at Anders Fogh selv hastigt har indset det uheldige i at gøre tolerance til et negativt ord.
Som forklaring på, at han i lørdags modtog en af årets homopriser i forbindelse med Københavns bøsse-lesbiske parade sagde Fogh til Jyllands-Posten:
»Jeg synes, det også som statsminister er vigtigt at markere, at det danske samfund bygger på tolerance og frisind.«
Fogh tilføjede, at når det overhovedet kan give anledning til debat, at han modtager en sådan pris, »kan det skyldes, at vi måske slet ikke er så tolerante i Danmark, som vi tror«.
Ærgerligt, Birthe og Bertel: Nu hoppede I i høet for at gøre fælles sag med Fogh. Og så er han selv krøbet ud.
David Rehling

Omsorgshuller
*Socialminister Eva Kjer Hansen ønsker flere danskere skal være med i frivilligt arbejde. De frivillige organisationer glæder sig, men er også lidt skeptiske, når ministeren siger: »Det er ikke penge, der er brug for«.
Med skattestop er risikoen jo, at kommunerne ser det frivillige arbejde, som en mulighed for at spare ressourcer og dække for skattestoppets ’omsorgshuller’.
Det er ikke første gang de frivillige møder en interesseret socialminister. I handlingsplanen Det fælles ansvar skal fremtidens velfærdssamfund baseres på et samspil mellem det offentlige og det civile samfund. Kommunerne har indført det selvmodsigende begreb kommunal frivillighed og fri frivillighed bliver til tvungen frivillighed. De frivillige risikerer at blive systemets forlængede arm og tager over, dér hvor det offentlige bliver beskåret. Frivilligt arbejde er ikke at få løst nogle samfundsmæssige opgaver til en billig penge og tage arbejde fra mennesker, der kunne være ansat på almindelige løn- og ansættelsesvilkår.
Liberalistisk politik betyder privatiseringer, nedskæringer på de kommunale budgetter og en filosofi om det er lige meget hvem, der laver det, bare det er billigt. De frivillige får pæne ord, men det ser ikke ud til området får tilført flere penge, men derimod en hvervekampagne af frivillige, der kan retfærdiggøre regeringens skattestop og besparelser på det sociale område.

Claus Andersen
bestyrelsesmedlem i Fribørsen

Hovedløst
*Den 16. august anmelder Georg Metz på side 7 bogen Rygternes magt, og nævner fra sin barndom, at en børnelokker huserede på Frederiksberg. Anmeldelsen er illustreret med et tre-spaltet billede af en – i øvrigt hovedløs – børnelokker. Billedet fylder 400 kvadratcentimeter og har ingen betydning for forståelsen af Metz’ tekst.
Nederst samme side kan læses en begejstret anmeldelse af tre børnebøger, alle illustreret af Lilian Brøgger. Overskriften lyder endog Brøgger illustrerer fantasifuldt børnenes univers.
Her havde været på sin plads at benytte de 400 kvadratcentimeter til at vise eksempler på Brøggers illustrationskunst. Men sådan blev der ikke prioriteret. Det er hovedløs billedredaktion.

Kjeld Chr. Krarup
København Ø

Romklubben atter på banen
*Forfatterne til Romklubbens rapport Grænser for vækst fra 1972 har lavet en såkaldt ’opdatering’. Konklusionerne forbliver dog nogenlunde de samme som for 30 år siden: Verdensøkonomien forventes at kollapse. Romklubben er åbenbart ikke blevet klogere. Det er faktuelt forkert, når Informations Jørgen Steen Nielsen påstår, at forfatterne til Romklubbens rapporter aldrig har sat datoer på deres dystre forudsigelser. I 1974 skrev Romklubben i deres anden rapport:
»Vores model viser, at hvis olieforbruget følger det hidtidige mønster i udviklingen, vil alle olieforekomster være opbrugt i begyndelsen af det næste århundrede, selvom man anvender de mest optimistiske skøn«. Selv Romklubbens mest optimistiske skøn var altså for pessimistiske.
Romklubben tog fejl. Men der er ikke blot tale om banale fejltagelser. Det ville være en alt for venlig udlægning. Senere kørsler med den computermodel, som forfatterne brugte i begyndelsen af 1970’erne, har vist, at selv små – og realistiske – ændringer i antagelserne gav optimistiske forudsigelser. Romklubben kunne kun nå frem til de dystre resultater ved hjælp af pessimistiske og urealistiske antagelser.
For eksempel skrev man i 1974 om fødevareproduktionen i Sydøstasien ved årtusindskiftet: »Endvidere viser analyser baseret på scenarier fra det mest optimistiske til de mest pessimistiske, at produktionsforøgelsen inden for landbruget… ikke vil være i stand til at følge trit med befolkningstilvæksten… På trods af, at vi har regnet med store tekniske fremskridt og med, at der vil være både kunstgødning og jord til rådighed...«. Forfatterne kan altså ikke forestille sig en fremtid, hvor Sydøstasiens fødevareproduktion pr. indbygger stiger frem til år 2000. Men produktionen er i dag 50 pct. større end i 1974.
Romklubben udvælger de få data, som støtter dens teser. Blot et enkelt eksempel: At verdens kornproduktion pr. indbygger toppede i 1980’erne, bruges som en indikator for, at verden har overskredet en ’bæredygtighedsgrænse’ – at der ikke kan klemmes mere korn ud af landbrugsjorden. Men såvel kornudbyttet pr. hektar som pr. arbejder stiger overalt i verden (som altid med Afrika som den deprimerende undtagelse). Kornproduktionen er ikke ved at ramme en mystisk grænse for vækst – tværtimod. Der skal mindre land og færre mennesker til at brødføde en voksende befolkning med korn. Stagnerende kornproduktionen per indbygger er udtryk for en diversificering til andre fødevarer – altså en styrkelse af såvel fødeforsyningens robusthed som ernæringssituationen. Mængden af næringsstoffer, såsom kalorier og proteiner, bevæger sig på globalt plan markant i den rigtige retning.

Martin Ågerup
præsident for Akademiet for Fremtidsforskning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her