Kronik

Den farlige presse

Den juridiske placering af skyld og ansvar i forbindelse med flyulykken i 2002 i luftrummet over den sydtyske by Überlingen har endnu ikke fundet sted – men pressen var dengang ikke sen til at placere skylden
Debat
25. august 2004

Kronik
Den 1. juli 2002 kolliderede et russisk passagerfly og et fragtfly fra Bahrain i knapt 11 km’s højde i luftrummet over den sydtyske by Überlingen. 71 mennesker omkom, heriblandt 45 russiske børn.
Flytrafikken i det pågældende luftrum kontrolleres af det schweiziske flykontrolselskab Skyguide fra kontroltårnet i Zürich lufthavn. En dansk flyveleder ansat hos Skyguide sad alene i kontroltårnet og dirigerede flytrafikken på ulykkestidspunktet.
Den 24. februar 2004 blev den danske flyveleder stukket ihjel uden for sit hjem i Zürich.
En russisk mand, som mistede sin kone og to børn ved flyulykken, sidder varetægtsfængslet for drabet og har ifølge den schweiziske statsadvokat aflagt delvis tilståelse.
Den 19. maj 2004 offentliggjorde de tyske havarimyndigheder den endelige havarirapport.
Chefen for havarikommissionens efterforskning Jörg Schöneberg sammenfattede ved en pressekonference havarirapportens konklusioner således:
»Også denne ulykke skete pga. et sammenfald af en række begivenheder, omstændigheder, handlinger og udeladelser, som hver for sig betragtet i mange tilfælde kun ville have haft ringe betydning for flyvesikkerheden.«
Ikke desto mindre fremstillede store dele af den russiske, schweiziske og danske presse i tiden efter ulykken fejlagtigt flyvelederen som den skyldige. Meget tyder på, at dette var direkte medvirkende til hævndrabet på ham. Pårørende til den formodede russiske drabsmand har ved flere lejligheder udtalt, at russeren tegnede sit billede af flyvelederen som den skyldige på baggrund af pressens fremlægning af sagen. Selvom det må antages hovedsageligt at dreje om den russiske presse, fulgte dele af den danske presse trop og tilsidesatte Pressenævnets regler for god presseskik. En diskussion heraf kræver en gennemgang af havarirapportens konklusioner og et udpluk af pressens omtale af sagen.

Havarirapporten fastslår, at flyvelederen på trods af flere henstillinger til flykontrolselskabet fra luftfartsmyndighederne var efterladt alene i kontroltårnet. Her skulle han samtidig betjene begge åbne arbejdsstationer med tilhørende radarer og i minutterne op til flykollisionen på to forskellige radiofrekvenser dirigere et uventet forsinket passagerfly i nedre luftrum til landing i Friedrichshafen i Sydtyskland og de to ulykkesfly i øvre luftrum. Hverken flyvelederen eller naboflykontrolenhederne i Friedrichshafen og Karlsruhe var af flykontrolselskabet blevet informeret om, at der denne aften og nat foregik opdateringsarbejder på de tekniske systemer som medførte, at radarerne ikke fungerede normalt, at det visuelle advarselssystem, som i god tid advarer flyvelederne om truende flykollisioner, var ude af drift, og at telefonlinjerne og nødtelefonlinjerne ikke fungerede. Sidstnævnte bevirkede dels, at en uforholdsmæssig stor del af flyvelederens tid og opmærksomhed gik med forgæves forsøg på telefonisk kontakt med flyvelederne i Friedrichshafen i forbindelse med det forsinkede flys landing, dels at flyvelederne i Friedrichshafen og Karlsruhe ikke kunne komme igennem med deres advarsler til flyvelederen om den truende kollision.
Da flyenes antikollisionssystemer kun kommunikerer med hinanden, men ikke med kontroltårnet, kunne flyvelederen ikke vide, hvilke instrukser piloterne på de to ulykkesfly fik fra deres antikollisionssystemer, medmindre piloterne oplyste ham om det, og det gjorde de ikke. Han handlede derfor i bedste overbevisning om, at det han gjorde, var det rigtige, da han gav de russiske piloter besked på at dykke i sidste minut før kollisionen. De russiske piloter fulgte i samme tidsrum ikke, som de burde, to ordrer (resolution advisory) fra flyets antikollisionssystem om at stige. Havarirapporten kritiserer de internationale luftfartsmyndigheder for manglende harmonisering af reglerne for flyenes antikollisionssystemer, hvilket til dels forklarer de russiske piloters handlemåde.

Havarirapporten tager ikke direkte stilling til spørgsmål om skyld og ansvar, men fremsætter en række forslag til forbedring af flyvesikkerheden.
Det er heller ikke pressens opgave at tage stilling til spørgsmål om skyld og ansvar i sager, hvor juridiske undersøgelser pågår.
En sådan stillingtagen er et brud på Pressenævnets vejledende regler for god presseskik.
Alligevel fylder B.T. d. 8.7. 2002, en uge efter ulykken, forsiden med overskriften: »Dansker ledte 45 børn i døden.«
Ekstra Bladet og Jyllands-Posten refererer samme dag B.T.’s fejlagtige oplysninger. Dagen
efter bringer Ekstra Bladet en artikel med overskriften »Fik ordre om at flyve i døden« og i de følgende dage og uger fortsætter B.T. med overskrifter som »Dansker risikerer fem års fængsel«, »Dansk flyveleder gik i panik«, »Dansk flyveleder gav forkert information«, »Personlig fejl årsag til flyulykke« og »Dansk flyveleder forvirrede piloter«.
I flere af artiklerne udpeges flyvelederen som henholdsvis »skyld i ulykken« og »medskyldig i ulykken«. Endvidere omtaler man i strid med god presseskik sigtelser imod ham, uden at omtale, hvordan han selv stiller sig til dem. Sammenholdt med havarirapporten må man konstatere, at flere af artiklerne, der bl.a. bygger på oplysninger fra russiske og schweiziske aviser, er fyldt med fejlagtige oplysninger, som er med til at sætte flyvelederens indsats i et uberettiget dårligt lys. F.eks. påstår B.T. fejlagtigt i to artikler, at flyvelederen dirigerede de to fly ned i samme højde, hvilket ville have været en helt uforståelig fejl.
Problemet med alle ovennævnte avisartikler er, at de understøttet af forkerte, uunderbyggede og delvis tilfældige informationer på en tendentiøs måde fremstiller en enkelt person som den skyldige i en tragisk ulykke, som kostede 71 menneskeliv. Det er klart, at offentligheden ikke kan vente i næsten to år på den endelige havarirapport for at få besked om årsagerne til en så tragisk ulykke.

Ifølge Pressenævnet er det »massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt, det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.«
Man kan spørge, om dette har været muligt i den aktuelle sag. Svaret er ja. Den tyske havarikommission frigav på pressemøder og i pressemeddelelser allerede i dagene umiddelbart efter ulykken oplysninger, som nøje svarer til konklusionerne i den endelige havarirapport.
I stedet for at referere til denne let tilgængelige, objektive og saglige information, vælger ovennævnte aviser at referere til hinandens og schweiziske og russiske avisers fejlagtige oplysninger. Det ville være en formildende omstændighed, hvis begrundelsen for dette var manglende omhu og samvittighedsfuldhed
i det journalistiske arbejde, men årsagen er nok snarere kyniske overvejelser om et øget bladsalg gennem sensationelle overskrifter.
Pressens vide rammer for ytringsfrihed er bl.a. begrundet
i hensynet til offentlighedens interesse. Men er en så skæbnesvanger fordrejning af data, som dele af pressen har leveret i denne sag, i offentlighedens interesse? Flyvelederen kunne selvfølgelig have klaget til Pressenævnet, men klagefristen er fire uger, og mange af de personer, som uretmæssigt hænges ud i pressen, herunder flyvelederen, er i forvejen chokerede og har ikke overskud til at udfærdige en klage inden for denne tidsfrist. Efter drabet bragte Danmarks public service kanal, Danmarks Radio, flere indslag i TV-avisen, hvor man omtalte flyvelederen som henholdsvis ansvarlig, medskyldig og skyld i flyulykken og omtalte sigtelserne imod ham uden at omtale, hvordan han selv stillede sig til dem.

Af hensyn til flyvelederens eftermæle klagede familien over dette til Pressenævnet, som gav medhold i klagepunkterne og udtalte kritik af Danmarks Radio. Danmarks Radio havde forinden frivilligt bragt en rettelse i TV-avisen.
Pressenævnet beskyldes ofte for at være bovlamt. Vores oplevelse var, at Pressenævnet gjorde, hvad det skulle inden for en acceptabel tidsfrist. Problemet er snarere, at nævnets sanktionsmuligheder er for begrænsede. Udover at udtale kritik kan nævnet kun forlange berigtigelse og genmæle. Man kan kun klage over selve massemediet repræsenteret ved den ansvarshavende redaktør, men ikke over den enkelte ansvarlige journalist. Stillingtagen til straf og erstatning ligger uden for nævnets kompetenceområde og kræver optagelse af sagen ved domstolene. Sådanne sager er som bekendt ofte langvarige og opslidende for sagsøger.
Det ville være både rimeligt og i forebyggelsesøjemed fornuftigt, hvis den enkelte journalist kunne stilles til ansvar i klager til Pressenævnet, ligesom det f.eks. er tilfældet med klager over læger til Patientklagenævnet og advokater til Advokatnævnet.
Den juridiske placering af skyld og ansvar i forbindelse med flyulykken har endnu ikke fundet sted.
Sagen pågår ved de tyske domstole.
Flyvelederen har under alle omstændigheder allerede betalt den højeste pris for sit forgæves forsøg på at afværge ulykken bedst muligt under de givne omstændigheder. De journalister, hvis fejlagtige fremstilling af sagen tilsyneladende har været medvirkende årsag til hævndrabet på flyvelederen, bliver næppe nogensinde stillet til ansvar.

*Jesper Brandt Andersen er overlæge – og svoger til den myrdede flyveleder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her