Kronik

Dommedag hvornår?

Hvor er fortalerne for at gøre noget ved klimaproblemerne, og hvorfor har de så svært ved at få deres budskab igennem i medierne i disse dage?
24. august 2004

Kronikken
Klimaproblematikken er nok det mest debatterede miljøproblem, men alligevel syntes de gode intentioner bag Kyoto-aftalen at blive mere og mere udvandede, mens vi stadig lukker flere og flere drivhusgasser ud i atmosfæren. Det kan syntes paradoksalt, at et område der får så stor mediebevågenhed, samtidig syntes at blive nedprioriteret på den samfundsmæssige dagsorden.
Her hjemme har NGO’er som Greenpeace og Verdensnaturfonden været de primære fortalere for at skære ned på udledningen af drivhusgasser. Tidligere blev de godt støttet af forhenværende miljøminister Svend Auken, men de tider er som bekendt forbi. Debatten og dækningen af problematikken har ændret sig markant. NGO’erne syntes at have mistet deres fodfæste, og miljøoptimisterne har i høj grad overtaget scenen.
Dækningen af klimaproblematikken har vist sig at afhænge bl.a. af, hvem der sidder på magten på det pågældende tidspunkt. Men måske indvarsler Connie Hedegaards indtagelse af miljøministerposten atter en ny æra, hvor borgerlig miljøpolitik ikke nødvendigvis er ensbetydende med nedskæringer og ligegyldighed. Hvis miljøpolitikken ikke længere er en del af værdi- eller kulturkampen, som den hidtil har været under VK-regeringen, bliver de grønne organisationer måske atter hørt – selv i den borgerlige presse.

Kritikere af miljøbevægelsen har haft god vind i sejlene de senere år. Og kritikken har på mange områder været berettiget. At tale til menneskets dårlige samvittighed og fremsige dommedagsprofetier har været en umådelig dårlig strategi for miljøbevægelsen. Den har på mange virket fundamentalistisk, og deres forslag til forandring har ofte været uden forbindelse til den sociale og økonomiske virkelighed.
Det virker på mange områder uigennemskueligt, hvad det egentligt er miljøbevægelsen vil. Skal vi fra den ene dag til den anden opgive de fossile brændsler, der udgør selve grundlaget for vores økonomi og vækstsamfundet? Skal vi tilbage til at leve i jordhuler, og skal vi alle gå klædt som Kjeld Albrechtsen? Ikke et ondt ord om ham, men vi mangler en positiv og sammenhængende fremtidsvision, for hvordan vi tager hånd om klimaproblematikken. Miljøbevægelsen syntes reduceret til en skygge af sig selv og ligner mest af alt en anakronisme fra 70’erne og 80’erne. Det er en skam, da miljøbevægelsen har potentiale til at være kilde til positiv forandring i samfundet.
Miljøbevægelsen har således et noget bedaget image og er blevet sat i bås med den yderste venstrefløj, hvilket gør det vanskeligt at søge en bredere appel. Og sammen med hele miljøproblematikken er den blevet taget som gidsel i et ideologisk spil, der for alvor begyndte her i landet efter den nuværende VK-regering kom til. Opgøret med ’Aukens miljøimperium’ har gjort miljøpolitikken langt mere partipolitisk og er en af de ting, der nu virkeligt deler den højre fra den venstre blok.
Den tidligere borgerlige regering hvor Per Stig Møller var miljøminister var langt mere visionær, og dengang blev miljøpolitikken heller ikke opfattet så partipolitisk som i dag. Men som sagt kan man håbe at en konservativ miljøminister, der tager sit område alvorligt, vil sætte miljøpolitikken fri af det blokpolitiske, og dermed også åbne for at miljøbevægelsen ikke længere sættes i bås med den yderste venstrefløj.

De borgerlige medier har især afspejlet regeringsskiftet ved at dække klimaproblematikken mindre intenst, og især Greenpeace har fået mindre dækning. Det er sandsynligvis ikke bevidst, men herved undertrykker de borgerlige medier den borgerlige regerings kritikere. Men Greenpeace har også selv medvirket til denne proces. Deres organisation bliver i de borgerlige medier opfattet som rabiat og til dels utroværdig. Vilde aktioner med gummibåde, folk der lænker sig fast til skorstene osv. har fjernet fokus fra selve budskabet, over på selve aktionen. Greenpeaces kampagne om gletscheren på Svalbard der smeltede og aktionen mod Brent Spar faldt uheldigt ud, og har været med til at give organisationen et useriøst image.
I det første tilfælde viste det sig, at det formentlig ville skåne miljøet mere at dumpe Brent Spar på havets bund, som Shell først havde tænkt sig, og i det andet tilfælde viste det sig, at være tvivlsomt, om gletscherens tilbagetrækning skyldtes den globale opvarmning.
Men det er også blevet sværere at udtale sig skråsikkert om disse forhold, og budskabet taber naturligvis noget af sin kraft, hvis man hver gang må tage kilometervis af forbehold. Klimaproblemet indeholder så mange mekanismer og variabler, der spiller ind, at videnskaben ikke kan give nogle sikre beviser på, hvad der er skyld i f.eks. en oversvømmelse. Og videnskaben kan ikke give sikre beviser på, hvad der helt præcist vil ske hvis vi fortsætter med at pumpe drivhusgasser ud i atmosfæren.
Når man ikke kan komme med endegyldige beviser, åbner det op for alverdens tolkninger og meninger. Naturvidenskabsfolk har derfor ikke eneret til at kunne udtale sig på deres fagområde, men samfundsforskere og meningsdannere generelt kan også udtale sig om forskellige naturvidenskabelige forhold. Den endegyldige sandhed er således blevet afløst af forhandlingen, og denne forhandling foregår i det offentlige rum -–specielt i medierne.
I sagen mod Bjørn Lomborg ved UVVU (Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed) kunne ses en tydelig opdeling af naturvidenskabsfolk og de samfundsfaglige. Underskriftsindsamlinger og indlæg til forsvar for Lomborg var præget af de samfundsfaglige med Tøger Seidenfaden i spidsen, og anklagerne mod Lomborg blev hovedsageligt ført af naturvidenskabsfolk med biologen Kåre Fog i spidsen.
Tendensen med at folk udtaler sig om f.eks. klimaproblematikken, selvom det ikke ligger inden for deres fagområde, har således været med til at bane vejen for miljøoptimisterne.

Vi hører om mange forskellige konsekvenser, der ofte peger i hver deres retning, og medierne giver i høj grad et billede af en udbredt uenighed inden for forskningsverdenen. Det ligger i mediernes natur, at de søger konflikten, og hvis den ikke er til stede, gør de gerne, hvad de kan for selv at skabe den. Medierne fokuserer selvfølgeligt på det, der er nyt, og en ny mening der bryder med eksisterende paradigmer og forestillinger er godt stof. Forskere der kommer med kontroversielle synspunkter, som f.eks. Bjørn Lomborg eller Helmuth Nyborg, får derfor tildelt ekstremt megen plads i forhold til det generelle billede der tegnes i forskningsverdenen på de pågældende områder.
En anden tendens, der giver de ekstreme synspunkter meget plads i mediebilledet, er, at journalisterne i forsøget på at opnå objektivitet hører de modsatrettede synspunkter. Dette gælder også selv om det ene synspunkt måtte være meget ekstremt. Der er altså tale om en slags balance-fælde, og det kan resultere i en stor skævvridning. Dette er nogle af grundene til, at folk kender mere til, hvad Bjørn Lomborg siger om klimaproblematikken, end hvad FN’s internationale klimapanel IPCC siger – i det omfang, at folk overhovedet har hørt om IPCC.
Måske har diskussionen om klimaproblematikken også været for teknisk og kompliceret til at folk har kunnet forholde sig til den. Det kan være svært at se, hvad et problem med et så langt tidsperspektiv har med en selv at gøre, og det er svært at føle, at man overhovedet selv er i stand til at gøre noget ved et problem af disse dimensioner.
Det var langt nemmere i 80’erne hvor Greenpeace virkelig havde gyldne tider med høje medlemstal. Folk kunne forholde sig til blodige billeder af hvaler, der blev skudt med harpuner for derefter at dø en langsom og smertefuld død eller billeder af babysæler, der blev flået levende. Men hvis miljøbevægelsen kan formå at modernisere sig selv, vil de nok gå nemmere tider i møde. De har i det mindste en mulighed, nu hvor Bjørn Lomborg har forladt direktørposten på IMV og Hans Chr. Scmidt er blevet erstattet af Connie Hedegaard.

*Mads Sønnegaard Poulsen er specialestuderende på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu