Læsetid: 3 min.

Femdøgnsprognoser

Vejret er et spørgsmål om holdning. Hvor svært kan det være…
Debat
2. august 2004

KOMMENTAR
Gud griner, når mennesket lægger planer. Sådan lød en replik, jeg hørte i et stykke engelsk dramatik for nogle år siden. Og for en ægte troende, ikke mindst når det gælder den græske gud Hybris, nikkede jeg bifaldende dernede i mørket. Man skal ikke trække for store veksler på fremtiden. Så kan det gå så gruelig galt. Jeg kunne f. eks. aldrig finde på ved begyndelsen af ferien at udtale, at jeg selvfølgelig forventer, at det bliver strålende sol. Tværtimod vil jeg foregive – også over for mig selv – den totale ligegladhed med hensyn til vejret. Ja, jeg kan endog finde på at bruge den forslidte vending. »Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert tøj.« Derfor medbringer jeg for en sikkerheds skyld både paraply, gummistøvler og regntøj en masse, når vi drager til sommerhuset i Vendsyssel. Og jeg insisterer på, at der skal bades om morgenen, hvad enten det tordner, hagler eller bare regner, og bølgerne er så store som den højeste klit.
I gamle dage – det vil sige før de store computere – kunne man hver dag leve med håbet om, at sommervejret blev bedre i morgen. Nu hævder meteorologerne, at de ved hjælp af modeller og datakraft kan udarbejde en prognose for vejret fem dage frem i tiden. Men jeg prøver stadig at leve i fortiden. Lade som om, alt stadig kan ske, og intet er forudsigeligt.
Men hvad gør man så, når der skal arrangeres party for et langt større antal mennesker, end det lille sommerhus kan rumme? Anledningen var, at en attraktiv yngre dame ved et anden selskabelighed, der af gode grunde foregik inden døre, henvendte sig til mig med en opfordring, som jeg ikke kunne sidde overhørig. »Hvornår skal jeg smage din fiskesuppe? Du lavede den for mine forældre et år i Frankrig, og de har siden talt om den.« Muligheden for at begrænse selskabet til hende og kokken var hurtig udelukket, da rigtig mange viste en stor og tilsyneladende oprigtig interesse for at smage bemeldte suppe. Så derfor tyede jeg meget imod min vilje til femdøgnsprognosen. Formiddagsaviserne havde netop bebudet med Jesu genkomst-typer, at nu kom sommeren Men så let lod jeg mig ikke narre. Jeg gik virkelig ned i prognosernes detaljer, placeringen af de forskellige høj- og lavtryk og inddrog også de regionale forskelle i min planlægning, inden jeg valgte torsdag aften som det tidspunkt, vi med størst sikkerhed kunne indtage min berømte suppe, uden at den blev fortyndet af Vorherre.

Briste eller bære
Nu fulgte så en periode, hvor jeg hver dag hørte alle vejrudsigterne, mens selve vejret havde sat sig for hele tiden at dementere nyheden om sommerens komme. Det var stadig snarere grøn vinter. Mens rytterne i Touren oksede op ad bjerget i 35 graders varme måtte vi ustandselig afføre os de shorts, som vi med autoritetstro i tillid til femdøgnsprognosen iførte os fra morgenstunden, inden fronterne for alvor strøg ind over landet fra alle tænkelige verdenshjørner, og vejrmændene måtte æde det daglige aftensmåltid af brudte løfter.
Torsdagen oprandt. Det regnede det meste af natten konstaterede jeg, mens jeg skuttende af kulde trådte af på naturens vegne i naturen uden for det lille hus, og da vi udførte morgenritualet i Vesterhavets bølger var det under en blygrå himmel, der ikke viste så meget som et par husarbukser af blåt. Nu var det for sent at høre vejrudsigter. Nu skulle der købes ind og planlægges suppe til tredive personer. Det måtte briste eller bære, selv om det måtte ende med, at Gud skraldgrinede.
Og vort overmod blev belønnet. Sidst på eftermiddagen stoppede regnen, og aftenen forløb på bedste vis, selv om damerne mere var til uldne sweaters end stropløse kreationer.
Jeg tror stadig mere på heldet end femdøgnsprognoser og er under alle omstændigheder glad for, at de kun handler om vejret og ikke hele livet. For det sidste kan vi da prøve at gøre noget ved.
F. eks. ved at lave en god fiskesuppe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her